Fadervor: Led os ikke i fristelse. Jo tak, men gør Gud den slags?
En bøn her omkring jul. Er det noget, du, kære læser, har tænkt dig at bede? Så husk, hvordan Jesu formaning lyder, således som genfortalt af Det Ny Testamentes evangelieskriver Matthæus: »Når I beder, så lad ikke munden løbe, sådan som hedningerne gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord.«

Matthæus citerer Jesus for, hvordan en bøn til Gud rettelig bør lyde. Blandt andet skal den almægtige anmodes: »Led os ikke i fristelse.«

Men hov, hvad er nu det? En god Gud kan da ikke finde på at lokke sine børn ud i synd! Det synspunkt udtrykte den romersk-katolske pave Frans sidste onsdag i italiensk tv. »Det er ikke en god oversættelse,« sagde paven. Temmelig præcis er oversættelsen dog, for skriftkloge gør opmærksom på, at den oldgræske originaltekst ordret oversat lyder: »Led os ikke ind i fristelse.«

I stedet for at Gud skal stå som fristeren, vil paven have, at Gud skal optræde som beskytteren mod fristelser. Følgelig bør bønnen ifølge paven udtrykkes således: »Lad os ikke blive ledt i fristelse.« Sådan er sætningen allerede oversat i store dele af den spansktalende verden og siden forrige søndag også i Frankrig, hvor protestanter og katolikker af hensyn til mulige fælles gudstjenester beder samme Fadervor.

Med den ændrede ordlyd bliver Gud en ganske anden. Det fremhæver den udførlige dækning, som Kristeligt Dagblad bragte i weekenden. Hvis Gud kan anråbes om at beskytte mod fristelsen, er det jo ikke Gud, der sætter fristelsen i verden. Så er det en anden og djævelsk kraft, der frister. Gud har ikke styr på det hele.

Den følgevirkning understreger lektor i Det Nye Testamente ved Københavns Universitet Gitte Buch- Hansen. Hun siger til Kristeligt Dagblad, at hun hellere vil holde fast i en opfattelse af Gud som den almægtige, der også kan bruge sin magt til at sætte mennesket på prøve.

Generalsekretæren i Det Danske Bibelselskab, Birgitte Stoklund Larsen, erklærer derimod: »Spørgsmålet er, om Gud er subjekt for fristelsen eller for hjælpen til at undgå den. Jeg er enig med paven i, at Gud er subjekt for hjælpen, og at fristelsen er Satans afdeling.« Hun beroliger dog med, at der ikke nu og her forestår en dansk nyoversættelse af Biblen, som gør en tekstlig afklaring nødvendig.

Kritisk kan man spørge: Er paven i gang med at skabe en hyggegud? Hans forslag til en ny bøntekst slører jo konflikten: Hvordan kan en god Gud tillade det onde? Det spørgsmål kendes blandt teologer som teodicé-problemet. Det har siden urtid plaget de troende. Allerede den 4.000 år gamle ægyptiske strofe Ipuwers klage udtrykker undren: »Hvor er skaberguden i dag? Sover han?«

De gamle græske og nordiske guder anstrenger sig overhovedet ikke for at være gode: De slås indbyrdes og inddrager mennesker i deres magtspil, som bringer død og fordærv over Jorden. Det Gamle Testamentes Gud holder sig heller ikke tilbage. Han hundser med sit udvalgte folk, forlanger det mest urimelige og straffer på det grusomste. Tænk på beretningen om syndfloden, der kun lod den retfærdige Noas familie og ark overleve.

Guders grumhed er en afspejling af den verden, som mennesker oplever: naturkatastrofer, nød, sygdom, død og, nå ja, fristelser til at gøre ting, man burde afstå fra.

Efter bedste evne kan mennesker søge at forklare modsætningen mellem gudelig godhed og verdens ondskab. Her er nogle af de bud, der er givet gennem tiderne:

- Gud gjorde sit yderste, da han skabte verden. Men med tyngdeloven og andre kræfter, der holder sammen på det hele, er det uundgåeligt, at nogle kommer til skade.

- Gud har skabt mennesket med en fri vilje. Det indebærer, at mennesket kan handle anderledes, end Gud håber.

- Gud har skabt verden god, men ondskaben er en nødvendig modsætning, der følger med godheden. Ellers kan vi ikke forstå og værdsætte godhedens væsen.

- Gud kan mennesket overhovedet ikke tillade sig at anklage. Verden er skabt omvendt: Det er mennesket, der er under Guds anklage for ondskab, og mennesket har ingen adkomst til at stille afsporende spørgsmål.

Op mod den forestående højtid kan troende overveje, om de ser en mening i nogle af de givne forklaringer. Også ateister kan gruble. De kunne jo finde sindsro ved at gøre sig klart, hvad det er for en slags guddommelig kraft, de ikke tror på.