|
1
registreret
(1 usynlig),
488
gæster og
64
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Jeg skal dø
|
Jeg kommer ikke levende herfra!
Det er i hvert fald ikke lykkedes for nogen endnu.
Vi skal alle dø, men hvordan forholder vi os til det?
Skal døden være et angstfyldt tabu?
Skal døden være en del af livets kvalitet?
For ca. 25 år siden sad jeg på et sygehus og ventede på min dødsdom. Jeg var holdt op at ryge – for tredje og afgørende gang – men havde derpå fået en intens hoste, som holdt mig vågen om natten, og som min læge ikke kunne medicinere væk, hvorfor han sendte mig til røntgenundersøgelse.
Det var jo nærliggende, at det var lungekræft, der var ved at æde mig op indefra, og jeg tænkte på, hvor lang tid jeg mon havde tilbage, hvad jeg ville bruge den sidste tid til, og hvad jeg mon havde kræfter til. Hvordan det mon ville blive at sige farvel til sine fingre, til hele kroppen, til bevidstheden?
Så kom resultatet. Det var bare mine stakkels slimhinder, der var ved at blive fri af cigaretternes tjærelag og nu skulle klare sig uden denne ”beskyttelse”. (Efter nogen tid gik hosten væk af sig selv.)
Åh, hvor skønt, jeg får lov at beholde mine fingre, min krop min bevidsthed på foreløbig ubestemt tid!
Det sang i mig af fryd.
Den fryd sidder stadig i mig. Jeg er i live – med ”dødens gys” som fast ledsager i baggrunden – en særlig ”kvalitet”, der gør mit liv mere levende, synes jeg, og som jeg dengang lærte at kende.
Men når jeg på et ukendt tidspunkt skal dø, hvordan vil dødskampen så blive?
Hvor mange smerter? Hvor megen angst – og hjælpeløshed?
Jeg aner det ikke, og jeg spekulerer egentlig ikke over det, men bevidstheden om min død giver mit liv ekstra kvalitet.
Er det ikke bedre end at gøre døden til et angstfyldt bortgemt tabu?
For nogle er det ikke blot: Jeg skal dø!, dér er det: Jeg vil dø! (fordi livet er uudholdeligt).
Er det ligegyldigt for os andre – eller har vi her en medmenneskelig forpligtelse?
Og efter døden?
Kristendommen taler om ”det evige liv”, som man bl.a. kan læse om i Johannesevangeliets kapitel 17:
Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.
Buddhismen taler om genfødsler og Nirvana (klik), hvorom det også siges, at det end ikke kan beskrives ved, hvad det ikke er 
Så vidt jeg ved, tror et flertal af danske medlemmer af folkekirken også på reinkarnation (klik), men om de tillige tror på ”Nirvana”, ved jeg ikke.
Ikke religiøst troende rationalister tror vel noget i retning af, at det eneste, der overlever døden, er molekylerne, vi består af (samt mørkt stof og antistof), som til gængæld er uforgængelige – enten som masse eller energi/mørk energi (kan uden tvivl beskrives rigtigere).
Afstanden mellem denne opfattelse og ”Nirvana” tør jeg af særdeles gode grunde ikke at gøre mig klog på
Men er det egentlig ikke spild af gode kræfter at gøre sig spekulationer om ”efter døden"?
Er det ikke bedre at bruge kræfterne - mens de er der - på ”livets mirakel” – med ”dødens gys” som stimulator? 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
