|
0
registrerede
1997
gæster og
1948
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Tikka
Emne: Re: Tanker fra en samtale
|
Jeg mener, bevidstheden kommer før sproget, og at jeget vågner ved 1-2 års alderen.
Herefter flytter vi ind i sproget, som er det 'hus' vi bor i, og som former os som mennesker – også selvom vores bevidsthed altid vil være mere end blot ord.
Først ved ca. 25-årsalderen færdigudvikles hjernen helt, så man ikke blot sanser verden, men også forstår sig selv som en separat person, der formår at overskue konsekvenserne af sine handlinger og regulere sine følelser.
*
Tak for dit skriv, som lyder til dit univers har flyttet sig ud af hovedet til praktisk sansende gøremål.
Det er dog altid sådan, er min erfaring, at en udskiftning af ,,univers,, hvor man har sit eget rum, ofte – måske ubevidst – dækker over, at man søger et helle, fordi - det som bevidstheden ellers opfatter som virkelighed - ønsker man ikke som egen virkelighed, men du har da ret. Vi skal huske at leve, men - et hvert valg af ,,tilflugtssteder,, kan udelukke samfundslivet, og man skal jo passe på med at ønske, som i:
Lykkens galocher
https://www.andersenstories.com/da/andersen_fortaellinger/lykkens_galocher
*
Jeg siger ofte: Tiden går, og jeg med den.
Jeg spurgte AI, hvorfra talemåden: ,,Tiden går, og jeg med den,, stammer fra.
Svaret jeg fik var:
Vi bruger ofte vendingen ”Tiden går, og jeg med den” som et udtryk for livets hastighed.
Men hvad ligger der egentlig bag de få ord?
Hvor stammer de fra?
Talemåden er gammel og findes i forskellige variationer i både dansk og europæisk litteratur.
Den kendes blandt andet fra salmedigteren Thomas Kingo i 1600-tallet, der skrev om livets flygtighed. Kernen i udtrykket er memento mori – husk, at du skal dø.
Det minder os om, at vi ikke blot er tilskuere til tiden; vi er passagerer, der følger med den mod det samme endeligt.
Går tiden overhovedet?
Rent fysisk går tiden faktisk ikke. Inden for moderne fysik (relativitetsteorien) taler man om "blok-universet", hvor fortid, nutid og fremtid eksisterer samtidigt.
Tiden er en dimension, ikke en flod.
Når vi siger, at tiden ”går”, er det altså ikke en videnskabelig sandhed, men en bevidsthedstilstand. Det er vores hjerne, der skaber en narrativ linje for at give mening til forandring. Det er ikke tiden, der flytter sig – det er os, der gennemgår biologisk forfald og samler på erindringer.
AI spørger:
Hvis det er vores bevidsthed, der ”skaber” tiden, har vi så magten til at gøre den langsommere ved at være mere nærværende?
Er vi slaver af uret, eller er uret blot et værktøj til at måle vores egen forgængelighed?
Hvad sker der med os, hvis vi holder op med at se tiden som noget, der ”går”, og i stedet ser os selv som noget, der ”er”?
Dertil svarede jeg:
Selv mener jeg, det er muligt at se sig selv som et ”jeg er” – At være levende og nærværende i den tid, man nu er tilstede i, men - måske - er selv dette nærvær en illusion. For - ,,flygter,, jeg ind i nærværet for at beskytte mig mod livets problemer, som jeg ser gennem egen bevidstheds fortolkning.
Jeg mener. Billedet man tegner af det man opfatter som ydre, ja og indre virkelighed afgøres vel af den vinkel man ser på det hele, så det får sit ,,eget,, liv.
Lidt som at starte et skriv. Det første man skriver ,,tegner,, retningen på skrivet, som kunne há været anderledes, hvis det var startet et andet sted.
Tak for ønsket om et godt nytår - og god dag 
.
|
|
|
|
