|
1
registreret
(1 usynlig),
661
gæster og
257
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: VÆREN - IKKE-VÆREN
|
Hej Hanskrist.
Du skriver:
Det siger sig selv at buddhismens "no self" lære passer ind i 68 oprøret og tidsånden, hvor der var en selvforkastelse uden lige, og at ryge, drikke og syre og feste sig selv ihjel blev dyrket intenst (det er iøvrigt også her vi finder simons Sam Harris (straks jeg hørte mandens argumentation genkendte jeg stofmisbrug og no self læren)). Og uhyggeligt mange er gået til grunde i stoffer lige siden, og det er forsat lige siden med uformindsket styrke ikke mindst i usa.
Arne har alle årene haft samme tendens til at opløse sig selv. Men forløsning, at komme løs og fri af sig selv, i en vestlig kontekst, betyder ikke at man mister sig selv eller går i opløsning. Der er intet tab af individualitet og ego-self i den kristne paulinske gudsmystisk der er KristusMystik.
og arne og gerth og jmp/michael gjorde det af andre grunde, simpelthen pga at de ikke forstår kristendommens spiritualitet
Du har ret i, at jeg var ret begejstret for ungdomsoprørets forsøg på at skabe ny livskvalitet. Som ryger prøvede jeg også at ryge hash - om lørdagen, så jeg kunne være ædru mandag morgen - og jeg glædede mig over den bevidsthedsudvidende effekt. Især husker jeg, at der var meget fra min barndom, som nu kom frem i lyset igen.
Alt det lagde jeg bag mig, da jeg var ca. 50 år (Jeg er 86 nu).
Jeg har også gået i gruppe-psykoterapi - faktisk i tre år - hvor jeg lærte mig selv meget bedre at kende - og senere - i mødet med den græske kristendom - oplevede jeg, hvordan det er at føle sig elsket.
Det, at en kristendom, der er fremmed for os danskere indeholdt noget, der var godt for mig, det gjorde, at jeg nu langt mere fordomsfrit kunne se på alle mulige religioner og spirituelle forekomster.
Jeg blev klar over de mange forskellige dogmers forfærdelige synderegister, men jeg fandt også spirituelle inspirationer, såsom sufien Rumi's ord om verden, som "et tegn på sandhedens mirakel" og buddhismens ord om lidelse, årsagen til lidelse og vejen ud af lidelse.
Jeg har jo så også mødt dine ord om din paulinske Kristus-mystik, og det vakte min interesse.
Desværre må jeg erkende, at du ikke er i stand til at forklare dig, så jeg har mulighed for at forstå dig - uanset hvor mange egne udtryk, citater og henvisninger, du kommer med.
For mig er det et forsøg på at forklare noget ukendt med noget andet ukendt.
At du så tillige forekommer at være ret så arrogant over dem, der ikke tilslutter sig din kristendom, det øger - i mine øjne - ikke din troværdighed.
Jeg er faldet til ro i Rumi's verdenssyn og i den helt rene altomfattende kærlighed fra Kristus, men jeg mangler at forholde mig til min egen død.
Rent fysisk ved jeg jo godt, at min bevidsthed og alt andet i mit sind forsvinder, når der ikke længere kommer næring til mine hjerneceller, ligsom resten af mig går i opløsning.
Men hvordan kan jeg forlige mig med det?
De mange dogmer om "efter døden" forekommer mig at være "åndelige sutteklude" - i visse tilfælde dog direkte helvedes-trusler, som blev en god forretning for det romers-katolske præsteskab - i modsætning til det logiske perspektiv: fuldstændig forsvinden - ikke-væren - ét med universet.
For de fleste af os er døden jo nok tabu - uha, det vil vi ikke tænke på - men jo et tabu, der før eller siden indhenter os.
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
