annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15537295
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2372389
Et andet syn 1980841
Jesu ord 1518425
Åndelig Føde 1465878
Galleri
BUDDHA
Hvem er online?
1 registreret (1 usynlig), 355 gæster og 119 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Skriv et nyt svar.


Smilies Opret hyperlink Opret link til e-mailadresse Tilføj billede Indsæt video Opret liste Fremhæv noget tekst Kursiv tekst Understreg noget tekst Gennemstreg noget tekst [spoiler]Spoiler tekst her[/spoiler] Citer noget tekst Farvelæg noget tekst Juster skifttype Juster skiftstørrelse
Gør tekstruden mindre
Gør tekstruden større
Indlæg ikon:
            
            
 
HTML er slået fra.
UBBCode er slået til..
Indlæg valgmuligheder








Som svar til:
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SAMTALER MED EN IKÓN

Endnu et kapitel:

Citat:
”GUD VÆRE MED DIG”

Der er gået et år. Praktiske ting gjorde det svært – indtil det gik op for mig, at den slags ikke skal hindre mig i at se Symi igen – og ”min Ikón” – og alt hvad dertil hører.
Så jeg rejste – og fandt næsten alt som hidtil på Symi.
Gudskelov, som man siger – Hallelúja (”Pris Jahve”).

Nogle er her ikke mere, Sotiris ligger på dødslejet, men langt de fleste er her, og enkelte nye er kommet til.
Men vigtigst af alt: Hele mit elskede Symi er der stadig.
Symi er virkelig – Symi er ikke kun en drøm!

Mødet – det langsomt tiltagende ”mirakel” af betagende og hjertegribende skønhed og den stadig mere intense atmosfære, når båden har rundet pynten og Symi åbenbarer sig mere og mere – som en juvel mellem de golde bjerge – der lægger sine arme om ens hjerte.

Det var ikke så dramatisk denne gang, nu, hvor jeg føler mig sikker på, at jeg altid vil komme tilbage – at jeg på en måde ”hører til” – en lille smule – hvis ellers jeg kan finde ud af at opføre mig nogenlunde – d.v.s. kan respektere skik og brug, og ikke alt for groft overtræde uskrevne og delvis ukendte love.
Kun min intuition kan redde mig hér – sammen med Grækernes store og legendarisk venlige overbærenhed med fremmede.

Morgenmaden, som sædvanlig i Leftéris Cafeneíon i Chorió. Jeg sidder udenfor selvfølgelig – som sædvanlig – med ryggen mod muren, så jeg kan se udover den lille plads, se Vigla – bjerget deroppe til venstre – og Yiálós, ”havnebyen”, og bugten dernede til højre med Tyrkiet i horisonten.
Men jeg ser også alle dem, der kommer forbi om morgenen: Elegante kontorklædte mænd og kvinder på vej ned til jobbet i Yiálós, skolebørn af begge køn og i alle aldre – ikke elegante men til gengæld ”smaddersmarte” og fuldstændig uhøjtidelige – unge mode- og TV-bevidste, kvikke og velorienterede EU-borgere.
Så er der konerne fra nabohusene i deres sorte kjoler – absolut ikke elegante, men til gengæld i en harmonisk rytme, når de med værdighed fejer og vasker deres fortov – uden hastværk og med god tid til at slå en sludder af med nabokoner, og hvem der ellers kommer forbi – hvis det da er nogen, man kan, og vil, indlade sig med.
Håndværkerne kan godt finde på at tage sig en pause til en græsk kaffe eller en øl, og næsten alle siger ”Godmorgen”: ”Káli méra” når de passerer på hovedgaden, der jo går lige igennem Caféen.

Tankerne flyver, bli’r tyndbenede, forsvinder – jeg er her bare – lidt småmediterende – eller måske bare dagdrømmende – kommer helt af sig selv – mens toasten gør godt i maven, kaffen stimulerer og Ouzoen breder sig i kroppen.

Jeg skal til Stavrós tou Polémou i dag – og bagefter ned i ”Paradisets Have”, Nanoú-stranden med Gabriels vinger – ikke over 10 kilometer plus zigzag og op-og-ned.
De gamle joggingsko er gode at gå i bjerge med. Skoene og sokkerne skal være i orden – især når man går alene.
Det bliver varmt i dag. Allerede her ved 9 – 10-tiden om formiddagen er det mindst 25 grader og næsten helt vindstille, endskønt vi er midt i oktober.

Chorió’s labyrint snød mig, så jeg kom skævt ovenud af byen og måtte klatre lidt for at nå den eneste sti, der er. Ja, ja, sådan er det. Føl dig aldrig for sikker hér på Symi, så får du en påmindelse.
Og så endda i det højt civiliserede Chorió – skabt af mennesker gennem flere tusinde år – med levende og døde huse anbragt – næsten organisk – og totalt uoverskueligt – med mange mennesker, men uden at man mærker eller ser dem, med hjørner og trapper – op og ned – og smalle passager – det hele bestående af stenbro og stenhuse – lavet af det forhåndenværende, og ordnet gennem tiderne af utallige menneskehænder.
Også æslerne og muldyrene er der tænkt på, dog næppe så meget for deres egen skyld: Hjørnerne er afrundede, hvor der er mest snævert, så dyrene bedre kan passere med deres ofte kolossale oppakninger.

Efter nogen tid, hvor jeg finder min rytme at gå i, og kommer op gennem Vigla-passet – for længst sunket ind i mine halvt dagdrømmende tanker: Som en trompetfanfare af et syn!
Og jeg kan ikke lade være med mine to løftede arme at råbe min fryd og triumf ud: ”Stavrós!” – ikke spor genert – der er jo ingen mennesker – og gederne er nok ligeglade.

Stavrós, endnu smukkere end jeg huskede dig, så højt oppe, så skærende hvid, så skarpt aftegnet på bjergets grå klipper, dér hvor de når op over den blågrønne ur-nåleskov – helt deroppe i den blå, blå himmel.
Min længsel vokser. Hurtigt, hurtigt må jeg derop, men jeg beroliger mig selv: ”Gamle ven, ta’ det roligt, glæd dig over din længsel – og dit privilegium at komme hér alene – at kende stedet. Nyd din længsel og din fryd, giv dig selv tiden – så dejlig den er lige nu!”

Vejen går højt over den lysende gule mark med de grønne oliventræer. Det er halm, så lys og gul, der er spredt jævnt over hele marken – en lækkerbisken for dyrene.
Men marken er grundigt indhegnet. Den ser ud – som sidste efterår – som et maleri af van Gogh.

Nu kommer der en smutvej til Stavrós, som jeg ved, man let farer vild på, men den er hurtigere.
Jeg modstår ikke fristelsen – og farer vild – selvfølgelig – og gør derefter dét, der er meget, meget dumt: Fortsætter uden sti, i stedet for at gå tilbage.
Men Symi er nådig. Ved hjælp af alt, hvad jeg har af tidligere erfaringer og landorienteringer står jeg alligevel pludselig med de kridhvide mure kun ca. 30 meter næsten lodret ovenover mig – og jeg klatrer det sidste stykke.
Den 20 meter lange trappe skråt op langs muren er optaget af geder, som bare står dér og nyder skyggen og køligheden fra muren.
De bliver urolige straks de ser mig, og inden jeg får tænkt mig om, er de stukket af – ingen geders tillid – og drømmen om at passere uden at forstyrre er fortabt.

”Nu er jeg her!” – synger det igennem mig – stedet, jeg først nu rigtigt mærker, at jeg har længtes så intenst efter i et helt år.

Jeg tager et par minutter – fylder mine øjne med den storslåede, fabelagtige udsigt – og går ind i kirkerummet.
Dér er han Kristós og Johannes Døberen – og Maria, Gudsmoderen, med Kristusbarnet – og alle de andre – meget stærkere end jeg huskede jer.
Forventningsfuldt ordner jeg olielampen og tænder den, tænder et vokslys, lægger lidt penge – lukker døren for dagslyset – vender mig mod Ikónerne – gi’r mig tid – ser direkte på Kristus –

”Gud være med dig!” – det er mig – til Kristus.

Det er historien om dødehavsrullerne: At Kristus måske aldrig har eksisteret som andet end en fanatisk jødisk oprører, at han måske slet ikke var den gode og næstekærlige, guddommelige kristne Kristus – snarere en mislykket fundamentalistisk jødisk frihedskæmper.

Jo, jeg er klar over, at det er den historie, der spøger.
Og jeg har jo for længst afgjort med mig selv, at det er helt ligegyldigt, om Bibelens Jesus har eksisteret historisk, om Paulus åbenbaring: Helligånden, ca. 80 år senere, måske er det eneste – bare ”pyntet op” med Gabriel, Maria og Jesus Kristus –
Det er helt OK for mig – også ”pynten”.
Det afgørende for mig er, at det hele jo eksisterer og lever i menneskelig kristen bevidsthed, at det er den måde, vi forsøger at omgås, hvad vi kalder GUD, den religiøse del af vort sind, at Gabriel, Maria, Jesus Kristus og Næstekærligheden eksisterer og lever fuldt ud lige meget – og lige lidt – uanset historiske beviser og modbeviser, at det Guddommelige – evigheden – kærligheden ikke er afhængig af tilfældige historiske data.

Men det er jo blasfemi, gudsbespottelse, at en ”hedensk” stemme i en Græsk Ortodoks Kirke siger: ”Gud være med dig” til Kristus, du hvis navn betyder ”den salvede”, ”den indviede” – helt tilbage fra ældgammel indisk sanskrit.
Det er jo nær ved at være ”De sataniske vers” ”på kristent”.
Jeg er forvirret.
Ikónerne er tavse – men levende – som altid.
Jeg tager mig god tid, forsøger at koncentrere mig, men der er intet at gøre.
De forbliver tavse – ignorerer mig.
Først nu, længe efter, falder det mig ind, at det måske var den stakkels ”Dødehavshistoriske” Jesus, stemmen – min stemme – henvendte sig til.
Fanatiker eller ej, grusomt korsfæstet blev han jo – som så mange dengang.

Jeg må opgive – Ikónerne er utilnærmelige.

På vejen ned til landevejen kommer jeg til det lille kapél med de ældgamle kalkmalerier overalt. Det var hér de lidt ”nisseagtige” Ikóner ”tog gas på mig” en gang sidste år ved at bevæge sig frem mod mig og tilbage igen – solidt placerede, som de jo er, i deres evighed.
Undrende ser jeg, at det lidt naive, nisseagtige og troskyldige kun er et slør over noget meget stærkere –
Hvorfor har jeg dog ikke lagt mærke til dét før, jeg som troede jeg kendte stedets Ikóner?

Tamarisktræerne, som man siger om, at de kan drikke dug – der er kun en tre fire stykker – giver dejlig skygge over Tavernaen nede på Nanoú stranden.
De er fulde af små fugle, ikke større end gråspurve, men næsten metallisk gule.
”Guldfugle i Paradisets have – mellem Gabriels vinger” –
Ja selvfølgelig.
Hvorfor har jeg dog heller ikke lagt mærke til dét?
Alt det vigtige har jeg åbenbart overset.
Hvor meget mere?

* * *

M.v.h. Arne smiler
Seneste indlæg
Kærlighedsbevægelsen...
af Anonym
28/03/2024 21:24
Er dette videnskab...
af ABC
28/03/2024 18:17
Ramadan-måneden
af ABC
28/03/2024 18:08
Hvad skal du med Koranen...
af ABC
27/03/2024 13:31
Snyder religionerne?
af ABC
24/03/2024 18:58
Nyheder fra DR
Pavens tætpakkede påskeprogram: Vasker..
28/03/2024 23:53
Instruktør bag 'Oppenheimer' bliver rid..
28/03/2024 21:53
Rusland blokerer for FN-overvågning af ..
28/03/2024 21:33
Harvard Universitet fjerner bogbind lave..
28/03/2024 20:48
OL-drømmen var pakket langt væk, men n..
28/03/2024 20:33
Nyheder fra Religion.dk