|
0
registrerede
51
gæster og
200
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Virkeligheden
|
Hej Simon
Jeg må desværre melde pas og jeg har sagt det før. Jeg har meget svært ved at føre en samtale på debatten med andre fordi det jeg siger konstant bliver forplumret af HansKrist's fortolkning af hvad jeg siger og da i foretrækker denne forklaring - ja så kan jeg jo ikke udtrykke hvad jeg selv mener.
Jeg vil dog prøve:
Ensomhed er for os et negativt ord. Det er der mange grunde til, som jeg skal undlade at nævne, men alfa og omega er, at ensomhed ikke behøver at være negativt. Nogle gange har vi brugfor blot at være alene med os selv og vore tanker.
Jeg lever såmænd fuldt og helt med i livet, men det, som jeg giver udtryk for på denne debat giver jeg selvfølgelig ikke udtryk for i dagligdagen. Faktisk er det min erfaring, at man bør sige mindst muligt for så tror vi alle at vi mener det samme. Vi vil nok alle blive overraskede over, at det gør vi ikke.
Mangeårige venskaber, ægteskaber og hvad ved jeg, kan pludselig blive opløst med ordene: ''jeg troede, at jeg kendte ham, men så forklarede han mig pludselig hvad han virkelig tænkte.''
Der er selvfølgelig den stilhed der er når tanken (erindringen af fortiden og fortolkningen af det nuværende) ophører og man bare er tilstede i nuet.
Men stilhed er mere end den ydre stilhed. Selvom vi måske er stille udadtil så myldrer tankerne rundt i vores hoveder og vi er slet ikke stille i virkeligheden.
Det er først når disse tanker også er stille, at vi kan tale om stilhed og se klart ud af øjnene uden at fortolke det, som vi ser. Tanken kan kun være stille når vi forstår os selv, ikke som en abstraktion, men rent faktisk.
Når vi forstår hvorfor vi tænker konstant.
Vi er så bange for at være alene, at vi altid flygter til menneskeligt selskab i virkeligheden eller i tanken hvor vi erindringen om menneskeligt selskab, som ikke er lige nu. Hvorfor er vi bange for at være alene med os selv?
Tanken er absolut nødvendig når vi lever livet samfundsmæssigt i forbindelse med andre mennesker. Denne tanke bør være klar, skarp, forstandig og usentimental, men er den det? Er vore handlinger ikke altid styret af følelser og sentimentalitet?
Det vågne sind, Simon, er altid alene selv når det er sammen med andre. Dette bør vi alle være - vågne og opmærksomme i livets nu's bevægelse - så, at vi kan handle med al vores viden og erfaring og ikke bagefter behøver, at erindre hvad vi burde have gjort, men ikke fik gjort fordi vi ikke var tilstede mens tingene skete. 
Jeg taler om tankens stilhed, Simon, ikke den anden stilhed, som man opdager når tanken bliver stille.
|
|
|
|
