|
0
registrerede
52
gæster og
154
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Kursus i sprogforståelse, lektion 2.
|
Et grundlæggende princip i informationsteorien er, at en vellykket informationsoverførsel altid sker på modtagerens betingelser. Oversat til dagligsprog betyder det, at hvis man f.eks. vil informere en kineser, må det ske på kinesisk eller på et andet sprog, som han behersker, og informationen må have en form, der reducerer risikoen for fejltolkning til det mindst mulige.
I kommunikation (som er en to-vejs informationsudveksling) bliver Wittgensteins sprogspilteori endnu mere tydelig. Hvis ikke de involverede anvender et fælles forståeligt sprog, mislykkes kommunikationen. Det hjælper ikke at bebrejde den tilsigtede modtager af informationen, at han/hun ikke forstår meddelelsen, eller at kræve, at modtageren skal sætte sig ind i digre filosofiske værker for at kunne forstå. Vil man kommunikere, må man give sin information en form, der ligger indenfor modtagerens formodede forståelsesniveau.
At informationen forstås er dog ikke ensbetydende med, at dens sandhedsværdi bliver accepteret. Det afhænger også af, om modtageren har samme erkendelsesmæssige baggrund, og da der ikke findes to mennesker, der har gjort eksakt de samme erfaringer, kan der aldrig opnås fuld forståelse af andres synspunkter gennem sproglige informationer alene, højst en tilnærmelse.
I naturvidenskab er en sådan usikkerhed ikke acceptabel, så derfor betjener man sig dels af matematik og dels af en række præcist definerede begreber, som alle har lært at bruge på samme måde. Derfor er der ingen forståelsesproblemer mellem naturvidenskabsmænd verden over. Deres "sprog" refererer nemlig til fysiske fænomener, som opfører sig ens, uanset hvor i verden man tester dem.
Anderledes forholder det sig med religiøse og filosofiske begreber, der både skifter fra kultur til kultur og fra sprog til sprog. Enhver, der har arbejdet professionelt med oversættelser, ved, hvor svært det er at præcisere et begreb fra ét sprog, udtrykt på et andet. Det skyldes netop, at meget få ord har synonymer på andre sprog. Det har kun simple ord, der beskriver virkelige erfaringer fra dagliglivet, som er ens verden over.
F.eks. er der ingen problemer med at oversætte navne på fysiske ting, og heller ikke på begreber som op, ned, frem og tilbage eller i går, i dag og imorgen, men selv et så velkendt ord som det engelske love, giver problemer. På dansk har vi tre forskellige ord, kærlighed, forelskelse og at elske, som tilsammen dækker det meste af det engelske begreb, men hvordan ordet skal oversættes til dansk afhænger helt af oversætterens fortolkning af konteksten ( de omgivende sætninger).
Især religiøse, teologiske og filosofiske tekster lider under disse mangler, og det bliver ikke bedre af, at mange af begreberne er abstraktioner, der ofte defineres vidt forskelligt på andre sprog. Gamle religiøse tekster har yderligere det problem, at det er vidnebeskrivelser, som enhver kognitionspsykolog eller kriminolog kan bekræfte er højst upålidelige, og desuden er de blevet omskrevet flere gange af andre mennesker, som har sat deres præg på ordvalget.
Så når en herværende anonym debattør opfordrer os til at "drikke Jesus ord", så handler det altså ikke om de udtalelser på aramæisk, som en mulig historisk Jesus eventuelt har fremsat, men om et gennem mange led forvansket og flere gange oversat dokument, hvis ophavsmænd var totalt uden kendskab til den viden om verden og menneskene, som vi har i dag.
En anden troende debattør ser sig selv som en nutidig Paulus. Jeg ville i hans sted betakke mig for enhver sammenligning med denne selvbestaltede religionssælger, som både har vist sig at bære falsk vidnesbyrd og har plagieret buddhistiske skrifter, som vor debattør i mangel på indsigt tordner imod. Det er, hvad der sker, når man ikke kender til kildekritik og epistemologi, og ikke forstår historiens og sprogenes faldgruber. Her er et enkelt link, som kan lidt lys over virkelighedens Paulus.
http://www.holocaust.nu/religion/kristendom/de-falske-vidner-til-kristi-opstandelse/
For en ordens skyld skal jeg bemærke, at artiklens forfatter dr.phil. Christian Lindtner er antisemit og holocaust benægter med stærke nazistiske sympatier, og derfor selv er et tvivlsomt vidne, men hans faglige kompetence i oldindiske skrifter har der ikke kunnet sættes spørgsmålstegn ved, og han er langt fra den første forsker, der har påpeget den nære overensstemmelse mellem det nye testamente og oldindiske og buddhistiske skrifter.
Når man afslører debattørers manglende viden og forståelse af virkeligheden, kommer der kraftige reaktioner i form af skældsord, bagtalelser og deciderede løgne. Det er en ganske normal psykisk reaktion, for det er højst ubehageligt at få gennemhullet sin overtro af virkelighedens fakta, og få trukket tæppet væk under sin livsanskuelse. På den anden side er det sundt at tvivle på, at man har fundet en universel sandhed, for tvivlen kan blive et trinbræt til en mere virkelighedsnær opfattelse af livet med alle de berigende oplevelser, som en frigjort tankeproces kan give os.
I næste lektion skal vi se lidt nærmere på den filosofiske begrebsforvirring gennem tiderne, samt på nogle af de ældre myter, som Jesusmyten er udsprunget af.
Mvh og på gensyn
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
