|
0
registrerede
52
gæster og
228
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: VÆREN - IKKE-VÆREN
|
O, den lægprædikant's "verdens væren" - hvor denne "verden" så end måtte være gemt, hist et sted udenfor sproget, ja måske på Wikipedia? ;)
For lægprædikanten, der tydeligvis mener (men nok rettere forlæste sig på Wikipedia endnu engang), at ha’ gennemgået en slags ”personlig udvikling” der så afgørende gav ham muligheden for at træde i berøring med ”sandheden” – og hermed tænker han på en ’subjektiv sandhed’, altså uden sandsynliggørelse, for blot at legitimere hvad han føøler er sandt – ku’ nogen jo med rette spørge, hvori denne ”personlig udvikling” da består, som noget af interesse for verden omkring ham?
Har han fx mødt sin gud, i kraft af hypnotisk at ha’ stirret sig blind på sit kristusikon? Eller, fik han mon endelig kigget i Heideggers Væren og Tid? Eller forventer han stadigvæk bare at ordet ’sandhed’ må træde ud af sproget for at tilfredsstille hans følerier for ord som ’væren’ – hvis indhold det ikke er så let for ham at udrede, som andet end genstanden for disse herlige følerier?
Eller forstår han mon omsider, hvorfor ordet ’væren’ med al sandsynlighed blot er en substantiveret infinitiv, uden anden indholdsmæssig betydning, end hvad hans (overnaturlige) tro nu engang tilretteviser ham?
Efter mere end 12 år, formår han stadigvæk ikke at udrede hvad det ér for en referent han tilskikker begrebet ’væren’, hvormed denne ”væren” blot falder tilbage i sproget, uden nogen som helst betydning for den verden han kastede begrebet ud på.
At bygge klodser med ord er vist en livslang hobby, som vi dengang så det med ”verdens væren”, der bare betød at den der spørger til genstanden for denne ”væren” som lægprædikanten snakkede om at ha’ oplevet, selv ka’ få lov til at lede hvor som helst i verden efter genstanden for denne guds-oplevelse.
Den slags var heller intet nyt i at se dengang, og samme "metode" bruger masser af børn jo også idag, når de ikke kan forklare hvad det ér de mener, for da sir de: fordi!…bare fordi, og siger egentlig dermed: basta! ;)
Dette interesserer dog stadigvæk ikke lægprædikanten det allermindste, ligesom det heller ikke synes at interessere ham, at Martin Heidegger – hvis grundforudsætning dog var Kierkegaard – hverken ledte efter guder eller ønskede at forkludre sproget. Og det var bestemt heller ikke sådan fat med Martin Heidegger, at han ikke mente der fandtes noget alment sandt. Rettere synes det vist blot at være lægprædikanten der mener, at man med størst mulig sproglig forkludring og mystifikation, skaber lidt bedre plads til guden, et forsøg på at uafhængiggøre guden fra sproget – og når man nu ér så glad i at bytte rundt på begrebers referencer og deres betydning, eller ret og slet anvender begreber der slet ingen har, tja, så ka’ man vel også tilskrive sine egne små fatamorgana-oplevelser en lille subjektiv sandhed der tilmed passer til læseoplevelser om Martin Heidegger på Wikipedia, nu det er følerierne der ska' viser ret på vej, ikke sandt? ;)
Med så megen sproglig unøjagtighed, er lægprædikantens ”personlige udvikling” m.a.o. sparket tilbage til start, ligesom guden - og her nytter det ikke at snakke om følerier for noget man synes er smukt, idet også dette blir forkludring. Hvad lægprædikanten søgte var jo, at løsrive ordet ’sandhed’ fra sproget, hvilket selvfølgelig ikke lykkedes, og det er vel ingen skam i bibelsk betydning, men det ser nu stadig lidt fjoget ud, sprogligt set, ikke at kunne se og beskrive sin hjertens kær for sig og de der interesseret spør' til vidunderbassen - ja, hvor er den mon gemt? ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
