annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15677157
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2381441
Et andet syn 1991131
Jesu ord 1523069
Åndelig Føde 1522121
Galleri
ER DU GAL MAND
Hvem er online?
2 registrerede Hanskrist, Arne Thomsen 101 gæster og 70 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SAMTALER MED EN IKÓN

Et kapitel mere:

Citat:
GUDENS KÆRLIGHED

Uhåndgribelige, uforståelige og fremmedartede oplevelser er svære at omgås – og selvfølgelig har jeg spekuleret på, hvorfor Ikónerne afviser mig.
Var det fordi jeg var blasfemisk, Gudsbespottende – eller er der bare ikke mere at sige?

Jeg må derop igen, har sat hele dagen af til turen og vil tilbage samme vej – ikke Nanoú, Tavernaen, strandturisterne og Sotiris’ Ouzo-båd i dag.

Turen er go’, jeg føler mig hjemme i landskabet, har egentlig ikke rigtig tanker i hovedet, er ikke specielt glad eller ked af det – eller intens – er nærmest bare til – vegetativ kan man måske kalde det – sådan som det vel må være for træerne, tidslerne og krydderurterne – og for gederne.

* * *

I den lille kirke på bjergets top er der nogle høje stole langs siderne, og af den særlige form, som gamle og svage mennesker både kan stå og sidde i.
Jeg sætter mig i en af dem og finder mig efterhånden til rette – i olielampens og vokslysets skær.
For længst har jeg opgivet al yderligere ”samtale”, men det er alligevel rart at sidde hér – netop hér.

Tilfældigt opfatter jeg ud af højre øjenkrog, at noget bevæger sig.
Det er Johannes Døberen, der blinker med det højre øje.
Nå, ja –
Men hva’beha’r – det er s’gu da løgn!
Nu gør han det igen – og peger stærkere end sædvanligt over mod Kristus: Verdensherskeren.

Så får jeg endelig øje på ham, Kristus – Kristós – det vil sige, det er lige ved, at han ikke er der.
En sorg og smerte, så bundløs og ubærlig, så nær det totale sammenbrud, og i den lydløse gråd synker han sammen, glider tilbage, er nær ved at forsvinde.

Jeg kommer et øjeblik i tvivl. For meget Ouzo? Psykologiske projektioner? Gemen sindssyge?
Men jeg er ligeglad med teorier og teologier.

Det hér er sandhed – det hér er min virkelighed – og jeg er dybt inde i den – HÉR – NU!

Der er stemmer – udenfor – ikke det mindste mystisk – det er to turister, som jeg godt havde set tidligere på dagen på Scooter på vej op over Vigla.
Nu er de kommet hér – og jeg lader lysene brænde – går ud af kirken – hilser så normalt som muligt – og flygter fra stedet –

* * *

I det lille kapél med de nisseagtige Ikóner, halvvejs ned til landevejen, forsøger jeg at slappe af.
Kristus-Ikónen er også hér af Pantokrator-typen, Verdensherskeren, og hér iført kongelig pragt.
Alligevel ser han så uskyldig, sådan lidt finurligt nisseagtig ud – som Johannes Døberen netop gjorde i dag deroppe –


Sidste år, da de ”lavede numre med mig” ved at komme nærmere og derpå igen fjerne sig, gennemskuede jeg dem.
Det var mig, der ikke ku’ stå helt stille i det blafrende lys, men svajede lidt frem og tilbage på fødderne uden at mærke det, fordi der kun var Ikónerne og mig i mørket i det spinkle vokslys.
Ja, ja, ikke alt er så mystisk, men hvad med det, jeg netop har oplevet deroppe?

”Nisserne” afgør sagen. De bevæger sig langsomt baglæns, men vildt accellerende – og med stadig mere rasende fart søger de at trække mig med.
”Kom med os – ind i evigheden!” er det vel – men jeg er ikke parat til dét – ikke endnu – hvor fristende, tillokkende, næsten uimodståeligt, det end er.

* * *

Vejen tilbage er lang, tør og opslidende.
Ingen forjættende evighed, ingen fryd og glæde, snarere: ”I dit ansigts sved”.

Selvom jeg kender, og benytter det lille fif, at komme en anelse Ouzo i vandflasken – så slukker anisolien i vandet tørsten meget bedre – så er jeg alligevel ved at være totalt udmattet, da jeg når ned fra Vigla-passet til Chorió’s hjerte og på vaklende ben finder en stol hos Leftéris i hans Cafeneíon. Han ser spørgende på mig, og jeg kan knapt fremstamme: ”Stavrós – coffee – Ouzo”

Det friske kølige vand i det store vandglas, forsvinder som en dråbe i Sahara, og det meste af brændevinen bli’r stående. Kaffen stimulerer – men jeg er stadig udmattet.

Ikóner er ikke ufarlige – de er ikke kun billeder – i hvert fald ikke for sådan en som mig – og i Caféens fred går det endelig op for mig: Gudens Kærlighed!

* * *

Men først flere år senere turde jeg opfatte det.

* * *

M.v.h. Arne smiler
Seneste indlæg
Min ”religion”
af Hanskrist
23/04/2024 19:59
Vigtige præciseringer
af somo
23/04/2024 14:04
Kom op på bjerget...
af ABC
23/04/2024 13:13
Tanker - idéer - visioner.
af Hanskrist
23/04/2024 11:55
Lad os undersøge islam...
af ABC
23/04/2024 11:48
Nyheder fra DR
Ikast ryster problemerne af sig og vinde..
23/04/2024 20:08
Advarsel om blæst på Storebæltsbroen
23/04/2024 19:50
Krisepsykologer til stede på skole efte..
23/04/2024 19:22
Mindst 21 migranter døde efter kæntrin..
23/04/2024 19:01
Nu er årets bedste unge forskere fundet
23/04/2024 17:50
Nyheder fra Religion.dk