|
1
registreret
(1 usynlig),
617
gæster og
608
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: VÆREN - IKKE-VÆREN
|
Homo sapiens
Vores art: Homo sapiens – det tænkende menneske – har eksisteret her på kloden i mindst 500.000 år
Vi lever af at trække vejret, af at drikke vand – og af at æde andre levende væsener – planter fisk, dyr.
Vi befinder os sidst i en fødekæde, som f.eks. også store rovdyr gør det.
I økologien – det kan vel kaldes ”læren om de levende arters trivsel” – er det almen viden, at de enkelte arter ”udfylder deres niche”, udnytter deres trivselsmuligheder der, hvor de er, indtil der ikke er plads til flere – og er der flere, så dør de, der er for mange.
Det gælder også vores art, Homo sapiens. Var der for mange, blev nogle af de nyfødte "sat ud".
men for os mennesker er der jo sket det, at vi har magtet at øge vore trivselsmuligheder ved at ”gøre vores niche større”.
For vi behøver ikke længere at nøjes med at leve som samlere og jægere. Det skyldes, at vi bogstavelig talt har voldtaget vores niche, har underlagt os områder af naturen til at tjene os, dyrket jorden – ryddet den, sået og høstet – oprettet slavehære af levende planter, som vi regelmæssigt slår ihjel og selv æder eller giver til dyr, vi holder som slaver: vore husdyr – inden vi til sidst selv æder dem.
På den måde er vi mennesker vokset i antal til foreløbig 7-8 milliarder, og vi bliver stadig flere.
Hertil kommer, at vi mennesker fandt ud af at beherske ilden samt at hente fossilt brændsel op af jorden og brænde det af – med det resultat, at vi har fået enorme kræfter, men også at vi har forgiftet vor egen - og alle andres - niche: hele klodens klima.
Jeg synes, vi mennesker har grund til at være stolte af de store evner, vi har udviklet, men vore evner til at overskue effekten af vores stolte adfærd – overfor andre levende væsener – og overfor kloden – halter desværre frygteligt meget bagefter.
Det sidste begynder så småt at dæmre iblandt os, men vi er jo end ikke begyndt at tænke over, hvor mange af vores art, vi bør være her på kloden, eller på hvordan vi må opføre os for at genoprette dén globale økologiske balance, der var, da vi blot var samlere og jægere, men som vi jo siden har væltet.
Vi har ellers intelligens nok – og midler nok – til at styre vores globale antal – og til at styre vores økologiske fodaftryk.
Kan planter føle smerte?
Jeg har ikke et svar – det er der vist ingen, der har, men at planter er levende væsener, som endda kan kommunikere med hinanden, det synes at være klart.
Kan fisk føle smerte?
Her er vi nok i nogenlunde samme situation.
Er det noget vi ta’r hensyn til? Nej!
Burde vi? Ja, det tror jeg.
Bør vi tænkende mennesker overveje vores situation – med så megen magt – her i verdens væren på denne klode – og have lidt ydmyghed for denne væren? Jo, det synes jeg.
Vi har to reguleringsmuligheder: Vores antal og vores samlede forbrug af ressourcer.
Så kunne vi mon ikke – som den første af alle levende arter – af egen vilje - begrænse vores samlede antal her på kloden (Kina kunne!)?
Og kunne vi mon ikke finde frem til, hvor meget vi mennesker hver især kan tillade sig at svine?
Selvfølgelig kan vi det – med de store evner vi har – hvis blot vi vil.
Og måske vi kunne få en lykkeligere tilværelse, hvis vi var mere opmærksomme på andre kvaliteter i tilværelsen end alene materielt forbrug.
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
