|
1
registreret
(1 usynlig),
48
gæster og
145
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: EN HELT NY RELIGION?
|
Hej Arne Thomsen,
jeg vil tage din udfordring op, med hensyn til ” om der er andre, der har lyst at deltage”.
En kosmisk religion har to helt klare svagheder og mangler, personlighedsmysteriet er ikke berørt eller forklaret; hvem vi er og hvem vi kan blive, nyskabelsen, vores vorden (personlighedsdannelsen og karakterdannelsen og udviklingen); det andet der ikke bliver berørt og forklaret er at mennesket er et historisk væsen, igen et vordende væsen (mennesket er ikke noget, men bliver noget takket være dets historiske selvbevidsthed, individuelle (Freud) såvel som kollektive (Marx) historiske selvbevidsthed) nok mere end det er et kosmisk væsen (alene et være væsen). Vesten valgte den historiske vej (historiens mening og mål) og den individuelle vej, vores vorden og bliven til, og østen valgte harmoni og væren, det kosmiske, som også grækerne var mest optaget af. I den sammenhæng vil jeg sige at det er en ting at være en person og noget helt andet at vorder en person. Den jødiske sans for historien mere end det kosmiske, går takket være Paulus over i vestens kulturhistorie.
Læser i Bjarne Lentz, ”Paul Tillich” (105 – 106) følgende:
Ser vi nærmere på den første af polariteterne, individualisation – participation, fremgår det tydeligt, at symbolet ”personlig Gud” er uundværligt for Tillich, fordi mennesket kun kan have et eksistentielt forhold til noget personligt, noget individuelt. Kun en person kan overvinde vor ensomhed, angst og fortvivlelse. Udtrykket ”personlig Gud” betyder imidlertid ikke, at Gud er en person (a person), men han er heller ikke mindre end personlig. I sin diskussion med Einstein om det personlige gudsbegreb forsvarer Tillich sin opfattelse af Gud som person på en sådan måde, at beskyldningen mod ham for panteisme viser sig grundløs, hvis panteisme forstås ud fra indiske eller spinozistiske forudsætninger. Værens dyb kan, hævder Tillich her, ikke symboliseres med noget, der ligger under personplanet. Det guddommelige er et ”Han” lige så meget, som det er et ”Det”, eller rettere, det transcenderer begge. Hvis personsymbolet udelades, transformerer ”Det”-elementet det guddommelige til noget lavere end det personlige, som det er tilfældet i panteismen, for eksempel i en spinozistisk version som Einsteins. Nej, Gud er tværtimod grunden i alt personligt. Væren inkluderer personlig væren. Gud bærer personligheds ontologiske magt i sig. Den Gud, som er en person, transcenderes af den Gud, som er det ”personlige-selv” (Personal-Itself).
Trods sin afvisning af Einsteins kritik af det personlige gudsbegreb, er Tillich klar over, at udtrykket personlig Gud er et forvirrende symbol, for så vidt det kan komme til at antyde tanken om et højeste væsen, der er hævet over verden – altså det teistiske gudsbegreb. Gud er ikke på supranaturalistisk vis ”hævet over verden”, men participerer i alt liv som dets grund og formål. Dette må ikke forstås således, at Gud kommende ”udefra” participerer temporalt og rumligt i en fra ham adskilt verden. Citater slut.
Ud fra nogle af Einsteins artikler er der også noget der tyder på at han er tilhænger af en spinozistisk form for panteisme.
While it is true that scientific results are entirely independent from religious or moral considerations, those individuals to whom we owe the great creative achievements of science were all of them imbued with the truly religious conviction that this universe of ours is something perfect and susceptible to the rational striving for knowledge. If this conviction had not been a strongly emotional one and if those searching for knowledge had not been inspired by Spinoza's Amor Dei Intellectualis, they wouid hardly have been capable of that untiring devotion which alone enables man to attain his greatest achievements. (Religion and Science: Irreconcilable?)
4 relevante artikler findes her:
http://www.sacred-texts.com/aor/einstein/einsci.htm#TOP
Resten er vist primært guf for os ”hard core” kristne (men det er stadig en kritik af de kosmiske religiøse forestillinger):
”Det –religiøsitet” det kosmiske; også Gud som energi (hvor ”hvad vi er” og ”hvad der er” overgår ”hvem vi er” og ”Ham/Hende der er” som mulighed, altså vores vorden (nyskabelsen og personlighedsdannelsen, dette at vorde, blive noget, frem for at være noget)) og Einsteins panteisme a la Spinoza, stiller jeg mig som kristen skeptisk og kritisk overfor. Da kristendom jo bygger på menneskers personlige møde med Kristus (1)* (se nederst), Guds nedstigen i tiden og det værendes verden, altså i historien. Hvor det Billede vi er skabte i, træder ind i tiden, i historien (menneskehedens historie som vores egen personlige individuelle historie) og danner os, skaber os, vinder skikkelse i os. Kristus som Bild, hvor vores iklædning Kristus, Kristus der vinder skikkelse i os, bliver dannelsen, personlighedsdannelsen, vores ”Bildung”.
”Det –religiøsitet” fører os ofte bag lys og billede/ansigt (er ofte ansigtsløs og ubevidst), ”Det” fører os bag om personplanet, vores personlige erfaringer og liv. Det er et krav til kristendommen at personplanet er inkluderet, personligt individuelt liv og erfaringer, kristendom må ikke ligger under personplanet, ja, kan ikke ligger under personplanet da det er givet i med og ved Kristus; i, ved og med personen Jesus af Nazareth (korsfæstede historiske person). Sådan skabes Gesichte (personhistorie, vores personlige individuelle historie og liv/skæbne); der så igen skaber historie, menneskehedens historie (verdenshistorie). Kristi gesichte (det konkrete menneske der viser sig at være båret af Guds ånd, Ånden, i et og alt han foretog sig, hvilket vi udtrykker ved at kalde ham for Guds søn); skaber verdenshistorie, hvilket er en kendsgerning vi må bøje os for (uanset om vi kan lide det eller ej, uanset om vi tænker på det som fup og humbug, så er det fakta, historien har talt).
Gesichte, den historie/skæbne der knytter sig til vores Eigenwelt; Historie, den historie der knytter sig til Mitwelt, vores fælles verden. Disse to planer er sammenfiltret, da vi jo fødes ind i en sproglig historisk kontekst, hvor vi på samme tid dog er individer, personligheder, med vores egen historie, Eigenwelt; hvor nogle individer (Eigenwelt der påvirker Mitwelt) formår at påvirke historiens gang i særlig grad, især jøderne (Jesus; Paulus; Marx; Freud, Einstein for blot at nævne nogle få).
En sproguafhængig og Bildungsløs bevidsthedstilstand, en mystisk ”Det” religiøs bevidsthedstilstand (ordløs og meningsløs; mørk og upersonlig/ansigtsløs/billedløs bevidsthedstilstand) er det mest frygtelige vi mennesker kan udsætte os selv for, men stærke regressive kræfter får os til at lege med disse forhold, og utallige hjælpemidler tages i brug i den sammenhæng, tænker her især på stoffer (nydelsesmidler) og kemikalier (medicin). At beskæftige sig med universet, kosmos, på en ikke mystisk og sober måde, trækker for meget på følelsen af beundring og forundring, og det foregår tavst, uden tiltale og kald. I den sammenhæng er det vigtigt at bringe Ordet (kaldet og tiltalen) fra Gud, Kristus, ind i menneskers liv igen (hvilket også er at bringe Meningen (og tænkningen) ind i folks liv igen), det guds ord, der kalder på det der ikke er til, så det bliver til. Kristendommen beskæftiger sig med det dionysiske, men ikke i blind form eller udenom ord og tænkning, forstanden (den ekstatiske fornuft sprænger og ødelægger ikke fornuften, se Paulus 1 Kor 14 og Ef 3). Fornuften er kun en del af menneskets natur. Mennesket er ikke på græsk vis identisk med dets fornuft; Sønnen (det nye) og Faderen (det gamle, det der er) og bevidstheden/Helligånden (Selvet) er højere end fornuften.
Igen med hensyn til Paulus: Troen er en ekstatisk form for erkendelse, i hvilken mennesket stiller sig uden for sig selv, uden dog at ophøre med at være sig selv. Mennesket ophører ikke med at være fornuftsvæsen, men fornuften drives, når den i troen gribes af det ubetingede (Tillich), ud over sig selv og bliver ekstatisk fornuft (se fx Ef 3). I åbenbaringserfaringen smelter tro og fornuft sammen til en enhed, forskellen mellem subjekt og objekt forsvinder (Berdyaev). Den ny virkelighed med Kristus i Gud ved Ånden, er liv, men ikke genstand, hvorfor Gud kun erkendes gennem erfaringen af den Guddommelige virkelighed selv, som er liv. Og vi er her ude over genstandsbevidstheden (subjekt objekt spaltningen (syndefaldet)), hvorfor der intet er at tro på, kun liv at erkende og leve (Berdyaev).
(1)*:
Nemlig er tro noget eksistentielt der omfatter hele menneskets eksistens, det kognitive, det emotionelle og viljeslivet. Det er individet der gribes af Kristus i troen og på ekstatisk vis magter at træde ud af sin egen selvtilstrækkelighed/relationsløshed og isolation; altså syndighed.
Selve den umiddelbare erkendelse af at være forvandlet og grebet af tro, tro på begivenheden Kristus, er altafgørende: hvor Kristus der er bærer af Ånden kommunikerer sig selv ind i vort liv, ved Ordet, så at vi ikke lever noget Kristenliv, men Kristus lever i os; hvorved vores gamle syndige relationsløse virkelighed bliver overvundet i kraft af denne virkelige Kristus-begivenhed i vores personlige liv. Historisk kritik vil aldrig kunne rokke ved dette forhold, hvor Kirke er Christus Praesens, den ny virkelighed med Gud i Kristus, der er karakteriseret ved at Kristus bærer ånden ind i vores liv ved Ordet, sit ord, på konkret legemliggjort/skikkelig historisk vis.
Heller ikke for Kirkegaard er kristendommen en lære, noget abstrakt, men en person: Jesus Kristus; dette at finde en person i stedet for en lære, noget individuelt i stedet for noget universelt, hvilket jo dog er forargeligt, at et Menneske skulle have den realitet: som enkelt menneske at være lige overfor Gud og at Gud bekymrer sig om vores synd:
fortvivlelse (åndløshed) (Kirkegaard); relationsløshed (Jüngel) (og så videre, alt efter hvordan synden opfattes: fremmedgjorthed (kollektiv symptomdannelse/neurose (hukommelsestab og dermed bevidsthedstab (ingen eller svækket klassebevidsthed)) (Hegel og Marx); ikke væren (Tillich); uegentlighed (ontologisk glemsel) (Heidegger); fortrængninger og individuel symptomdannelse/neurose (hukommelsestab og dermed bevidsthedstab (jeg svækkelse)) (Freud)).
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
alle mine indlæg er skrevet for at vise at der er et alternativ, og dette mit indlæg skal vise at der er et alternativ til en eventuel kosmisk religion.
|
|
|
|
