|
1
registreret Arne Thomsen
195
gæster og
299
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Guru Michael i chat med RoseMarie Anne HansKrist
|
Hej Hanskrist og Anonym.
Det er imponerende, synes jeg, så længe I kan blive ved at debattere det samme.
Jeg opfatter jer begge, som stærkt inspirerede af kristendommen (for nu ikke at overdrive  ) - men på hver jeres måde.
Man kan måske sige det sådan, at Anonym især er inspireret af evangelierne, mens Hanskrist især er inspireret af Paulus' breve.
Man kan måske tilføje, at Anonym især er grebet af den ånd, der gennemsyrer evangeliernes Jesus-ord, mens Hanskrist især er optaget af den særlige tydning af Paulus' breve, som en vist nok kristen eksistentialist og marxist ved navn Berdyaev taler for.
Jeg kan godt følge Anonym's oplevelse af kristendommen, men trods flere forsøg finder jeg det betydeligt vanskeligere at følge, hvad Hanskrist søger at udtrykke.
Det kan naturligvis godt tænkes at være fordi, det, Hanskrist søger at fortælle, simpelthen kræver mere af forstanden (og det er så dér, jeg ikke ka' la' være at tænke: Hvis det ikke kan udtrykkes enkelt og klart, så enhver ka' forstå det, er det så ikke budskabet, der trænger til at afklares? Kristendommmens budskab er vel ikke kun for de intelligente?).
Jeg mener også at forstå, at Hanskrists oplevelse af kristendom, er, at den ophøjer mennesket til frihed og kreativitet (men jeg forstår ikke rigtig hvorfor), mens Anonyms grundoplevelse er guddommelig kærlighed (Kærlighed: Et begreb med mange varianter, men her den rene og uselviske følelse).
Det er vel lige før, man kan sige, at den ene opfattelse fører til Herremennesket, mens den anden fører til Det elskende menneske?
(Jeg har før - uden større held - forsøgt at pejle mig ind på kernen i de to opfattelser, men især Hanskrists rettelser og forklaringer efterlader mig blot endnu mere forvirret).
Nu er det, at kristendommen har mange ansigter, jo ikke just noget nyt.
En løbende TV-serie på DR2 om kristendommens historie viser det til overflod: Kristendommens så vidt forskellige indhold - med og uden statsstøtte - kloden rundt - gennem tiderne (Sydkoreas kristendom, der hylder de velbjergede er vel mindst en ligeså stærk indskrænkning af idéen om næstekærlighed, som den vi så ofte hører fra f. eks. vor hjemlige Søren Krarup).
Men det, jeg savner, er ikke kritikken af andres opfattelsr.
Det, jeg savner, er enkle klare ord, der kan inspirere og begejstre - ikke citater - ikke mystiske og vanskeligt fattelige fremmedord - men egne klare ord.
Den danske folkekirkes og statens gensidige omklamring af hinanden har jo reelt forlængst medført, at næsten alle danskere har vendt kirken ryggen, og alene bruger den til traditionelle højtideligheder, som begravelser, dåb og såkaldt "gudstjeneste" den 24. december om eftermiddagen - før festmåltidet og gaverne
Men selvfølgelig er der inspiration og begejstring at hente i kristendommen.
Det kræver imidlertid, at nogen gør den synlig - og det gør gensidige beskyldninger ikke - heller ikke, hvad der reelt er en statskirke.
For mig er det mest inspirerende i kristendommen (og andre religioner) dét, at man forestiller sig en oprindelig årsag, som kaldes Gud.
Og specielt for kristendommen dét, at denne oprindelige årsag er treenig/trefoldig.
Og så den vidunderlige beretning om, at den anden person i treenigheden lader sig føde som et hjælpeløst menneskebarn, der - meget ydmygt - bedriver store ting her på kloden 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
