|
0
registrerede
59
gæster og
139
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Virkeligheden
|
Hej Arne
Først og fremmest indikerer spørgsmålet, at stille, det er man ikke. Hvis man ikke er stille, hvorfor skulle man så stræbe efter, at være det? 
Har du nogensinde prøvet at gå ned ad gaden i ''dine egne tanker''. Pludselig befinder du dig på det modsatte fortorv. Du har passeret et lyssignal, som har skiftet fra rødt til grønt og du er havnet på den modsatte side af gaden,
Du aner ikke hvordan du er havnet der for du har været totalt uopmærksom hele vejen.
Hvis man sætter sig ned et vilkårligt sted med den hensigt intet at foretage sig, opdager man, at dette kan ikke lade sig gøre.
Hvorfor ikke? Hvad er det, der sker?
Måske man en dag efter arbejde går en tur i skoven og sætter sig ved en sø. Hele ens sind er opfyldt af dagens begivenheder.
Man fik måske ikke fortalt chefen hvad man virkelig syntes og man gennemgår det om og om igen.
Når jeg sidder der og erindrer alt hvad der er sket i løbet af i dag, så mener jeg at jeg er en selvstændig entitet som erindrer det, som jeg har oplevet i løbet af dagen, men hvis jeg kigger nærmere efter, så er disse erindringer en del af den entitet, som jeg kalder mig selv. Den, som kigger består altså af det, som han kigger på. Så sandelig en gordisk knude.
Denne jeg, som husker den dag, som er gået består selv af det, som jeg iagttager nemlig erindringen om denne dag, som nu er gået og som er mig.
Vi er fuldstændig opslugt af den dag, som er gået og derfor fuldstændig uopmærksomme. Dette er det kendte, fortiden, erindringen, tanken. Fortiden er fuldstændig død, den har været, den er ikke mere, den er kun erindring. og der sidder jeg midt i erindringen og kan ikke slippe fri.
Måske er jeg heldig, at blive forstyrret af et enormt plask.
På en brøkdel af et sekund vækkes alle mine sanser uden, at jeg har valgt det og en del af sindet, som jeg sjældent bruger, vækkes.
Rundt om mig er skovens træer, over mig er den blå himmel og søens spejlblanke flade.
Erindringen om fortiden, tanken er for et øjeblik fuldstændig stille.
Pludselig brydes søens flade og en fugl flyver op med en fisk i næbbet.
Aha, tænker jeg - det var det, som forstyrrede mig.
Jeg smiler og går hjem.
Jeg har fuldstændig glemt fortiden.
Men da jeg aldrig er ubevidst, så opfatter jeg også, at tanken nu har fundet sin rette plads.
Selvfølgelig skal den være der, men den må aldrig forstyrre min perception af det, som er,
Fra øjeblik til øjeblik.
|
|
|
|
