|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
189
gæster og
60
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: ASGER AAMUND OM DURBAN2
|
Hej Borad!
Tak for dit både muntre og sobre svar.
Hvad Ole Bjørn har i tankerne når han taler om en "jødisk lobby" i USA som udtryk for en desperat modreaktion fra nogle "troende minoriteters side", hvorefter han sidestiller jødisk lobbyisme med "islamistisk terror" og kristen fundamentalisme i bibelbæltet, står mig stadig ikke klart, trods flere alvorlige forsøg på at afklare den begrebslige sammenhæng mellem disse tre former for desperate modreaktioner fra nogle troende minoriteters side.
Ole har dog præciseret bemærkningen om "jødisk lobbyisme" i USA til at skulle være udtryk for beskyttelse af den mosaiske tro i USA og jødiske kapitalinteresser og henviser til omfanget af antisemitisme i USAs befolkning.
Men som du meget rigtigt skriver Borad, så er jøderne i Israel stærkt splittet både politisk og religiøst hvilket vel også må gælde diasporaens jøder.
Den zionistiske bevægelse havde ikke som politisk mål at grundlægge en teokratisk stat for diasporaens jøder, men bør ses i samtidens generelle politiske kontekst og stemning (slutningen af attenhundredtallet) på at skabe en nationalstat, i lighed med andre etniske grupper som f.eks. arabere, kinesere og irere.
Det zionistiske nationale projekt blev vanskeliggjort af den udbredte judeofobi som havde gennemsyret kristendommen siden det fjerde århundrede, islam siden dens grundlæggelse og Europæisk politik i første halvdel af det tyvende århundrede.
Det første anslag mod zionisterne, som ramte alle jøder, kom fra Rusland der ledte efter en god legitimation for at tage endnu hårdere fat på landets jødeproblem end det allerede var sket qua omfattende progromer i slutningen af 1800-tallet.
Den legitimation skabte Zarens hemmelige politi ved at producere et falsum med en legende om, at jødernes hemmelige mål var verdenserobringen. "Zions Vises protokoller" virkede efter hensigten som benzin på de ulmende gløder af judeofobi der lå lige under overfladen i den europæiske kultur.
Adolf Hitler troede fuldt og fast på "Jødeprotokollerne" og anvendte de angivelige afsløringer af et komplot - en hemmelig sammensværgelse af jødiske ledere om en organiseret jødisk verdenserobring - som en del af begrundelsen for nazismens jødehad og racistiske kultur- og raceteorier, der siden førte til holocaust med tilintetgørelsen af næsten halvdelen af Europas jøder.
Det første positive politiske resultat opnåede zionismen med den såkaldte Balfour-erklæring af 1917. Erklæringen er et brev fra Storbritanniens daværende udenrigsminister, Arthur James Balfour stilet til Lord Rotchild. Indholdet var som følger (i dansk oversættelse):
Udenrigsministeriet
2. november 1917
Kære Lord Rothschild,
Det er mig en glæde at viderebringe til Dem, på vegne af Hans Majestæts regering, følgende sympatierklæring med jødisk-zionistiske forhåbninger, som er blevet forelagt og godkendt af kabinettet.
Hans Majestæts regering ser positivt på etableringen af et hjem for det jødiske folk i Palæstina, og vil gøre sit bedste for at gøre dette muligt, under skarp hensynstagen til at der ikke må gøres noget der kan skade de eksisterende ikke-jødiske samfunds borgerrettigheder og religiøse rettigheder, eller de rettigheder og den status jøder i noget andet land har.
Jeg ville være taknemmelig, hvis De vil gøre den Zionistiske Føderation opmærksomme på denne erklæring.
Med venlig hilsen,
Arthur James Balfour
Efter Første Verdenskrig blev Palæstina et britisk mandatområde under Folkenes Forbund. Mandataftalen slog fast, at briterne i administrationen af området skulle efterleve løfterne i Balfour-erklæringen til Den Zionistiske Verdensorganisation om at skabe et nationalt hjem for jøderne. Den jødiske organisation havde imidlertid som formål ikke blot at skabe et nationalt hjem, men en regulær jødisk nationalstat i Palæstina.
Den første britiske højkommissær i det nye mandatområde var Herbert Samuel. Han var selv zionist og fik nu som opgave at implementere Balfour-erklæringen. Samuel støttede sig til flere strategier:
At gøre hebraisk, arabisk og engelsk til officielle sprog i mandatområdet.
At lette den jødiske indvandring til Palæstina.
At samarbejde med Det Jødiske Agentur, der var stiftet af Den Zionistiske Verdensorganisation og endelig;
At samarbejde med områdets arabere, såfremt de accepterede oprettelsen af et nationalt jødisk hjem i området.
Dette sidste afviste de araberne i Palæstina: De ville ikke anerkende, at Folkeforbundet havde nogen legitim ret til at afgøre områdets fremtid.
Her har vi så oprindelsen til den konflikt som stadig pågår i Palæstina hvor systematisk arabisk vold mod jøder først brød ud i 1920/21. Set fra arabernes teologiske synspunkt er det en umulig tanke, at indrømme jøder ret til en selvstændig hjemstat i muslimsk kerneland, erobret ved arabisk jihad i det sjette århundrede. Den eneste status islam tillader jøder er som dhimmibefolkning med meget få rettigheder over for det muslimske herrefolk. Rettigheder som til enhver tid arbitrært kunne suspenderes, hvorefter muslimerne genoptog jihad mod jøderne, hvilket historien rummer mange eksempler på.
Ved etableringen af staten Israel blev jøderne derfor betragtet som oprørske dhimmier, som det var enhver muslims religiøse pligt at bekæmmpe ved hjælp af offesiv krigerisk jihad indtil jøderne atter underkastet sig muslimernes overhøjhed og anerkender en status som dhimmibefolkning.
Man behøver blot at læse Hamas' charter fra 1988 for at erkende, at legitimationen for at føre jihad mod det jødiske folk i Israel er findes i Koranen, hadith og den islamiske tradition. Her nogle eksempler fra Charteret artikler:
5. "Det endelige mål er Islam, Profeten er vort eksempel og Koranen er grundloven."
6. Hamas er en palæstinensisk bevegelse, som ønsker "at rejse Allahs banner over hver tomme [jord] af Palestina" [Hamas inkluderer staten Israel i Palestina]. "Alene under Islams skygge kan folk i alle regioner leve sammen i tryghed og sikkerhet for deres liv, ejendom og rettigheter."
7. Hamas er en "universel" bevegelse". "Hamas er et af ledene i Jihad-kæden i konfrontationen med den zionistiske invasion." [Der nævnes eksempler på muslimske krigere som har kæmpet mot jødene helt fra 1936.]
"Hamas har set frem til at virkeliggøre Allahs løfte, uanset hvor lang tid det vil tage." Løftet blev givet til Muhammed:
"Tiden vil komme når muslimer vil kæmpe mot jødene (og dræbe dem); indtil jødene skjuler seg bag sten og træer som vil råbe: O muslim! Det er en jøde som skjuler sig bag mig. Kom og drep ham!"
8. Hamas' slogan er: "Allah er målet, Profeten er modellen, Koranen er grundloven, Jihad er vejen og død for Allahs sag er den mest opphøjede tro."
11. "Hamas anser Palestina for at have været et islamsk landområde (waqf) gennem generationer og vil være det indtil Opstandelsens dag."
"Ingen kan give afkald på det eller deler av det, eller forlade det eller dele af det." Selv ikke alle arabiske og palestinske ledere tilsammen kan opgive det.
"Dette gælder for alle landområder som er erobret af islam med magt."
13. Hamas modsætter sig alle "såkalte fredsløsninger og internationale konferencer for at løse det palæstinske problem".
"Det er ikke nogen anden løsning på det palestinske problem end Jihad."
14. Hamas understreker, at alle muslimer "hvor som helst" har et ansvar for å frigøre Palæstina.
15. "Når vore fjender tilraner sig islams land, bliver jihad (hellig krig) en pligt som påhviler alle muslimer."
Til den koranfæstede og guddommeligt legitimerede judeofobi føjede sig i forrige århundrede elementer fra den europæiske judeofobi - konspirationsteorierne i "Jødeprotokollerne" og den nazistiske judeofobi samt regimets konkrete foranstaltninger for at løse "jødeproblemet", som skabte jubel i de arabiske lande. Det tætte samarbejde mellem naziregimet under anden verdenskrig hvor Stormuftien af Jerusalem søgte Hitlers hjælp med at udrydde jøderne i Palæstina og selv ydede aktiv støtte til det nazistiske holocaust viser, hvor beslægtede nazismen og islamismens ideologier var og er.
Dette fremgår af de efterfølgende artikler i Hamas Charter:
22. Fjenden har "kontrol over verdens medier". De har også brugt "deres rigdom" til at "skabe revolutioner" flere steder i verden. "De stod bag den franske og kommunistiske revolution, og de fleste revolutioner vi hører om her og der."
Rotary Club og Lions er blandt de organisationer som "varetager zionistiske interesser". "De er alle destruktive spionage-organisationer."
Jødene "stod bag Første verdenskrig, for at ødelægge det islamske kalifat". Jødene "etablerede Folkeforbundet for at styre verden gennem denne organisastion".
Jødene "stod også bag Anden verdenskrig. De har opnået store fordele gennem handel med krigsmateriel og forberedt etableringen af deres stat".
"Der er aldrig udbrudt nogen krig i verden uden at jøderne havde en finger med i spillet."
32. "Verdenszionismen og de imperalistiske kræfter" har forsøgt at trække arabiske lande ud af konflikten, "for at isolere det palæstinensiske folk". Fredsaftalen med Egypten bliver omtalt som foræderisk.
Jødenes "plan er forklaret i Zions vises protokoller, og deres nuværende handlinger er det beste bevis for det som siges der".
Hamas oppfordrer muslimer til at "samle alle kræfter" for at stå imod "denne foragtelige nazi-tatar invasjonen". "Alle må forstå at man er ansvarlig overfor Allah."
Det er så på denne historiske baggrund, at Ole Bjørn vælger at sammenstille hvad han kalder "desperate modreaktioner" fra nogle troende minoriteters side" og nævner som eksempel på religiøse minoriteters modreaktion "islamistisk terror", "jødisk lobbyisme i USA" og kristne fundamentalisters bestræbelser" som led i forsøget på at begrænse ytringsfriheden om religiøse emner.
At der findes ortodokse og ultraortodokse jøder i USA som er motiveret af religiøse forestillinger og søger beskyttelse mod den amerikanske judeofobi siger sig selv. Men disse grupper er ret små, idet hovedparten er sekulariserede jøder eller kulturjøder med et lige så afslappet forhold til judaismen som de fleste danskere har til kristendommen. Til forskel fra Danmark, hvor Grundloven ikke anerkender princippet om religionslighed, men alene religionsfrihed, så garanterer den amerikanske forfatning begge dele og definerer staten som religiøst neutral og strengt sekulær, nøjagtig som den franske forfatning gør.
Ytringsfriheden er i USA langt mere omfattende end hvad vi kender i Europa, idet grænsen dér sættes ved egentlig "hate speech" eller direkte opfordringer om at begå vold eller ulovligheder.
Til forskel fra hvad Ole Bjørn forsøger at bilde debatten ind, så kommer anslagene mod amerikansk ytringsfrihed ikke fra ortodokse eller ultraortodokse jøder, men fra amerikanske muslimer, der synger med på sangen om "islamofobi" og ønsker indført love der straffer blasfemi.
Ole Bjørn opfordres således til at dokumentere sin påstand, ved at henvise til eksempler på, at den ultraortodokse jødiske lobby har haft held til at ændre amerikansk lovgivning i den retning de angiveligt ønsker.
I modsat fald har jeg vanskeligt ved at anse Ole Bjørn for en seriøs debattør. Den manglende seriøsitet understreges yderligere af, at Ole Bjørn forfalder til de sædvanlige debatødelæggende unoder med at hæfte psykiatriske diagnoser på opponenter sammen med beskyldninger for islamofobi, i stedet for blot at dokumentere sine påstande, således som jeg almindeligvis gør, enten helt af mig selv eller på opfordring.
Men selv om det skulle lykkes for Ole Bjørn at fremskaffe den efterlyste dokumentation så er der stadig et betydeligt misforhold mellem de desperate modreaktioner som kommer til uddtryk i "islamistisk terror", kristne fundamentalisters lobbyisme, hvor det mest desperate udsalg nok er drab på abortlæger og ødelæggelse af abortklinikker, og så den jødiske lobbyisme. Mig bekendt begår jøder i USA hverken terror eller drab på politiiske modstandere eller grove lovovertrædelser for at nå religiøse eller politiske (zionistiske) mål.
Ole Bjørn må selvfølgelig mene hvad han nu engang mener, men hvis man ikke har øje for de væsensforskelligheder jeg her for tredje gang har udpenslet, så står Ole Bjørns opfattelse næppe til at ændre. Man kan jo ikke ved hjælp af argumenter overbevise en "mentalt farveblind" om, at verden består af flere nuancer end han formår at erkende.
Dine bemærkninger om Israelsk politik er interessante, og dem vil jeg gerne kommentere lidt på. Da dette indlæg imidlertid allerede er blevet temmeligt langt, vil jeg vende tilbage til det emne i et senere indlæg.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
