|
0
registrerede
217
gæster og
24
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: EN HELT NY RELIGION?
|
Hej Anne og jmp og treram,
lad jer nu ikke forstyrre som Fl Vang og jmp gjorde da jeg brød ind fra gaden som en elefant der klodset trådte ind i en porcelænsbutik/glasbutik. For det her kunne minde om hin episode. En debat er fyldt med ukrudt, vildskud og ikke kultiverede planter og blomster.
Anledningen til mit indlæg er disse ord:
”At forholde sig til livet lige for næsen af en er noget andet, og det er ikke det, jeg havde til hensigt at debattere”. Citat slut.
Mennesket er det eneste væsen der er frigjort fra nuet (Gudsforladt og åndsforladt NU), det der er foreliggende lige for næsen af os, den foreliggende virkelighed, fordi vi altid kan forestille os noget andet, at tingene var anderledes. Mennesket er altid ”i gang” med at forandre, undervejs og på opdagelsesrejse og vandring, i vækst og bevægelse (1)* (mennesket vandrer i ånden som Paulus siger; se endvidere Fil 3, 9 - 21). Mennesket er et målrettet væsen (metafysisk villende væsen), på vandring og rejse, der kun besøger nuet, kysser nuet i ny og næ, fordi vi tilhører fremtiden, evigheden (Gud), tilhører tiden mere end rummets dimension (vi tilhører Gud, tiden, mere end kosmos, rummet). Kairos (2)* bestemmer os, tidens fylde (timing) afgør vores liv og skæbne. Det er evigheden, tiden der rejser os op over ”DET” der er (naturen), tingenes orden, og gør os til DEM VI ER med Gud/i Kristus.
Menneskets Jeg-hed, Krist-e-lighed, gør at vi står over naturen og ikke udelukkende kan forklares som natur. Vi skal forandre (og forklare) den tid (det liv) vi har med hinanden (kristendom; Kristus/Paulus; Marx og Freud). Også derfor er jeg imod, modstander af, at mennesket forsøger at indrulle sig selv i astrofysiske kosmiske betragtninger som Ole Bjørn og Kræn-p indimellem er fortaler for som noget ypperligt i religiøs/åndelig/bevidsthedsmæsig forstand og sammenhæng, det er andenrangs og forsimplet og mangler en dyb forståelse for menneskets anderledeshed og unikhed (Jeg-hed/Krist-e-lighed (målrettethed og historiskhed)) i naturen, i verden, i kosmos.
Kristendommen siger med inkarnationen, at det himmelske bliver trukket ned over det jordiske. Paulus siger at vi overklæder det jordiske med det himmelske. I Kristus trækkes himlen ned over hovedet på os og jordens børn. Vi iklædes den herlighed vi har fra Gud af, fra evigheden af. I Kristus får vi, skænkes vi, tid med Gud, Guds tid, evighedens dimension, den himmelske dimension, hele herligheden og forklarelsens lys fra evigheden af, træder ind i skaberværket, antager skaberværket, materien og kødet (inkarnerer). Kristus (Guds kærlighed) Kropper (3)* med os og vi Kropper med hinanden. Kristus skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt (Fil 3, 21). I den forstand er vi skabende historiske væsner, der forandrer os selv og hinanden og naturen. Og vi må ikke resignere og lamslåes/hæmme os selv, på grund af astrofysisk angst/frygt for vores dødelighed og ubetydelighed og nøjes med, på stoisk vis en kosmisk videnskabelig religion der ikke kan få øje på menneskets storhed, se mennesket som enestående, noget særligt og unikt i kosmos/Universet.
Mennesket er kun et siv, det svageste i naturen, men det er et siv der tænker... thi det ved, at det dør, og kender den magt, universet har over det, medens universet selv intet ved herom. Blaise Pascal.
Det er Gud der behøver os, elsker os og lider os, ikke for vor egen skyld, men for næstens skyld; kort sagt er dette Kristus, Gud der elskede Ham (forligt og lig Ham) ikke for Sønnens egen skyld, men for næstens skyld. Sådan har vi også bare at gøre med den kærlighed, Guds kærlighed, Kristus, tjene og elske næsten (som Freud sagde, mennesket er rask når det formår at ”arbejde (tjene) og elske”). Da Guds kærlighed ikke er til for vor egen vindings skyld, er kristendommen a-religiøs (ikke egoistisk) og sekulariserer verden i en radikal grad ateisterne ikke aner eller forstår, i en grad de ikke selv formår at leve op til.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
(1)*:
Af Freud har vi lært at det fortidige eksisterer i det nutidige hos personen. Den lære vi nu må drage af vækstteori og selvaktualiseringsteori er, at fremtiden også eksisterer i det nutidige hos personen i form af idealer, håb, pligter, opgaver (kald), planer, mål, urealiserede muligheder, mission, skæbne, bestemmelse osv. Den som fremtiden ikke eksisterer for, reduceres til det konkrete, til håbløshed (Gudløshed/Åndløshed). For ham/hende må tiden stadigvæk ”fyldes”. Når personen mister sin stræben, den sædvanlige organisator af den meste aktivitet, står han tilbage uorganiseret og uintegreret.
Naturligvis er der ikke behov for fremtid i en eksistenstilstand, for fremtiden er der allerede, vordensforløbet gør ophold, og dets veksler indfries til fuldeste pålydende, dvs. kulminationsoplevelser, hvor tiden forsvinder og håb opfyldes. Abraham Maslow.
Vi må allesammen søge det som bor i vores hjerte. Det er ikke det samme som selvoptagethed, det er ganske naturligt at realisere sig selv i sit liv. Lade det komme til udfoldelse så at sige. Det er en del af det at kende sig selv, at finde ud af hvem man er, hvad man søger og hvad man drømmer om for derefter at realisere det i sit liv. (Jmp 26/4/08 02:12 PM).
(2)*:
kairos i henhold til Tillich:
kairos is the "point in history in which time is disturbed by eternity" (Tavard 1962, 88-9); the right time, the moment rich in content and significance (individets såvel som menneskehedens historie).
kairos som begreb, defineres som så hos Tillich: kairos er det handlingsmoment, hvor det evige bryder ind i timeligheden, hvor afgørelserne træffes og historien skabes. Nu for egen regning tilføjer jeg: og dette må sørme siges for Kristus-begivenheden som kairos –øjeblik hos Paulus, nemlig Damaskus-oplevelsen, der barsler det moderne vesten som vi kender det i dag, ja, Damaskus-oplevelsen, er Vestens undfangelse som vi kender det i dag. Uden denne Kristus-begivenhed tør jeg slet ikke engang spå om hvordan verden havde set ud, men et er sikkert menneskehedens selvbevidsthed, karakter og personlighed, her i Vesten, havde været ganske anderledes.
Der gives historie, hvor der er afgørelse, og det en afgørelse, der er konkret og dog når til det ubetingedes dyb. Så længe afgørelsen ikke bryder igennem til det ubetingede, betyder den intet og står uden for historiens væsen.
Det er således i kairosmomentet, at de store afgørelser i et menneskets liv og i historien træffes. Det er her, der vælges og handles i pagt med det evige. Den afgørelse, i hvilken det, der vil gribe, selv bliver grebet, det er den transcendente afgørelse eller troen, Trosbegivenheden Kristus, Paulus´s Damaskusoplevelse. Det nærværende øjeblik er himmelsk, thi hvis en eller anden Nutid har indholdsfylde, da har den også det himmelske, fordi den vil skabe en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske; mere personligt udtrykt, skabe en forbindelse mellem mennesket og Gud.
(3)*:
Psykoanalysen har været nogen tid om at indse, at evnen til at gå helt op i mødet mellem legemer og psyker fører til en successiv udvidelse af Jeg’ets interesser og til en libidinøs følelsesinvestering i det, som man har frembragt. Produktivitet er følgelig et vigtigt stadium i både det seksuelle og det sociale udviklingsskema. Hvor en sådan berigende udvikling mislykkes, sker der en regression til et tvangsmæssigt behov for pseudointimitet, ofte med en altgennemtrængende følelse af stagnation og personlig forarmelse. E. H. Erikson.
Erikson går hurtigt over til at skildre, hvordan det ser ud, når udviklingen går galt, når neurosen sejrer. Essensen i hans voksenudviklingstankegang er, at først skal evnen til elske og give sig hen til et andet menneske være udviklet, og det sker på det dybeste plan i det seksuelle samvær. Derpå bliver næste trin naturligt at lade dette samvær blive produktivt, skabe noget. Dit liv skal bære frugter for at blive fuldbyrdet.
Ifølge psykoanalysen er det meget få mennesker, der overhovedet evner at elske, at give sig hen, og det skyldes et psykisk efterslæb fra barndommen. At komme til at kunne elske vil derfor sige at foretage et enormt efterarbejde, hvor barndommens traumer og fejludviklinger renses ud.
Freuds berømte opskrift på psykisk sundhed, ”Lieben und arbeiten”, at kunne ”elske og arbejde”, rummer meget.
|
|
|
|
