|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Jeg skal dø
|
Ohøj Arne..
Jeg synes ikke det er godt at gøre livet til et mirakel, for dermed at overdimensionere det liv der fremstår for os eller som vi selv udlever. Det er netop denne evige og gamle højtidelighed hvormed mennesker har beskuet livet, der for en stor del har skabt idéer om livet, som det jo slet ikke ér.
Derimod viser naturvidenskabens mange opdagelser os en vældig masse om menneskets udviklingsproces, hvad livet som biologisk fænomen og dermed en masse om os selv, har sit udspring i.
Denne viden skaber en grobund for et nøgternt syn på livet som sådan, mens det nok blir mere problematisk at se nøgternt på os selv og hinanden: familien, kærester, koner og venner og bekendte, ukendte, dyrene og oplevelser af god og dårlig slags, der alt sammen er et historisk neuralt netværk som binder os til hvor egen og andres tid, så længe vi kan mindes, tænke og dermed forholde os til tidens fyld. Jeg oplever måske livets fylde i en akkumuleret erindringståge, som så mine nærmeste ka’ be- eller afkræfte, hvilket i hver familie med store teenagebørn nok blir lidt af en booster, idet de jo altid frigør sig og skaber sig selv med egne neurale netværk, hvortil de så binder hinanden – men åh, de diskussioner om meningen med dit og dat, netop de er til at få grå hår af og i indbydes kærlighed naturligvis. Vi fylder jo livet med erindrings og tankegods for fanden, binder hinanden og os selv på hænder og fødder til det, og guderne forbarmes hvis ikke historierne passer ind i hinanden. Lige præcis dette gør det så vældig problematisk, når fx. jøder, kristne og muslimer ska’ deles om en fælles kulturarv og med den, skal blive enige om en fælles historisk oprindelse – for selve historierne har de alle kun i overlevering, limen til historierne er ikke et neuralt netværk af oplevelser, det tillader tiden ikke.
Nutidens ”jøder” er vel i dag flygtninge fra krigshærgede områder i visse dele af verden, fx. afghanere der forsøger af skabe sig en historie indenfor den europæiske økonomiske fæstning – ja, længe leve den frie handel, det frie menneskes mulighed for at rejse rundt og opleve verden, skabe sin egen forbindelse med den, ikke sandt? Ka’ man tænke sig en bedre beskrivelse af denne tids frihed, end tv transmissioner fra lufthavne, hvor menneskers historiske baggrund krydstjekkes og kvalificeres med enten et blåt eller rødt stempel – var det mon meningen med ”illegale” indvandreres liv, at de skulle fængsles udenfor historien, glemmes for tid og evighed, og oplever ”illegale” afghanere indenfor Europas fæstning mon livet som det store mirakel; ja hvad er egentlig meningen med at eksemplificere livet som noget mirakuløst: egne minders television om juleaften med de nære når man sang ”Højt fra træets grønne top”? Jeg har efterhånden fået indtrykket af ”troendes” mirakler, som pudsige små episoder der behagede forventninger til netop en historie..;)
Tidligere beskrev jeg nogle tanker – må ligge i din indlægsbakke – fra Camus’ kritik af en religion han selv kæmpede med i sin egen erindringsbakke, hvad ”meningen med livet” angår og hvor netop døden, som afslutningen på vores egen eller de nærmestes historie, naturligvis må bekymre os, men i kraft af vores evne til at observere selve livet. Nu kan man jo ikke sådan bruge Camus o.a. til så meget andet end finde de gode spørgsmål, men måske det værste ved døden er, at overleve dem der vidner om ens liv, for det er svært at genskabe fællesmængden af oplevelser der knytter bånd mellem mennesker, og ofte er der ikke så megen tid. Og igen kommer man til at mindes gode læse eller filmoplevelser, og her tænker jeg såmænd på filmen ”Stegte Grønne Tomater” – ka’ det mon beskrives meget bedre? Så meget i livet hæfter sig til tiden, ja hvordan man bruger den og hvad den mættes med af oplevelser, og næppe går tidens alvor op for én, når man som barn hin sommerdag støtter hovedet i vindueskarmen og slår tiden ihjel fordi venner er på ferie og ens Ipad er kedelig. Dog findes der nok så mange ældre mennesker m/u en religion til trøst, og der ligger nok en kærlig tanke på mangt en hovedpude som tænker på genforeningen med dem de har holdt af. Det vil jeg tro, og det skal man ikke forklejne, for det har i stor grad været deres historie og religionens historier har måske fyldt på godt og ondt. Det har nu heller aldrig været religionskritikkens hensigt at ødelægge menneskers mulighed for trøst, men derimod at frigøre en mulig historisk udvikling fra det åg der fx. fastholder mennesker i uvidenhed og fattigdom i teokratier – og her ska’ man dælemig ikke se bort fra hvad hinduer og buddhister har bidraget med, når det gælder forklare livet med søde ammestuehistorier. Sjovt nok, synes præster jeg kender ikke at ha’ det ringeste behov for at missionere, for de kender argumenterne og har ikke brug for cirkelargumenter, de er simpelthen en del af en anden historie end præster for bare 100 år siden. Vores historie dør sikkert med os, noget af den er måske værd at huske på, andet ikke, men det væsentlige er vel lidt det Ole afslutter med, at man ikke ved vejs afslutning ligger dér og fortryder.
I det lys, er det ikke godt at tænke på hvad nazisterne o.a. af samme skuffe fra de historiske annaler må ha’ tænkt og følt, mens de ventede på afslutningen. Dér har der været tid til fortrydelse for de brud på almene moralbegreber, som man alene i egennyttens hellige navn skabte sin historie med. Og ja, vi har næppe set de sidste af den slags – men i skyggen af den slags historier, mon så ikke de fleste af os ka’ dø i fred?
mvh
Simon
P.s.: fint indspark til debat, i hvilken forbindelse jeg vil erindre om Sartres flotte romanrække: ”Ensom blandt mennesker”, ”Galgenfrist” og ”Med døden i hjertet” – også kaldet ”Frihedens veje”.
|
|
|
|
