|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Kai Sørlander om Durban2
|
CIVILISATIONSSAMMENSTØDET I FN
Da Verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget af FNs generalforsamling i 1948 med 48 stemmer for, ingen imod og 8 – deriblandt Sovjetunionen og Saudi-Arabien – som afholdt sig fra at stemme, var der tale om et politisk kompromis på et tidspunkt hvor Vestens demokratier med USA i spidsen stod på højdepunktet af deres magt efter sejren i anden verdenskrig mod fascismen, nazismen og den krigeriske japanske imperialisme.
Sovjetunionen var utilfreds med at det forslag Vesten havde fremlagt, som primært byggede på de negative politiske frihedsrettigheder som fremgik af den amerikanske forfatning med dens tilføjelser. Rettigheder som forfatningen selv fremfører som universelle. Men Sovjetunionen byggede på en ideologi, som opfattede det borgerlig-kapitalistiske system som kendetegnet ved en udbytning af arbejderklassen. Fra den side kunne man aldrig bøje sig for en erklæring, der nøjedes med de rettigheder, som var anerkendt i den amerikanske forfatning. Skulle man have frihedsrettigheder, måtte man også have en social og økonomisk sikring omfattende de mange positive rettigheder som var indeholdt i Stalins forfatning fra 1936. Uden anerkendelse af de sociale og økonomiske rettigheder kunne der ikke blive noget kompromis, som begge parter kunne leve med.
Saudi Arabien nægtede at underskrive FNs verdenserklæring. Man var specielt utilfreds med artiklerne om retten til selv at vælge ægtefælde og om religionsfrihed. Forestillingen om demokrati, hvorefter et lands styre skal fremgå af frie valg strider også imod islams grundlæggende ide, hvorefter magten går ved succession fra profeten Muhammad til kalifferne, idet ordet kalif betyder stedfortræder (for Allah).
Som det blandt andet fremgår af den danske Grundlov er religionsfriheden ikke ubegrænset, men underlagt hensynet til opretholdelsen af den demokratiske retsstat, herunder hensynet til ytringsfriheden som er forudsætning for det liberale demokrati.
Religionsfriheden er en logisk konsekvens af den mere omfattende åndsfrihed, der giver borgerne ret til fri forskning og politisk organisering samt at forene sig i religiøse samfund og dyrke Gud på den måde som stemmer med deres overbevisning, "dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden" - som det hedder i Grundlovens paragraf 67.
Der er således i princippet intet i vejen for, at Danmark kunne have valgt ikke at give islam formel godkendelse eller anerkendelse som trossamfund under henvisning til, at dens lære krænker sædeligheden ved at tillade bigami samt ægteskab med 9-årige piger ifølge traditionen fra profeten Muhammad. Ligeledes indebærer islam, fordi den ikke skelner mellem religion og politik, at muslimer er forpligtet til at arbejde for, at den demokratiske orden erstattes af et teokrati med Koranen, hadith og sira samt den islamiske tradition som grundlag for enhver lov, og endelig kan fordringen om jihad ses som uforeneligt med opretholdelsen af den offentlige orden og nationalstaten som sådan.
På den anden side står menneskerettighedserklæringens fordring om ikke at diskriminere på grund af blandt andet religiøs tro eller overbevisning. Da islam tillige er en verdensreligion med mere end en milliard troende og da antidiskriminationsideologien vandt stadig stærkere frem efter anden verdenskrigs nazistiske racistiske jødeforfølgelser og holocaust, måtte også Danmark af politiske og pragmatiske grunde vælge at anerkende islam som trossamfund og se stort på de indbyggede konflikter med demokratiets fordringer for ikke at komme i konflikt med både FNs verdenserklæring og de Europæiske Menneskerettigheder (EMRK) som Danmark ratificerede i 1950.
Siden 1992 har EMRK været en del af dansk ret og står således over den danske Grundlov. Til forskel herfra er FNs verdenserklæring ikke bindende for medlemsstaterne. Der er derfor tale om en hensigtserklæring. Da der til de europæiske menneskerettigheder er tilknyttet en domstol er det således ikke længere de danske domstole som der fortolker hvor grænserne går, men udpegede dommere ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. På grund af denne domstols retsaktivisme sker der i praksis det, at politiske afgørelser i stadig større omfang bliver til juridiske afgørelser som træffes af dommere, som ikke er demokratisk valgte og ikke står til politisk ansvar for deres afgørelser.
Når dertil lægges, at Danmark som de andre medlemslande af den Europæiske Union gennem årene har afgivet stadig mere suverænitet til Unionen, så er det efterhånden et godt spørgsmål, hvor meget demokratisk indflydelse de danske borgere har på hvordan lovgivningen bør være i Danmark.
At borgernes demokratiske indflydelse siden medlemsskabet af EF i 1973 konstant er blevet mindre som følge af suverænitetsafgivelser for at opfylde integrationsbestræbelserne om at ændre samarbejdet fra et statsforbund af suveræne stater til en forbundsstat, således som denne aktuelt er defineret i Lissabon-traktaten er evident.
Kravet om at sidestille religionskritik med racisme udspringer i Europa af den politiske vision om at skabe en stærk økonomisk, kulturel og politisk akse mellem det Europæiske Fællesskab og landene i Mellemøsten på grundlag af de aftaler som blev indgået mellem EF og den Arabiske Liga efter OPECs olieafpresning i 1973. Allerede året efter benævnte eurokraterne dette projekt EURABIA.
I FN har de islamiske stater i årtier målrettet arbejdet på at få sidestillet de såkaldte islamiske menneskerettigheder med FNs ligesom de har forsøgt at anvende antidiskriminationsideologien mod Vesten selv for at friholde islam fra kritik.
Danmarks forhold til islam og til muslimsk indvandring bestemmes således ikke længere primært i Folketinget og af de danske vælgere, men fastlægges inden for det ret begrænsede råderum som Danmarks internationale forpligtelser til EU, EMRK og andre internationale traktater muliggør. Dermed er vort demokrati og nationens selvopretholdelse kommet under alvorligt pres og såfremt vælgerne ikke via den politiske proces vender udviklingen, får Danmark i fremtidens Europa endnu mindre indflydelse på lovgivning og politik end en mindre delstat som Hawai har i USA i dag.
Blandt andet af de her anførte grunde tilslutter jeg mig sammen med filosoffen Kai Sørlander og andre selvstændigt og kritisk tænkende individer, der nærer bekymring for demokratiets skæbne, initiativet til at boycotte Durban 2-konferencen og vil opfordre andre til at gøre det samme.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
