|
0
registrerede
762
gæster og
323
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SAMTALER MED EN IKÓN
|
Siden jeg dengang for så mange år siden skrev om mine ikon-oplevelser, har jeg haft to yderligere.
Den første var, at jeg "fik at vide", at kristendommens dogmer ikke skal tages højtideligt.
Det gjorde mig dybt forvirret, for hvad bliver der så tilbage af kristendommen, hvis dogmerne kun er nogle "kulisser" og ikke "sandhed"?
Men svaret ligger jo ligefor: Guddommelig kærlighed 
Den anden oplevelse er vanskelig at beskrive anderledes end, at denne kærlighed - foran ikonen - blev født - og voksede - inden i mig - så den nu er noget helt fundamentalt i min tilværelse
Måske man kan se det som barnet, der fik forældrenes kærlighed, blev voksen og selv blev kærlig.
Så er der vel ikke længere så stort et behov for "kulisser" - dogmer - der vel egentlig blot har til formål at skabe tryghed - en vel egentlig lidt barnlig illusion at støtte sig til.
Det betyder ikke, at jeg hverken hader eller foragter dogmer - tværtimod - for mig er de smukke udtryk for en længsel efter at "have noget at støtte sig til".
Den længsel har jeg også - og den må jeg leve med.
Men jeg har mærket "en god fornemmelse i maven", når det - en sjælden gang - lykkes mig at gøre noget godt for et andet menneske.
Så er længslen efter tryghed nemmere at udholde 
At, hvad vi kalder Gud, også er et dogme er jo selvklart - men det hindrer jo ikke, at der kan ligge noget ufatteligt meget større bag 
Det er nok derfor, jeg holder så meget af Rumi's ca. 800 år gamle digt:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel.
Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler de evige sandheder.
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
