|
0
registrerede
445
gæster og
203
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Ånderne kan godt lide ABBA
|
Kære Arne
Tak for dit vidnesbyrd. Jeg tror bestemt at der her er tale om et mirakel.
I forlængelse af mit forrige indlæg om miraklet med Roger Petersen, kom jeg til at tænke på, at prædikanten Charles Ndifon der helbredte ham, også var i pinsekirken i Rønne. Jeg havde desværre ikke mulighed for at møde ham, pga. arbejde, men jeg ved at en masse mennesker valfartede til møderne med ham for at blive helbredt.
Efterfølgende sagde nogle, at de blev helbredt, men mange fortalte at de [b]ikke[b] blev helbredt, og deres udtalte skuffelse derfor var til at få øje på.
Jeg har tænkt på hvad man siger til mennesker der brændende ønsker og forventer helbredelse, men så alligevel ikke oplever noget mirakel?
Er det Guds skyld? Er det deres egen skyld? Er det prædikantens skyld?.... Jeg ved det ikke. Men nogle af dem der ikke blev helbredt forbandede og spottede Gud.
Min holdning er, at det centrale i evangeliet er troen på kristus og ikke troen på mirakler i kristi navn!
Kære Peter m.fl (Arne, Kristian..)
Uden at have fulgt 100 % med i tråden vil jeg blot her fra sidelinien medgive dig, Peter, i, at det ikke handler om troen på mirakler men derimod om troen på Kristus.
Dit eksempel fra Rønne pinsemenighed (hvor jeg har været med som "gæst" to gange) om folks skuffelse over ikke at blive helbredt på et møde gør mig simpelthen så harm inden i - måske er harm ikke det rette udtryk, men noget har disse mennesker fået ind den gale vej. Det er en af grundene til, at jeg ikke føler mig tilpas i pinsekirken og ej heller forstår deres næsten eksplicitte krav om tungetale. På samme måde kan man heller ikke tvinge Bibelen ned over hovedet på folk som om denne er troens udgangspunkt/startssted. Troen er noget, der opstår mellem Gud og den enkelte; et kald, en ny vej, en erkendelse etc. Man kan måske sige, at det er troen, der giver frugt og gør miraklerne mulige men alt afhænger vel for den troende om det, der er (i sandhed) er bedst og ikke mindst muligt - altså om den Guds kærlighed, der handler med os (her nærmer vi os teodicéproblemet). Det kræver i og for sig en form for overgivelse, en tillid og ikke mindst, at man er villig til at ville arbejde med sig selv.
Noget helt andet er spørgsmålet om, hvordan vi definerer 'mirakler', for en ikke-troende/eller ateist kan også opleve mirakler i deres liv men uden at give det en religiøs betydning.
For mit eget vedkommende hedder det: Din vijle ske!
---------------------------------------------------
For mange år siden holdt jeg af at høre Abba. Erindrer at jeg sad der på bagsædet i fars og mors bil på vej hjem fra Djurs Sommerland og lyttede til Abba i min røde walkmann  Om ånderne kan lide Abba er sikkert meget muligt - men hvilke ånder? Ånden i glasset? 
Der er mere mellem himmel og jord; et udsagn der ofte kan forene den troende med den ikke-troende. Men Ånder er for mig at se ikke noget at tro på (velvidende om, at det er de for nogle). Guds væsen er treenigt men består ikke af ånder. Vi kan derimod erkende, at der er energier omkring os, dårlige som gode, og ville det ikke være langt mere konstruktivt om vi arbejdede for at holde god energi frem for en svævende idé om ånder, der kan lide at lytte til Abba?
Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke tror på, at der kan eksistere noget åndeligt. Men Ånden (med stort) er for mig at se Helligånden. Helligånden er kristendommens drivkraft og nyskabende kilde; det er her den kristne bør holde sit fokus for igennem bøn og udholdenhed at komme dybere ind i Guds væsen, som ikke er noget, der skal søges derude blandt ånderne eller uden for denne verdens grænser men derimod i livet og i relationerne. Livet med alle dets relationer forstår jeg som noget, der hele tiden fordrer noget af os i 'virkelighedens verden'. Gud i Jesus Kristus kalder os til at samarbejde med Helligånden, ja, kalder os til at ånde i Helligånden ud fra de vilkår, der nu en gang omgiver os.
Mine egne oplevelser med det vi nu kunne kalde for "åndernes verden" handler om sansning af energier. Det har tidligere været i forbindelse med en proces med en afdød person, hvor jeg kunne vågne om natten og føle vedkommende i samme rum, indtil jeg fik manifesteret min kraft i troen og korsets tegn. Jeg har sågar også oplevet lidt heftige energier i forbindelse med visse debattører på den gamle debat. Èn ting lærte jeg dér, nemlig kunsten ikke at gå i kamp med kampen men i stedet holde sit rum. Det er ikke alt, der skal have opmærksomhed, for det er det samme som at give dårlig energi plads.
Det var, hvad der på en lidt frembrusende måde (sådan føltes det i hvert fald) slap ud i denne stund efter have læst et par indlæg her i tråden. Nu må jeg tilbage til opgaven.
Mvh
Anne 
|
|
|
|
