I KRISTELIGT DAGBLAD den 19. april indvender Kai Sørlander imod min anmeldelse af hans nye bog ”Forsvar for rationaliteten”, at jeg ikke har forstået strukturen i bogens argumentation.

Det er temmelig urimeligt, for den logiske struktur hos Sørlander er ganske triviel. Logikken byder sjældent på overraskelser, og da slet ikke i den dogmatisk-fundamentalistiske udgave, Sørlander sværger til. Hvad jeg har interesseret mig for, er derimod et niveau, som Sørlander næppe kender til eksistensen af: Jeg søgte at beskrive den psykologiske struktur, der ligger til grund for Sørlanders projekt.

Tager man Sørlanders bog for det, den foregiver at være – en rationel argumentation for at kristendommen, i modsætning til islam, er forenelig med rationalitet – virker bogen for så vidt meget tilforladelig.

Problemet er imidlertid, at Sørlander tydeligt er drevet af motiver, der er aldeles irrationelle, og som han selv næppe kan have begreber for, fordi rationaliteten i hans forestillingsverden udfylder hele sjælen. Psykologien ved, at der findes andre og mere raffinerede motiver i sjælen, end dem, logikken kender til. Man gennemskuer derfor ikke Sørlander ved at gennemskue hans argumentation, men ved at gennemskue det uerkendte udgangspunkt for hans argumentation.

I MIN ANMELDELSE af Sørlanders bog sammenlignede jeg ham med en tryllekunstner. Jeg ser nu, at det var en dyb uretfærdighed, for en tryllekunstner er en person, der laver illusionsnumre, som andre ikke kan gennemskue, men som han selv forstår. Strukturen hos Sørlander er en helt anden. Sørlander bedriver nok illusionskunst med fornuften, men han gennemskuer på intet tidspunkt selv, hvad det er, han gør.

Han er selv det første offer for sit bedrag. Det rejser spørgsmålet: Kan man tro på, at en mand, der ikke kan gennemskue sig selv, kan gennemskue ret meget andet?

Sørlander påberåber sig, at modsigelsesprincippet er grundlaget for hans tænkning, i modsætning til mange andres, heriblandt min.

Modsigelsesprincippet er hverken Sørlanders eller Aristoteles’ opfindelse. Man kan næppe forestille sig nogen tænkning, som ikke betjener sig af modsigelsesprincippet, og det er altså ikke det, der er det særlige kendetegn ved Sørlanders tænkning. Hvad der adskiller Sørlander fra andre, er ikke, at han tænker logisk, men at han ikke kender til, at der skulle være nogen grænser for, hvor meget logikken fylder, og hvad den kan præstere.

Jeg må således give Sørlander ret i, at der er forskel på vores fornuftsbegreber, men den består ikke i, at jeg ikke accepterer modsigelsesprincippet; den består i, at hans fornuft er dogmatisk og min er kritisk.

Den ukritiske fornuft har en ulyksalig trang til at genfinde sig selv i den ydre verden, og det er netop, hvad der gør sig gældende, hvor Sørlander forsøger at markedsføre kristendommen som en rationel religion.

Når nu hans credo står til modsigelsesprincippet kunne man anbefale ham at bringe det i anvendelse over for kristendommen. Han kunne passende begynde med jomfrufødslen og ende med kødets opstandelse og se, hvor meget fornuft han finder i de fortællinger.

Det er åbenlyst, at Sørlander, der ellers lader til at finde protestantismen særlig rationel, ikke kender til Luthers syn på fornuften. Luther betegnede fornuften som en hore, fordi den stiller sig til rådighed for alle formål.

Sørlander kender tilsyneladende ikke Luther, men man skulle næsten tro, at Luther havde kendt Sørlander.

Asger Brandt er idéhistoriker og anmelder ved Kristeligt Dagblad