Nyt svar - Trosfrihed.dk

Citat:

LYKKE

Turen ned fra klosteret går let.

Først må jeg dog hilse på en ret stor landskildpadde midt på stien, med kurs mod klosteret, allerede ovenfor skoven.
Jeg standser i 1½ meters afstand og vi ser på hinanden.
Skildpadden vinker med højre forben.
Jeg opfatter det som stor venlighed.
”Hej, hej – ja, du ka’ jo ikke lave så mange tegn, som Gudesønnen deroppe, med dit højre forben, men Tak alligevel for din venlige vinken”.
Flytte sig vil den ikke, så jeg vælger at vise den respekt ved at tage en noget besværlig rute udenom den – i passende afstand.
Hvad betyder dét? Jeg ved det ikke, men det er ikke ligegyldigt – det er et godt tegn.

Cikaden er lige ved at acceptere mig, men helt tæt på stopper den alligevel sin sang, og jeg passerer forsigtigt.
Ved det lille kloster nedenfor bjergtoppen med Stavrós Polémou går jeg ikke ind – ikke denne gang, hvor hjertet er så let –
I stedet går jeg til brønden ovenfor farmen, løfter dækslet og ser vandet – masser af glimtende pjaskvådt fersk vand – hér midt i urskoven på denne ellers så knastørre træplyndrede Ø.

Kort efter når jeg landevejen – den eneste der er, og som går fra Symi’s by i Nord til det store Panormitis kloster i Syd.
Nogen blev henrettet hér – vist ved slutningen af 2. verdenskrig – og et monument er rejst lige udenfor et lille landevejskapél, hvor olielampen altid brænder.
Jeg kender en, der kender historien, og en dag vil jeg ha’ den af ham.

Ovre på den anden side af skærvevejen – hvor der udmærket godt kan køre højbenede biler og motorcykler – dér skal nedgangen til Nanoú kløften være.
Men den er skjult af en større bunke skærver, smidt hér for nylig – vel indenfor den sidste halve snes år, hvor vejen blev bygget – og stadig bliver forbedret – fremskridt – ja – ja –

Det er ikke så svært at finde vej gennem skærvebunkerne – og ganske rigtigt, hér er stien, der går stejlt nedad i kløftens venstre side, indtil den nogle få hundrede meter nede krydser over på højre side – og fortsætter ned – ned – ned – og atter ned – hele vejen til havet.

De høje, ranke, ældgamle nåletræer i skoven står – og ligger – som de altid har gjort – har deres eget liv – og deres egen død – næsten uforstyrret. Tid er noget andet hér.

Stien er smal, skrå og gruset, med træernes døde nåle liggende ovenpå, og jeg undgår ikke at skride af og til, men helst ikke for meget, for et styrt på 10, 40, 50 – ja 100 meter er i høj grad lige for – og kan jeg klare at gå videre efter en sådan nedstyrtning? – og hvornår kommer der nogen forbi hér? Om 2 dage? Om en uge?
Jeg har kun drukket lidt af min halvliters vandflaske, som jeg købte hos Leftéris i hans Café i bjerglandsbyen i morges. Hvor længe kan man leve uden vand? Tre dage vist nok.

Træernes harmoniske død – så smuk – så fredelig – men jeg er ikke parat til dét – ikke endnu.
Et sted er det meste af stiens underlag skredet ned. Jeg vover at ”svæve over” – med et skarpt øje for, hvad jeg eventuelt kan gribe fat i, hvis det sidste også skrider.
Det lykkes at komme over – selvfølgelig – Ha! Ha! – og kort efter ta’r jeg et lille hvil, inden den hastige fart i den tidløse dal, ned mod den forjættede hvide stenstrand, hvor denne smukke kløft munder ud i det glitrende friske hav.

Skipper Sotíris skal ligge dér med sin store gamle velholdte Symi træbåd, Triton, som han sejler turister med, og jeg vil gerne hjem til byen med ham.
Men kan man nu være sikker på, om han også er der? – for hvis ikke, så skal jeg hele vejen op gennem kløften igen og hjem ad landevejen.
Så er den lille halvliters vandflaske af tyndt plast meget lidt mod et mareridt af skrigende tørst.
Men der er jo heldigvis også den lille Taverna på stranden – hvis værten har gidet sejle herud så sent på sommeren.
Ja – hvis, og hvis, og hvis –

Kort efter kommer det første glimt af det glitrende vand i Nanoú-bugten. Så er der kun et par kilometer tilbage – eller mindre – på de alt for store og løse rullesten i det udtørrede flodleje, der er som skabt til at forstuve ankler og brække ben. Av, av – nå, det gik godt – også denne gang.

Omsider når jeg frem til stranden og møder først det lille kapél.
Sveddryppende, tørstig og sulten går jeg alligevel ind. Der er to engelsktalende turister derinde. De snakker, som om de ikke har opdaget, at de faktisk har forladt England – eller hvor de nu kommer fra.
Det hindrer dog ikke, at jeg hilser Ikónerne – og mærker deres venlige svar i øjne, farver og symboler.
I min fryd er jeg lige ved at give mig i snak med de to turister, men indser i sidste øjeblik at det nok ikke lige er sagen, og jeg nøjes med, i mit stille sind: ”Tak for velkomsten!” – til Ikónerne.

Sotíris’ båd ligger, hvor den plejer. Tavernaen er åben, og jeg bestiller vand, retzina, tzatziki og ”marides”, små stegte fisk.
Under Tavernaens naturtag er der smukt og komfortabelt. Der er både skygge, stole og borde, og stranden med de hvide sten og det glitrende vand venter.
Retzinaen begynder at stige til hovedet. Tzatzikiens yoghurt, agurk, olivenolie og hvidløg gør godt i maven sammen med et stykke brød, og de små friterede hele fisk, på størrelse med ansjoser, med salt og citron, glider ned med hale, hoved og det hele. Ren fryd.

Synet af de stegte fiskeøjne gi’r et lille stik. ”Det var synd, I sku’ lade livet for mig – men hvor I dog smager.”
Det kunne man sige hver gang, der er kød eller fisk på bordet. Og hvad med planterne? De er jo også levende!
Men oftest slipper vi jo for ”øjnene” – hos vore medskabninger, som er dræbt for vores skyld, og vi ”stikker hovedet i busken” – vore egne hoveder – og vore egne øjne – der jo helst ikke vil se den side af tilværelsen.

Da jeg betaler Taverna-værten, spø’r jeg, om han selv har fanget fiskene, hvad han naturligvis bekræfter – hvem ellers?
”God bless You for Your small fish!” – snubler det ud af mig.
Han ser mig ind i øjnene i et kort glimt.
Lidt efter snakker han med konen, der er kommet ud fra det næsten mikroskopisk lille køkken, hvor man ikke, som ellers almindeligt i Grækenland, kan se, hvad der er at byde på. Der er ganske enkelt ikke plads til det.
Han siger noget til hende, og de kigger over på mig, ikke smilende, ikke vrede, ikke overbærende – og det går op for mig, at jeg har ønsket Guds velsignelse over både ham, hans fisk, hans kone og deres Taverna.
Lidt skræmmende, og overraskende, at opføre sig sådan, men det beroliger da lidt at vide, at det jo var helt ærligt ment – og det er de klar over, kan jeg se.

Lyset på stranden er så stærkt og levende, og jeg ser igen for mit indre øje lyset fra Ikónens glorie.

Med de allersidste skridt ned til strandkanten, smider jeg det gennemblødte tøj, på nær badebukserne, og lader det dejlige friske, klare, salte vand vaske min svedige hud.

Jeg driver rundt i vandet, på ryggen, fuldstændig afslappet og med halvt lukkede øjne.
Nanoú-bugtens forbjerge på begge sider ligner to vældige englevinger, der åbner sig mod Øst, mod Tyrkiets bjerge, mod Isláms profet – ikke ret langt væk – tydeligt – lige derovre.

Noget beruset af vinen, meget beruset af Ikónerne, fæstner synet sig: Bjergene – Gabriels vinger – Gabriel – ærkeenglen, der bebudede både Maria og Muhámmed om Guds vilje.

Fantastiske eventyr – hér – lige rundt om mig –

* * *

Sotíris hyler med fløjten. Vi skal hjem til Symi by.
Op af vandet. Det hele med ombord – der er jo heldigvis ikke så meget.

”More Ouzo!” råber Sotiris. Det er inkluderet i betalingen – i modsætning til øl og læskedrikke.
Ouzoflasken er mindst på 10 liter og vandflasken er også rimeligt stor, selvom mange strandturister rynker på næsen ad den græske brændevin.

Sotiris er solbrændt og barfodet.
Hans hud har samme farve som bronze.

Godt ude fra bugten bliver hele Nanoú-kløften synlig – og oppe over de øverste træer – helt, helt deroppe på den allerøverste top af de grå bjerge: En lille hvid prik: Stavrós tou Polémou.

Hvilken dag – hvilken lykke –

* * *