|
0
registrerede
49
gæster og
232
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Illusionen om virkeligheden
|
Når jeg læser de forskellige meninger om tankeprocesser og om virkeligheden, så er den metafor, der først falder mig ind, kulisser. Havde det så endda været kulisser til den samme forestilling, kunne man måske få en frugtbar diskussion om oplevelsen, men når det drejer sig om lige så mange forestillinger, som der er tilskuere, så bliver det blot til en frugtesløs diskussion om, hvem der har oplevet "den bedste" illusion (har købt billet til den bedste forestilling).
Kulissers formål er jo at skabe en illusion af virkelighed, når man betragter dem fra forsiden. Det er først, når man går rundt om dem og ser bagsiden, at man forstår virkeligheden bag illusionen. Det samme gælder tankeprocesser. Det er ikke tilstrækkeligt at se på dem indefra. Det underbygger blot illusionen om en virkelighed, der reelt blot er en (teater)forestilling, skabt i tilskuerens fantasi.
Vil man undersøge tankens virkelighed, må man hele vejen rundt om tankeprocessen. Det er ikke nok at digte en fabel af ordene. Man må undersøge selve sprogets funktion i tankeprocessen, de biologiske processer, der bærer den, de psykologiske processer, der styrer den og den rolle tankeprocessen har for livets overlevelse og udvikling. Først da kan man gøre sig håb om at nærme sig en objektiv forståelse af tankeprocessens virkelighed.
Det er den fejl, som Hansemand og alle hans "kontinentale filosoffer" begår. De spiller bold med ordene og skaber en kulisse af "forståelse", som end ikke nærmer sig virkeligheden. De har gjort filosofien til et intellektuelt tidsfordriv, der ikke har nogen praktisk betydning for hverken livet i dag eller dets fremtidige udvikling.
Det er også den fejl, som de religiøse troende begår. De bygger en fantasi om nogle overnaturlige styrende kræfter, der har menneskelige drifter og tankemønstre, og som kan ændre virkeligheden efter behag. At alt i naturen modsiger deres fantasi, er de ligeglade med, for virkeligheden er for skræmmende for dem, så derfor benægter de den og flygter ind i en fantasi om et eventyr med en "happy ending".
Det er også den fejl politiske ideologier begår. De opstiller idealer om, hvordan livet burde være, og ignorerer livets milliarder af års erfaringer, som er nedlagt i vore gener. Idealer er pr. definition noget, som ikke eksisterer i virkeligheden, så at kæmpe for en politisk ideologi, er at kæmpe for en urealistisk fantasi, som aldrig kan blive til virkelighed.
Men det er først og fremmest den fejl, som det enkelte menneske begår ved at tro, at ens egne tankeprocesser repræsenterer sandheden om virkeligheden. Vi skaber vore egne kulisser, der fuldender vores fantasi, og stirrer henrykt på den. Jeg nyder som de fleste andre min forestilling om verdens virkelighed, men jeg er mig bevidst, at det kun er en forestilling, for jeg har været bag om kulisserne og set, hvordan scenariet fungerer. At jeg forstår processen har dog ikke ødelagt min oplevelse af forestillingen, for de medvirkende fortolker jo deres roller på mange underholdende måder. 
Derimod kan det undre mig, at de fleste ikke ønsker en rundvisning bag kulisserne. De frygter åbenbart at miste deres illusion om, at deres forestilling er virkeligheden. Men hvorfor klamre sig til en skrøbelig fantasi, når virkeligheden er det eneste bestandige, og i tilgift er fyldt med spændende oplevelser? 
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
