|
0
registrerede
49
gæster og
327
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: HOLDER RELATIVITSTETEORIEN?
|
Kære Ipso Facto.
Som blot en lægmand, der interesserer sig for teoretisk fysik, har jeg nok ikke så meget at bidrage med, men du får det lidet, som jeg har. Måske kan andre korrigere og/eller supplere.
Jeg vil tage udgangspunkt i, at vi ikke kan vide noget om, hvordan universet er ’i virkeligheden’. Vi kan kun fortolke de foreliggende fænomener, som vi registrerer dem eksempelvis gennem sofistikerede måleapparater, og så beslutte os for, hvad vi mener at kunne ’sige’ derom. Og som regel udtrykt i en matematisk formalisme.
Et eksempel på, at vi kan sige, at relativitetsteorien har noget for sig, er planeten Merkurs peri- og apheldrejninger. Perihelet er det punkt, hvor Merkur er tættest på solen, og aphelet er punktet, hvor den har den største afstand.
Disse to punkter flytter sig på en måde, der ikke lod sig forklare ved hjælp af Newton’s matematik, men tingene faldt på plads, da man brugte Einstein’s ligninger for krumningen af rumtidskontinuet i solens gravitatonsfelt.
Et andet indicium for relativitetsteoriens anvendelighed er målinger af fiksstjerners position under totale solformørkelser. Her bliver fiksstjerner, der ellers skulle være skjult af solen, synlige. Dette skyldes, at deres lys passerer igennem solens gravitationsfelt, hvor rumtidskontinuet er krummet. Dette er tillige en demonstration af, at den euklidske geometri er utilstrækkelig ude i rummet.
Et tredje indicium er de såkaldte ’gravitationslinser’. Fjerntliggende kvasarer kan for eksempel ses mere en ét sted, når man retter de store teleskoper mod dem. Dette forklares med, at der ligger en kæmpegalakse på lysets vej imod os, så det passerer igennem et krummet felt. Derfor ser vi kvasaren mere end ét sted, og at de to eller flere billeder er identiske, kan kontrolleres gennem spektralanalyse.
Et fjerde indicium er dobbelt-elektronstjerner, der kredser om hinanden. De skal ifølge Einstein’s ligninger tabe masse, der jo er ækvivalent med energi. Derfor skal deres rotationtid langsomt ændres, og denne effekt har man faktisk kunnet måle. Dette fænomén anses af nogle fysikere for at være det bedste indicium for, at relativitetsteorien holder vand.
Spørgsmålet om, hvorvidt relativitetsteorien er forenelig med kvanteteorien, har jeg ikke noget bud på. Imidlertid har Penrose og Hawking beskæftiget sig med med muligheden af, at de begge kan være i spil samtidigt i forbindelse med sorte huller. Et sort hul har en såkaldt ’begivenhedshorisont’, inden for hvilken intet kan undvige, uanset hvor stor hastigheden er. Ikke engang lys kan undslippe.
Ifølge kvanteteorien eksisterer tomt rum ikke, idet der altid vil være vacuum-fluktuationer, hvor virtuelle partikler opstår i par, hvorefter de annihilerer hinanden inden for den minimale tidsgrænse, som ubestemthedsrelationen sætter. På begivenhedshorisonten kan den ene af disse partikler falde ind i det sorte hul, medens den anden undviger, så der skulle kunne detekteres stråling fra det sorte huls begivenhedshorisont.
Hvis det sorte hul er meget lille, vil denne effekt kunne få det sorte hul til at ende sine dage i en kraftig eksplosion. Derfor leder man efter kraftige glimt af gammastråling, der kunne bekræfte teorien om samspillet mellem kvanteteorien og relativitetsteorien. Om den seneste forskning på området, véd jeg intet. Men muligvis kunne andre sige noget mere præcist herom.
Dette var, hvad jeg kunne bidrage med, og hvis blot læserens forvirring er rykket op på et lidt højere plan, er hensigten sket fyldest.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
