|
Skribent: Simon
Emne: Re: Kan trosfrihed.dk forbedres?
|
Hej Ole..
Som bekendt har TS’erne (Troende Surmulere) tradition for at ville forklare virkeligheden med fantasien, helheden med delen, livet med følelser; og som vi til hudløshed har set det, også forfatteres livssyn med citater de hiver ud af en sammenhæng de ikke kender. Ak ja, hvorfor også læse bøgerne, nu man kan slå op på Wikipedia og orientere sig om andre menneskers læseoplevelser, synes de at mene.
Man kan selvfølgelig sige, at det da er et rigtig dårligt udgangspunkt for meningsdannelse, nøjagtig ligesom religiøs overtro jo er et ringe fundament at slutte noget om livets værdi på. Men TS’ere prioriterer bare ikke livet og litteraturen højere end som så; der skal åbenbart ikke mere til, før de mærker lykken over deres ”væren” risle ned af rygsøjlen og ud i tastaturet – Arnes kristne kundalinioplevelse, velsagtens. Nogle mennesker stiller bare ikke større krav til værdien af deres meninger, så uanset hvor svært det ka’ være at se, må de vel formodes at være et lykkeligt folk, TS’erne. Ja måske alene det, at få lov til at sidde her og brokke sig over videnskabers manglende kærlighedsservicering, er nok til at Arne mærker Jesus vandrer rundt på ryggen – hvortil det at lave lidt grin med hans ”værensoplevelse”, rækker til hans tro om ateisters misundelse. For tilsyneladende render han jo rundt i den vildfarelse, at ateister er noget fanden har skabt, og at vi bare ”tror” på ikke-guder og derfor er i mangel på guder. Måske de troende surmulere bare strutter af denne trang til at elske hele verden til den eksploderer i jesuskærlighed, ja måske de har set lyset på selveste Wikipedia – du ved, når kirken har lukket…
Vi har næppe set topmålet af dovenskab hos TS’erne, og faktisk tvivler jeg på at den åndelighed de jo taler så meget om, har nået sit højdepunkt. Nu Arne er så muggen på folkekirken, og hans åndelighed strutter som aldrig før, kunne noget jo tyde på han ligefrem er i gang med at bruge sin trosfrihed til at bygge sin egen lille kirke her på debatten; at de første seks års trosbekendelser blot var grundstenene, og at vi heldiggrise således har spiret til gode. Så det ka’ nå at ende i det rene paradis, hold ud lidt endnu Ole og Treram! ;)
I den forbindelse er det jo ret fantastisk at se hvor meget Arnes ”væren” rent faktisk får ud af ganske lidt, ja tænk på hvad Wikipedia-citater bidrager med af fantasier om selve konteksten! Og argumentationsøkonomien, jamen du store kineser, sjældent har en debat set større besparelser på argumentationskraft, Arne er jo en forbilledlig økonom, Ole. Jeg er sikker på også Ibsen ville ha’ fået sure tæer af ren og skær misundelse, i hvilken forbindelse jeg i Bergliot Ibsens ”De tre, erindringer om Henrik Ibsen etc.” faldt over følgende gode fortællinger om mandens væsen i egen tid, ja måske ikke mindst om det ”væsen” mange gjorde ham til, hvorfra én af dem kommer her:
”Gengangerne hadde vakt en dyp misstemning i Norden. Ja, mere enn det. Man var forarget over emnet; Henrik Ibsen blev nedsablet i alle aviser; stykket blev ikke opført og boken lite solgt. Derfor var det en stor opreisning for ham, at det netop var Gengangerne, Hertugen av Meiningen gav som festforestilling. Ytterligere tildelte Hertugen ham en av sitt lands høieste ordner. Ibsen sa selv, at det hadde gledet ham, ikke af forfengelighet, men fordi han tenkte «på den dumme forkætrelse» stykket hadde vært gjenstand for i Skandinavien.
Man har i Henrik Ibsens efterlatte manuskripter funnet tegninger av ordner i margen; og av dette har man sluttet, at Henrik Ibsen i ledige tanke-stunder Befattet sig med ønskedrømmer om ytre tegn på anerkjennelse. Her vil jeg gjerne fortelle den rigtige sammenhengen. Gjennem de mange fattige årene manglet Ibsen ofte kontanter. Ved jul og fødselsdager brukte han da a forære sin hustru en tegning av en pengeseddel på det beløp, han gjerne vilde ha ofret på dagen. Den fikk først gyldighet, når der kom penger fra forlaget, og kunde da innfries i den «Ibsenske Nationalbank». Han udstyrte disse pengesedlene med ekeløv og med små kattehoder. Men først og fremst med sinnbildet på hendes annet kjælenavn, Ørnen eller Hørnen, som han også skrev det. Det var altså ikke «den prøisiske ørn», som man har trodd, det var bildet på hans hustru – hjemmets ørn.
På samme måten gav han henne som anerkjennelse for hjelp og støtte i de trange tider «Den Ibsenske husorden». Denne orden var naturligvis utstyrt på det rikeste med kors og stjerne, ofte kopiert efter virkelige ordensdekorasjoner. Denne vanen beholdt han langt op i årene; og det er sånne utkast, man har funnet i hans manuskripter, vittige utmerkelsestegn til hans hustru for lang og tro tjeneste. På noen av de tegninger, som jeg tar med her, vil man se, at han ikke bare kaller sig selv for «Tigeren» og «Bjørnen», men også for «Ragazinos (lille gut) skjønne Papa», «Den kjære Persaun», «Den geistlige Milchbauer und Oberst» og «Den Pragtfulde».
Dette visste han ingen utenforstående. Om de virkelige ordner, han selv mottok, har han engang skrevet til far, som fanatisk bekjempet alt ordensvesen: «Kongemagten giver os et ærestegn, fordi den respekterer en folkestemning, som den erkjender at være tilstede. Jeg for mit vedkommende føler, at jeg ved et afslag vilde gøre mig skyldig i en usandhed ligeoverfor mig selv og andre. Havde jeg nogen positiv tragten efter slig stads, saa vilde jeg naturligvis have vogtet mig for at optræde «som statssatyrikus», men skulde det komme, saa ingen ophævelser.»
Ibsen mottok med årene mange og høie ordner. Man har ui den forbindelse påstått, at Ibsen var meget forfengelig. Det er både sant og ikke sant. Sin verdensberømmelse tok han med stor ro; han lot iallfall helt uanfektet av den. Men slektstolt var han som få; og jeg tror nok, at den sociale anerkjendelse, som blant annet ordnene gav uttryk for, blev for ham en opreisning af slekten. Selv store menn har sin akilleshæl; Ibsens sårbare punkt hette Skien.
Like efter sitt besøk hos Hertugen av Meiningen reiste Ibsen fra by til by i Tyskland. På alle landets teatre blev hans stykker spilt; han overvar gjerne selv premierene og gikk fra ovasjoner til ovasjoner. Det gledet far sånn, at han skriver til Ibsen fra denne seiersperioden:
«Kære Ibsen!
Nu da jeg ser af avisen, at du har vændt tilbake til München, vil jeg sende dig min hjærteligste lykønskning til din hyldningsfærd i Tyskland; den har væl netop bare begyndt. Dette er en sejer for mere æn dig, din digtning, norsk liv og dramatisk kunst i det hele. Det er vor eneste måte at bli repræsentert på og den pålægger uvilkårlig agtelse for vor ræt til at være os sælv. Jeg fryder mig derfor, og bryr mig ikke en døjt om vigtigheden, der også må komme til orde, det være nu som tysk eller norsk misundelse.
Alle her er med af fullt hjærte.
Modtag, du og din hustru, Karolines og min hjærtelige lykønskning.
Paris, rue Faraday, 15. 20de Jan. 87.
Din hengivne
Bjørnst. Bjørnson.»
Lidt sjov læsning, det her ;)
Mvh
Simon
|
|
|
|
