|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Mennesket og verden
|
Hej Tikka.
Jeg er ikke i tvivl om, at både Moses' folk og kristendommens folk gør deres yderste for at nå sandheden om alt - og det respekterer jeg naturligvis.
Dét der overraskede mig, var - når jeg søger at udtrykke min oplevelse af "det guddommeliges væren i alt" - at jeg ikke kan komme længere end til: Er - ja, jeg er tillige ikke godt tilpas med udtrykket "det guddommelige" - oplever det som for fladt og for respektløst.
Hvordan denne lukkethed om kristendommens og jødedommens Gud's væren ved den brændende tornebusk skal forstås, ved jeg ikke - ej heller Bjergprædikenens saligprisning af "de fattige i ånden", men pudsigt for mig er det, at det netop er sådan, jeg føler mig i oplevelsen af "det guddommeliges" væren i alt 
Og al sådan snak, som jeg kommer med her, passer jo ikke ind i kristendommens faste rammer.
Ikke desto mindre er kristendommens "spontane suveræne livsytring" - som nogle kristne kalder den barmhjertige samaritaners næstekærlige handling - noget, som jeg også mærker inspiration til - ikke alene overfor medmennesker, men også overfor alt andet værende.
Så helt kort:
Jeg oplever, at der er noget der er - uanset at jeg føler mig "fattig i ånden" - og som motiverer mig til altomfattende kærlighed.
Kættersk tale indenfor kristendommen?
Ja - sikkert.
Men jeg vil ikke lyve
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed  
|
|
|
|
