0
registrerede
380
gæster og
308
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SAMTALER MED EN IKÓN
|
Her kommer så det sidste, jeg skrev dengang:
TILBAGE TIL FORSTANDEN
Forstand – for stand – det er jo dét, det er: At stå foran – enten det så er den jævne dagligdag, en forelskelse, dyb kærlighed, en sejr, en skuffelse, et tab, en ulykke, en gevinst, en fremtidsdrøm, en livsfarlig situation, et håb, en sygdom, en helbredelse, døden – eller en Ikón. At stå foran giver forstand.
Og når vi forstår os på vore daglige små og snævre behov for penge, luksus, nydelse og succes, så får vi jo som regel en stor del af dét, vi vil ha’ – men også kun dét.
For der er jo ikke kun én forstand – ikke kun én virkelighed – ikke kun ét sted at stå. Livet er meget større end blot nydelse, komfort og de nære ting.
At stå foran en Kristus-Ikón og dér opleve Gud’s kærlighed, gennem Sønnen, der i sin kærlighed gik så meget igennem – overvandt døden – og senere bar sin mors sjæl til himlen – sådan som beretningen er – det kan være meget, meget mere end blot en betagende oplevelse.
At tage imod Gud’s kærlighed – at være ”et spejl for Guds kærlighed” – kernen i ortodoks kristendom – det kan man let bruge et helt liv på.
Kirkernes magtbegær, pengebegær og undertrykkelse af almindelige mennesker gennem tiderne vækker helt naturligt afsky og får mange til at vende ryggen til alt kirkevæsen.
Men vores tilværelse sådan som den nu engang er: Placeret i det uendelige rum – i den ubegribelige evighed – og tillige underkastet hver vor egen ukendte skæbne – gør det umuligt for os selv at være guder – hvor dygtige vi end er, og hvor meget vi end stræber.
Så er det vel ikke uforstandigt at skubbe det rådne i kirkevæsenet til side, og gå direkte til det oprindeligt religiøse – til vore egne anelser, længsler og urbilleder – til vore forestillinger og beretninger, om dét, der er større – om det ufattelige, det guddommelige: Gud’s kærlighed.
Ikóner i de ortodokse kirker er øjnenes indgang til dén verden – Guds Rige – som vi jo alle er en del af – hvis vi vil.
Ikóner kan ikke korrumperes, de taler direkte, klart og tydeligt til hver enkelt, og kun overtro og afgudsdyrkelse, i stedet for inspiration til dét, de fortæller om, kan ødelægge dem. I den græske guldalders hjemland er dét ikke noget problem.
Ej heller lader man sig tynge af korsfæstelsen – mordet på Guden – tværtimod, det er myten om Gudesønnens overvindelse af døden, der hver Påske stimulerer Østkirkens begejstring for det guddommelige – som Ikónerne jo også vidner om – i modsætning til de vestlige kirkers nedsynken i sort syndsbevidsthed og anger.
Det er nærliggende at tvivle, og det er svært at tro – men det er let at opleve – når man står foran en Ikón – og skubber tankerne til side – og er lysvågen.
* * *
Lille øjeblik
Farvel lille øjeblik – farvel Du kommer ikke igen – du kommer aldrig igen. Far vel.
Farvel lille øjeblik – farvel. Du blev, som jeg var. Far vel.
Goddag lille øjeblik – goddag. Lad os gøre det godt. God dag.
Goddag mit sidste øjeblik – goddag. Evigheden står lodret. Og nu? Det er så, hvad jeg oplevede - og fastholdt i ord - dengang.
Men er der ikke sket mere siden? Det vil jeg skrive om - næste gang
M.v.h. Arne
|
|
|
|