|
0
registrerede
41
gæster og
254
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Mennesket og verden
|
Når jeg tænker på, hvor fantastisk og ufatteligt det er, at verden eksisterer, og hvor stadigt mere af den, vi mennesker lykkes med at opfatte, så kan jeg ikke finde et bedre ord for det end: Guddommeligt.
For ordet, begrebet, Gud er jo dét, vi mennesker har brugt i tusinder af år, når vi søger at fatte det ufattelige: Verdens væren.
Her er der så to ting, jeg synes, der springer i øjnene.
Det ene er, at vi mennesker gør os mere betydningsfulde, end vi faktisk er - her på en planet - i et solsystem - i en galakse - i et univers. For kosmologisk set er vi jo faktisk ubetydelige.
Det andet er, at vi forestiller os Gud, som verdens skaber, som almægtig og som god - underforstået ved os mennesker.
Men så er der jo det problem, at verden - set med vore øjne - slet ikke alene er god - tværtimod - der er masser af ondskab (kalder vi det) som vi så anklager "en falden engel": Satan for.
Men hvis Gud er almægtig, er Satan vel skabt af Gud.
Det forsøger man sig så med en række mere eller mindre spidsfindige forklaringer på, som jeg ikke finder overbevisende.
Det er så her, jeg tror, vores billede af det guddommelige er for primitivt, når vi forestiller os en menneskelignende god og almægtig person.
Dét, jeg tror, er, at jeg, som menneske - uanset min ubetydelighed - har grund til at være taknemmelig over, at være en del af "skaberværket" (skabt eller evigt): det guddommelige - en inspiration til aktiv altomfattende kærlighed - i stedet for et hav af teologiske spekulationer.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed  
|
|
|
|
