|
1
registreret Arne Thomsen
60
gæster og
141
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: EN HELT NY RELIGION?
|
Kære Arne Thomsen.
Det er muligt, at du tidligere har læst det følgende fra min krønike. Når jeg gentager det her på vort nye forum, skyldes det, at det for mig selv at se udtrykker et stadium på vej mod noget ubestemmeligt. Bag dette ubestemmelige kunne måske gemme sig noget, som man med lidt god vilje kunne kalde »Kosmisk Religion«.
Når jeg bruger udtrykket ’med lidt god vilje’ skyldes det, at det minder om religion ved at være ledsaget af følelsen af numinøsitet – storladen hellighed – men på den anden side er der ikke nogen guddom i denne holistiske følelse. Måske oplever vi af og til noget, som hidrører fra mangedimensionaliteten i vort univers og som vi fejlagtigt oplever som udslag af noget guddommeligt. Thi jeg fastholder, at vor bevidsthed er et interface til noget, der er mere omfattende.
Det følgende er en lang historie, men jeg håber at du og andre af debatkollegerne har den fornødne tålmodighed.
I Iens Bennetsen’s Fodspor.
Undertiden kan man falde i staver, og det er ikke den ringeste beskæftigelse, man kan hengive sig til. Undertiden faldt man i staver, når man var færdig med markarbejdet og havde kørt traktoren op i hjørnet ved skellet ind til Mie og Kristian. Derfra kunne man overskue hele marken på et halvt hundrede tønder land, som man havde pløjet, harvet og tilsået med byg.
Man startede traktoren igen for at køre et lille stykke hen langs det nordlige læhegn. Her standsede man for at kigge på langs ned gennem den lange plovfure, der stadig kunne anes, og som strakte sig som trukket efter en snor mere end en kilometer ud til spidsen vest for skellet ind til Linda og Kristian. Man ville lige afslutte sin andagt ved selvvelbehageligt at svælge i egne færdigheder, før byggen groede op og skjulte mesterværket.
Man svælgede også i bevidstheden om, at denne jord var noget, man ejede – en gård ti gange så stor som barndomshjemmet på Østermarken – og man følte stolthed over endnu en gang at være nået til vejs ende med det brydsomme forårsarbejde.
Men lidt efter lidt blev den uklædelige selvglæde afløst af besindelse. For en del af marken har jo været dyrket siden 1799. Her havde selvejerbonden Iens Benetsen brugt sommeren til med sit studeforspand at pløje en tønde land hede op og med rydhakken brudt den sort-brune al. Den 20. november 1799 skrev han med bistand af præsten i Sdr. Omme sogn:
»Til Kongen
Da Ieg af 6 Hallindbechs Byes Beboere, var den Eneste, der i anledning af udskiftning s: a: paatog mig at udflytte mit lidet Sted 7 Skp: 1/3 alb: paa Byens udmark Gamle,,marken kaldet, og derved overvandt den Vanskelighed som heele Byen hidtil har lidt, ved at dyrke og drive dette næsten ¼ miil borte ligende mark, og især den Mose og moradsagtige Vej, hvilket har foraarsaget mig og mine Kreaturer utrolig Slæb: men Ieg har dog i denne forsommer udflyt og opbygt min liden Gaard paa udyrket Heede, ved ermeldte mark Skels søndere ager Ender, der efter mit fattige Evne er gandske istandsat, som medfølgende Synsforretning udviiser. Ieg havde forhen 150 Rd paa dette lidet Sted at forrente, og med denne udflytning er Ieg nu kommen langt dybere i gield, Siden Jeg har laant alt til Bekostningen. Jeg seer gierne mange gode Stykker Heede ligende baade mellem agrene og omkring ved, men Ieg som har ikun Stude at kiøre og pløye med, formaar ey engang at beholde dem saalænge, til de bliver stærke nok: Ieg har dog allerede opbrudt 1 ty: land tæt ved min Gaard, men der var vel meget meere som kunde forbedre min agerlod, hvis Ieg var det mægtig. __ Herfore Indflyer Ieg allerunderdaanigst til Deries Kongl: Naade, allydmygst bedende om, at Ieg af den Høy=Kongl: Kasse, allernaadigst maatte betænkes med noget til Bygningshielp. __
Allerunderdaanigst
Iens Benetsen.« (Citat slut.)
(Kilde: Rigsarkivets arkivalier fra Det Kongelige Amtskammer i Kiøbenhavn)
Iens Benetsen modtog 27 rigsdaler og 48 skilling som udflytningshjælp, og senere ejere af Gammelmark har slidt sig krumme og skæve ved at udvide den første mark og bringe mosens morads under plov. I glæden over ens egen indsats måtte man sande, at det var uklædeligt at tilskrive sig selv al æren for den nytilsåede bygmark.
Man måtte også indse, at det var at vende tingene på hovedet at godte sig over ejerskabet. Forholdet var tværtimod, at jorden havde ligget der hele tiden, og det var den, der havde ejet de bønder, der for en flygtig stund havde lånt den, før de blev lagt i kisten. De havde været gæster på jorden, som man nu selv var gæst. Og gæster skal være ærbødige over for den jord, som de får til låns. De skal også være ærbødige over for de hedengangne gæster og deres brydsomme liv.
Og da man nu var faldet i staver over dette, gik tankerne videre. Iens Benetsen og hans efterfølgere havde dyrket jorden ud fra de erindringer, der gennem århundreder havde nedfældet sig i de mange liv, som var blevet levet i den gamle bondekultur. De vidste, hvad de skulle gøre ved jorden for at få den til at yde det karrige udkomme, som de og deres husdyr skulle leve videre på.
De var intuitivt bevidste om sammenhængene mellem liv og død. De kendte forårets fremspiring og efterårets visnen. De kendte den ideligt gentagne cirkelbevægelse: Man begynder i vuggen og ender i graven. Efter fødsel kommer død, og livet leves i dette mellemrum. Og det er i dette mellemrum, man skal gøre sin skyldighed.
Fødsel og død, opståen og forsvinden. Man ser atter en gang ud over marken, og det falder én i tanken, at marken ikke er nogen ting. Den er en proces, hvor liv opstår og liv forgår i en så svimlende fart, at tanken har svært ved at følge med. For hvert skridt man tager på marken, lever der under ens fodsål levende væsener, hvis tal skal skrives med ti cifre.
Disse mikrober har man selv et biologisk fællesskab med, idet deres genetiske koder for mere end halvdelens vedkommende er identiske med ens egne. De lever af de mange planterester, der blev pløjet ned under forårspløjningen, og regnormene borer huller i jorden, så de mange mikrober kan få ilt til deres omsætning af stubbene og den nedpløjede halm.
De efterlader de kemiske stoffer i vandopløselig tilstand, så den fremspirende byg kan få næring deraf. De er et led i den storslående omsætning af kulstoffet, dette vidunderlige stof, der med sine valensegenskaber er i stand til at indgå så mange forskellige bindinger med ilt og brint, at kun mikrobiologerne har overblik derover. Disse bindinger kan atter gå i forbindelse med kvælstof, fosfor, kalium og de øvrige grundstoffer, som plantelivets levende væsener består af.
Man falder i staver herover og genkalder for sit indre blik billedet af Krabbe-Tågen, der i en fjern fortid eksploderede som en supernova, der spredte sine grundstoffer i det omgivende univers. Grundstoffer, der var blevet dannet i den tunge stjernes hede indre, hvor tripple-alpha-processen har nogle mellemstadier, der lige akkurat gør det muligt, at kulstof kan dannes.
Dette stjernestøv svæver i universet og trækker sig lidt efter lidt gravitationelt sammen til nye fiksstjerner; for eksempel til den sol, som vor klode i ca 4,6 milliarder år har kredset omkring. Lyset fra denne sol får vore planter til gennem fotosyntesen at sammensætte kulstof fra atmosfæren med vand fra rødderne, så vi får nyt organisk materiale, som vi kan få næring af til vort eget livs korte intermezzo i universets fortløbende og cycliske liv/død- proces.
Er det ikke tankevækkende, at vi selv er undergivet den samme cycliske liv/død-proces og dens uomgængelige lovmæssighed? Og er det ikke et vildskud for tanken, at vi under denne livets og dødens uomgængelige lov gør os selv til noget særligt? Til noget andet og mere end stjernestøv, der deler vilkår med alt andet levende, som må dø, for at andre kan leve?
Skulle vi ikke i stedet gå ind og erkende denne vor skyldighed over for alt, hvad der er levende, og som lever af det, der ikke længer er det? Skulle vi ikke gøre dette først, før vi puster os op i storhedsforestillinger om vor egen betydning, hvor vi mener os at sige noget væsentligt, blot fordi vi i vor dværgekløgt kan formulere ord, som vi kalder begreber?
Og kan vi ikke tillige undres over den storladne sammenhæng med alt andet, som lever, og som får den del af vore livsprocesser, som vi kalder vore tanker, til at fantasere om vore egne tanker som en del af en langt mere omfattende proces? Får os til at opleve os selv som et mønster, der er vævet ind i det store mønster af universets dynamik. Vævet ind i universets tværforbundne netværk, hvor ingen del er mere oprindelig end nogen anden del.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
