|
0
registrerede
52
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: At Handle
|
Jeg tror ikke at man passivt kan sætte sin lid til at Gud kommer og ordner sagerne. Det er faktisk vores opgave selv at blive voksne og ordne vore egne sager. I fællesskab selvfølgelig. Det er ikke ensbetydende med at Gud ikke virker i verden, men det betyder at ingen udefra kommende kraft kan rette op på forhold som vi mennesker selv skaber i vore forhold til hinanden. Uanset om der blev rettet op på dem ville vi blot skabe de samme forhold igen, hvis ikke vi selv, af egen kraft, laver tingene om.
“I er Jordens Salt; men hvis Saltet mister sin Kraft, hvad skal det da saltes med?…” (Matthæus, 5,13)
Den mulighed Gud har for at handle er gennem os levende væsener. Det er måske svært at forstå. Når vi tænker deler vi verden op i det som er udenfor os og det som er inden i os. Vi taler om os selv, vores familie og venner og samfundet og de andre men netop i denne opdeling skaber vi skel mellem mennesker.
“Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad Løn faar I saa? Gør ikke også Tolderne det samme?
Og hvis I kun hilser paa jeres Brødre, hvad særligt gør I saa? Gør ikke også Hedningerne det samme?” (Matthæus 5, 46-47)
Når vi begrænser vores tilværelse til de som vi kender er det i virkeligheden en udvidelse af os selv. Vores familie, venner og kolleger bliver vores tryghed. Der er intet i vejen med tryghed og kærlighed, men tit bevirker det at vi i vores sind udelukker det vi kalder “fremmede”. Rent faktisk afskærer vi os selv fra helt og holdent at være sammen med med de mennesker som omgiver os nu og her.
Det er alt i alt en psykologisk barrierre som nok mest er baseret på manglende selvtillid. Jeg er hver dag omgivet af unge mennesker der fuldstændig mangler evnen til at gebærde sig i det sociale rum blandt mennesker de ikke kender. Jeg oplever at mange voksne har det samme problem.
Et voksent menneske må udover kun at beskæftige sig med sit eget liv også beskæftige sig med den verden vi lever i. Begge dele burde vi gøre. At skabe et netværk af familie, venner og kolleger uden af den grund at gøre det til en afvisning af andre.
Det dybeste plan af menneskelig eksistens er det nære forhold. Men et sådant forhold er umuligt hvis man udelukkende tænker på sig selv. Virkelig samhørighed må være på et andet plan end ideernes.
I vores tid er alting baseret på materielle værdier og herunder regner jeg også dette at ville “være noget” i forbindelse med andre. Det frygtelige er, at vi ikke erkender hvad denne livsstil gør ved os som mennesker. Hvis vi lever i mange år med disse ydre værdier og vi så opdager at de ikke kan give os virkelig kærlighed så står vi i en situation hvor vi oplever os selv som tomme. Vi bliver bange og prøver at flygte fra tomheden ved hele tiden at omgive os med andre mennesker, ved hele tiden at tale eller ved at køre frustreret på fortovet i stedet for at cykle på cykelstien. Det er et frygteligt åndeligt armod der kun kan afhjælpes ved andres venlighed og varme.
“Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.” (Matthæus 13.12)
Personligt opfatter jeg dette citat som en henvisning til at vælge de sande værdier i livet, venskab og kærlighed. Det er værdier, som varer evigt. Mens materielle ting og social betydning er ting, som når man mister dem, efterlader en med intet tilbage af betydning.
Jeg vil hellere bygge mit hus på klippegrund og vælge de menneskelige værdier nu, så de kan vokse sig stærke, end, som jeg har set så mange gange, ende alene med en masse ligegyldige ting.
Verden er, så kompliceret den er, et udtryk for vores indbyrdes menneskelige forhold. Hvis vi, her hvor vi står, begynder at elske hinanden, vil verden også blive en anden.
Vi kan begynde lige nu og her ved at smile til et andet menneske. Hvilken kædereaktion en sådan handling kan medføre kan vi slet ikke overskue. En ting ved vi dog, at de ringe som spredes er helt afhængige af udgangspunktet.
|
|
|
|
