|
0
registrerede
519
gæster og
56
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ISLAM SET SOM MEMEPLEX
|
Hej Bjørn Holmskjold!
Det var ellers hurtigt at det islamiske-memeplex kom på banen, efter at være trængt ind i hovedet på BH i en eller anden version. Sikkert en fredeligigere version end standard-modellen, idet dødsdommen alene fældes over det konkurrerende anti-islamiske memeplex og ikke over min person, således som der ellers er tradition for i islam.
Men ellers skorter det jo ikke på trusler i BHs indlæg mod dem der anvender deres fornuft; en forbuden frugt i alle tre monoteistiske religioners oprindelige memeplexer, idet de er fælles om skabelses-memet. Dog i forskellige varianter og fortolkninger.
Mest radikalt til værks mod fornuften gåes der i det islamiske memeplex, idet Allah er absolut transcendent og hverken begrænset af logikkens eller naturens love.
Muslimer rådes til ikke at gøre sig overvejelser over Allahs væsen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i billedforbudet, men begrænse sig til at opfylde Allahs lov således som den findes i Koranen og fremgår af det perfekte menneske profeten Muhammads forkyndelse og gerninger (sunnah og sira).
Hvis dette er det ideal det islamiske memeplex pålægger de sande troende, så er Bjørn Holmskjold enten en dårlig muslim eller også er det en ufuldstændig eller forvrænget variant af standard-memeplexet, der har taget bolig i hans hjernevindinger.
Men uanset hvilken version af det islamiske memeplex der har overtaget kontrollen med BHs tænkning og forestillingsverden, så gør han sig dog filosofiske overvejelser over Guds væsen.
Det lyder næsten som om min memetiske opponent i sin hjerne også har indlejret det tankeøkonomiske meme kendt som ”Ockhams ragekniv", når følgende gudsopfattelse udtrykkes:
”Forståelsen af Gud skal ikke forstås i sin komplicerthed, men i dets mest forenklede form.
Således skabte Gud jo heller ikke det mindste af det mindste ud af det største af det største, men derimod det største af det største ud af det mindste af det mindste!”
Og det er jo så simpelt, at selv en analfabetisk karavanerøver kan forstå det.
Selvfølgelig forudsat, at man ved hvad begrebet ”Gud” dækker over og hvad der er det største og det mindste. For slet ikke at tale om, hvad begrebet ”skabelse” dækker over.
Hvis verden og dens tilblivelse kan forklares uden henvisning til en almægtig transcendent uskabt magt – Gud – så ville det dog være udtryk for en bedre tankeøkonomi, jfr. Ockhams rageknivsprincip og Bjørn Holmskjold selv.
Men hvorfor ikke spørge Gud selv, således som de gamle kloge jøder gjorde ifølge Toraens hellige ruller. På spørgsmålet: "Hvem er du?", svarede den almægtige: ”Jeg er den som ER”. Og det er jo et enkelt svar som alle kan forstå. Gud er den som er, altid har været og altid vil være. Det evige og uforanderlige hævet over denne timelige verden der er underlagt forandringens og undergangens love. Gud er det eneste sikre, når alt andet er usikkert.
Desværre er tingene ikke så enkle i det islamiske standard memeplex. Her får vi at vide, at Gud er almægtig, alvidende og venligtsindet. Alligevel opfører han sig som en vranten tyran, der er ude af stand til at kontrollere sine modvillige undergivne. Han er vred, han er stolt, han er skinsyg; alle sammen moralske defekter, som er overraskende at finde hos et fuldkomment væsen. Gud er selvtilstrækkelig; så hvorfor behøver han menneskeheden? Han er almægtig; så hvorfor beder han mennesker om hjælp? Frem for alt, hvorfor vælger han en obskur arabisk købmand i en kulturel udørk til at være hans sidste budbringer på jorden? Er det foreneligt med rollen som et højst moralsk væsen, at han forlanger lovprisning og absolut tilbedelse af skabninger, som han selv har skabt?
Hvad kan vi sige om den temmelig underlige psykologi hos et væsen, der skaber mennesker eller rettere robotter, hvoraf nogle er forudprogrammerede til at krybe i støvet fem gange om dagen i en hyldest til ham selv? Denne besættelse af begæret efter lovprisning kan næppe kaldes en moralsk dyd og er i hvert fald ikke et moralsk højerestående væsen værdig.
Memeplexet Allah tåler ikke at blive gået nærmere efter i sømmene hverken af logikken eller af etikken. Og det har det da også sikret sig imod på glimrende vis ved at hæve Allah uendelig højt op over enhver fornuft og etisk vurdering personer kan foretage ved at kræve, at de troende holder tankerne borte fra Allahs væsen og i stedet blindt koncentrer sig om at opfylde hans ord og befalinger.
Palgrave giver denne levende beskrivelse af det islamiske memeplex, eller skal vi sige: Koranens Gud:
”Således umådeligt og evigt hævet over, og forskellig fra, alle skabninger, som ligger fladt foran ham på et fælles, instrumentelt og uvirksomt niveau, er Gud ét i totaliteten af almægtig og allestedsnærværende handling, som ikke anerkender nogen regel, standard eller grænse bortset fra hans egen eneste og absolutte vilje. Han meddeler intet til sine skabninger, for deres tilsyneladende magt og evne til handling forbliver altid hans alene, og til gengæld modtager han intet fra dem. For uanset hvad de måtte være, er de det alene i ham, ved ham og fra ham (Sura 8:17). Og for det andet kan ingen skabning påberåbe sig nogen overlegenhed, nogen udmærkelse eller nogen forrang over sine medskabninger, da alle er undergivet den gennemførte udligning af deres undtagelsesløse trældom og nedværdigelse; alle uden undtagelse er de redskaber for én eneste kraft, der knuser eller belønner dem, dømmer dem til sandhed eller fejltagelse, til ære eller skam, til lykke eller ulykke, helt uafhængigt af deres individuelle evner, fortjenester eller fortrin, og simpelt hen fordi han vil det.”
Men nu har Bjørn Holmskjold altså meldt sig som en af Allahs slaver og afslutter derfor sit indlæg med denne slavehilsen: ”InshaAllâh” – om Gud vil det.
Og det vil han sikkert, for konkurrerende memeplexer er noget der kan få de allerværste egenskaber frem i Allah. Det har jøderne og de kristne i de islamiske lande vidst god besked med gennem næsten 14 århundreder.
Men måske findes der en almægtig Gud som faktisk har åbenbaret sine evigt sande ord for den gamle karavanerøver Muhammad. I så fald må det være ham der dikterede de ”sataniske vers” til analfabeten. Heri anerkendes nemlig retten til på lige fod med Allah, at dyrke tre af de gamle polyteistiske arabiske guddomme, Lat, Uzza og Manat. Og det er jo nedbrydende for det islamiske memeplexs autoritet og evne til replikation, for Allah har som bekendt ingen partnere.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
