|
0
registrerede
131
gæster og
132
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Fra Jesus til Kristus - de første kristne
|
Et indlæg hentet på religionsdebatten følger her, som falder i god tråd med Fra Jesus til Kristus diskursen ind i verden, de første kristne urmenigheder og hvilken Ånd de var grebet af.
Følger her:
jmp skriver på religionsdebatten:
Tåbeligt og umodent fordi alle religioner er falske
Nelson Mandela siger noget ganske andet og mere sandt og mindre desperat vil jeg mene:
Religion er en af de vigtigste kræfter i verden. Hvad enten du er kristen, muslim, buddhist eller jøde. Religion er en kæmpekraft, og den kan hjælpe en til at have kontrol over ens moral, ens opførsel og ens attitude.
Paulus er enig med Nelson Mandela, og Paulus går endda så vidt at det nu ikke længere kommer an på hvilken religion man tilhører, for man kan stadig tilhøre det universelle broderskab hvor vi alle er at opfatte som Guds børn her på jorden. Har en broder/søster en anden religiøs tro end vi har, da skal vi ikke bringe vedkommende til fald. I urkristendommen på Paulus's tid, de urkristne menigheder, var der folk af meget forskellig religiøs observans.
Ifølge urkristendommen; Jesus og Paulus, er vi alle Guds Søn, et Guds barn. Et opgør med det eksklusive og ekskluderende som fx, kejser Augustus, som Guds Søn (opgør med Kejseriget som repræsentant for Guds Riget), og et opgør med Loven (jødiske) som værende hvorfra vi har vores retfærdighed (rette adfærd), da vi har vores retfærdighed alle direkte og umiddelbart og uformidlet fra Gud, fordi vi nu alle i og med Kristusbegivenheden ind i verden er Guds børn (og har Guds Åndens nye liv), inkarnationen gælder os alle helt og fuldt. Det, Kristusbegivenheden, er hvert enkelt menneskes direkte/umiddelbare og uformidlede adgang til Gud og Ånden, der er det universelle i kristendommen, i Kristus:
jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
At der dukker en bibel op i ens drømme er selvfølgelig et autentisk religiøs symbol af stor betydning for vedkommende der drømmer (du kan ikke ugyldiggøre folks erfaringer med religiøs symbolik jmp!). At handle på en drøms indhold af symbolik er selvfølgelig en fortolkning, vores personlige fortolkning af drømmens symbolik. Ikke at lytte til vore drømme og fortolkning af dem, kan ikke anbefales jmp!
Efterfølgende citat af Nelson Mandela er essensen af hvilken Ånd medlemmerne af de paulinske urmenigheder er grebet af.
Nelson Mandela:
Vor dybeste frygt er ikke
at vi er utilstrækkelige.
Vor dybeste frygt er ...
at vi er grænseløse kraftfulde.
Det er vort lys, ikke vort mørke
der skræmmer os mest.
Der er intet oplyst ved at gøre dig mindre
så andre mennesker omkring dig ikke vil føle sig usikre.
Vi er født til at manifestere det guddommelige i os.
Det er i os alle.
Vi spørger os selv:
”Er jeg virkelig strålende begavet,
vidunderlig, talentfuld og eventyrlig”?
Er det i virkeligheden ikke det du er?
Du er et guds barn!
At gøre dig mindre, tjener ikke verden!
Når vi lader vores eget lys skinne giver vi ubevidst
andre mennesker lov til det samme.
Når vi frigør os fra vores egen frygt
befrier vores tilstedeværelse automatisk andre.
Fantastisk billede på åndens nye liv (spirit, gejsten), den Ånd de er grebet af, i de paulinske urmenigheder, som vi kender det fra de paulinske breve.
Utroligt som Nelson Mandela rammer Pauls evangelium kerygmatisk kort og præcist her efterfølgende:
Vi er født til at manifestere det guddommelige i os. Det er i os alle.
Du er et guds barn! At gøre dig mindre, tjener ikke verden!
Den historiske forskning har trods alt ført os nærmere en forståelse af de paulinske urmenigheder; hvilken Ånd de var grebet af. At A. Schweitzer og fx Paul Tillich var kommet dertil alene ved studiet af Paulus brevene, mange år tidligere er en ganske anden sag.
Som A. Schweitzer siger, så finder vi ikke rettroenhed hos Paulus, fordi hans tillid til den guddommelige ånd ( Vi er født til at manifestere det guddommelige i os. Det er i os alle ) var alt for stor.
mange kærlige hilsner HansKrist.
|
|
|
|
