Det betyder, at asatroen ikke har præster eller religiøse overhoveder.
Og når jeg tillige læser her om, hvordan vi blev kristne:
Citat:
Harald Blåtand (ca. 911 – ca. 986), skrev stolt på den store jellingsten, at han gjorde danerne kristne. I 960’erne lod han sig døbe af den frisiske munk Poppo, og dermed gjorde han kristendommen til statsreligion i sit rige. Kristendommens historie i Danmark begyndte dog længe før; i 8. århundrede hører vi om de første missionsforsøg, men de første kontakter mellem daner og kristne fandt ganske sikkert sted allerede før det vestromerske rige kollaps.[2] Men processen begyndte som nævnt længe før denne formelle overgang til kristendommen; fra omkring 700 e.v.t. begyndte handelsfolk og krigere i stort tal at rejse over havet, hvor de mødte den kristne kultur, samtidigt ekspanderede den kristne verden mod nord. I begyndelsen var kristendommen et fænomen blandt overklassen og fungerede i lang som et supplement til den traditionelle, nordiske religion. I 960’erne var kristendommens position i Danmark blevet så stærk, at kongen officielt kunne erklære sig selv for omvendt til kristendommen og dermed sit kongerige for kristent, men den gamle religion blev længe dyrket ved siden af den nye. Først i 12. og 13. århundrede bliver den kristne kirke et folkeligt kultfællesskab og den traditionelle religion marginaliseret så meget, at Danmark kan siges at være blevet fuldkommen kristent.
så får jeg det indtryk, at den enkeltes personlige og frie forhold til det guddommelige blev erstattet af en stærkt autoritær form for religiøsitet med et magtfuldt - og stadigt rigere - præsteskab.
Jeg kender kun meget lidt til Asatroens mundtligt overleverede myter, der efterhånden blev skrevet ned, og mit kendskab til kristendommens tilsvarende myter er også begrænset, men mon ikke det er rigtigt, at kærligheden er kristendommens "juvel i lotusblomsten".
Dén siger mig noget - og det går Asatroens trosfrihed også
