|
2
registrerede somo
,(1 usynlig),
426
gæster og
44
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: VÆREN - IKKE-VÆREN
|
Morn’ ABC..
Verden er hverken ond eller god, det onde og det gode beskriver menneskelige adfærdsformer, og ikke kampe mellem ”metafysiske kræfter”..;).
Fra menneskene trådte ned fra træerne og vandrede udover stepperne og dér så sit spejlbillede i dammen (og sikkert lidt før), har man indbildt sig forskelligt om sig selv og den omkringværende verden. I kraft af sprogudvikling, hukommelse og evne til prædiktion udviklede små nomade- og stammesamfund bedre værktøjer og derfor overlevelsesbetingelser. Med voksende erfaring og fantasi skabtes med tiden nuancerede bosamfund og kulturer, hvor indbyrdes og rivaliserende magtkampe mellem enevoldsherskere medvirkede til udvikling af værdisyn med leveregler, myndighed og livssynsanskuelser med et hav af guder, præsteskaber og ritualer med ofringer mod håb om bedre afgrøde, bedre handel osv.osv. En lang indviklet rejse i menneskeslægtens historie, lige fra kunsten at lære at brødføde på naturlige ressourcer tæt på dyrelivet til multikulturelle plasticuniverser påført alle, med billeder af natur på mælkekartonen eller kultiveret på parceller og i vindueskarme 2-3 grader over normalen.
Nogle af menneskets første tegninger er omk. 20000 år gamle og findes i hulerne ved Lascaux, selve skrivekunstens historie (der hænger nøje sammen med menneskeslægtens) tog sin begyndelse i Mesopotamien, hvor sumererne og akkaderne for små 6000 år siden holdt styr på udgifterne på lertavler, i virkeligheden en opregning af kornsække og kreaturer, m.a.o. landbrugsregnskaber, egentlig en kassebeholdning. Sprogudviklingen fra piktogrammet til sammenhængende textformer i denne ende af tidslinien, med microprocessorer og e-bøger (der ikke støver som bøger) i hjem der mere ligner udstillingslokaler, er sammenlignet med tiden evolution tar som et fnug i vinden; eller med tanke på de tidshorisonter hvori universers knopskydninger sker, mens man et sted på en havebænk sidder og taler om livet der er så kort trods mens tiden føles så lang, er jo det rene nonsens og minder til sammenligning om irritationen over frk. Jensen der for anden gang kommer 2 min for sent på arbejde.
Endnu morsommere ka’ troendes gudesnak forekomme én, særlig dem der føøler universets guddommelige kærlighed omkring sig, alt imens de med voksende forurettelse over spørgsmål gemmer guden fra evidenskrav mens de i stigende grad kræver respekt for deres følelser.
I virkeligheden er det ikke så forfærdelig længe siden mennesket indtog stepperne, så selvfølgelig findes der mennesker der tror de selv får merværdi ved at forstille sig som resultatet af guddommelig indgriben. Der findes sågar mennesker der indbilder sig at verden omkring dem opstod for omk. 6000 år siden, ligesom der findes mennesker der bruger levetiden på at reklamere for Scientologys fantastiske tilbud. Du kan med fordel føje reinkarnation til livssynssupermarkedets tilbud, der præcis som lægprædikantens ”verdensbillede” med tilhørende gud i det gemte, blot handler om at tilføre naturen den moral og etik man godt kan lide, fordi man slet ikke kan tænke derudover.
Men livet, naturen og universet omkring os er ren og skær materialisme, samt ufattelige dimensioner af tomrum der desværre ikke forholder sig til om du er her eller ej – slukkes lyset, registreres det hverken i naturen eller i universet, og det er rent faktisk dét du og trosfæller påstår! Kun slægtninge og venner i det sociale miljø vil registrere tabet og reagere med sorg derpå. Det betyder jo ikke at man ikke kan tro en masse, og forestille sig en masse kærlighed der rumsterer rundt i et ukendt og meget møstisk univers (og hvor sku’ den slags ellers rumstere?). Men en sådan forestilling viser noget om mennesket og dets tanker, og altså ikke meget om en møstisk rumlen eller ukendte universer!
På samme måde viser tankemodeller om guder proppet ned i videnshuller og cirkulation af moral i reinkarnationsmodeller en masse om menneskelige behov for tryghed, men er på ingen måde en sandsynlig forklaring på en observerbar naturs virkemåde. Den materialistiske model indebærer blot en virkelighedsopfattelse hvor verden kan forklares udfra det fysisk observerbare, altså en forklaring du kan teste på naturen for sproglig validitet, fordi pointen nu engang er at skabe viden og ikke at tro en masse om noget man godt kan lide, eller bedre sagt:
"In a universe of electrons and selfish genes, blind physical forces and
genetic replication, some people are going to get hurt, other people are
going to get lucky, and you won't find any rhyme or reason in it, nor any
justice. The universe that we observe has precisely the properties we should
expect if there is, at bottom, no design, no purpose, no evil, no good,
nothing but pitiless indifference."
- Richard Dawkins God's Utility Function, Scientific American, Nov. 1995.
Det eneste bemærkelsesværdige ved det religiøse fællesskab er, at det jo er et fællesskab som beror på og tilbeder en fællesværdi udenfor sig (en gud), en værdi (af indbyrdes symbolforhold) man indbilder sig forklarer noget existentielt og hvorigennem man sætter sit liv i værdi, alt imens man til dagligt er tvunget til at tage udgangspunkt i den reale virkelighed og i ’det enkelte menneske’, hvad hvert menneske er i stand til at føle for hverandre, ligesom det også er her skyldsspørgsmål og ansvarsfølelse får betydning. Man kan spørge sig selv, hvorfor mennesker og den fysiske verden ikke rækker som værdigrundlag, hvorfor medmennesker og sociale fællesværdier (fx samfundet), ikke er den troende nær nok som livsindhold, og hvorfor den troende ikke mener at skylde det omkringværende sociale samfund både sit tilhørsforhold og sit livsindhold, men altså i stedet vælger at skyldiggøre sig overfor en indbildning om ”noget” (et tankebillede, en konstruktion) udenfor både sig og fællesskabet?
Svaret er ganske ligetil: kun ved indbildningskraften kan man tilskrive døden betydning som en overgangsfase til et nyt liv. Og det spiller ingen rolle om man holder af kristus eller af reinkarnation, pointen er den samme, man søger at omgå det faktum at man skal dø.
Det vigtige her er ikke at vi kan være bange for at dø, og at det er smertefuldt at miste dem vi elsker. Nej, det vigtige er, at man ved at undvige erkendelsen af sin naturlig forgængelighed skaber den frygt for døden man derefter må opfinde løsningen på, og med en forestilling der faktisk kræver at du ser bort fra naturens måde at fungere på, og med dig selv som et naturligt menneske, og kun derfor må hæve mennesketanken ud af sit naturlige leje med fiksfakserier om ”ånden i naturen”. Ganske enkelt en projektion. Og det er jo ikke fordi mennesket ikke har vist sig i stand til at leve tæt på naturen og sin egen død, for det har det vist masser af gange, og mennesker viser sig jo dagligt som kloge og eftertænksomme væsner – hvilket for øvrigt minder mig om én af de romaner jeg måske holder mest af, i Ib Michaels vidunderlige tankeunivers, nemlig Rejsen Tilbage; måske du kender den. .
For den troende har det stor værdi, at døden er en overgang og for den der tror noget om reinkarnation, gerne til noget bedre. Naturen selv har dog ingen moral, for naturen er bare en udviklingsproces hvor bedste overlevelsesevner sikrer en arts videre beståen, som ikke er en moral! men: if you scratch my back, I’ll ride on yours!
Naturen er voldsom og mennesket er trods sin imponerende genpool et temmelig sart og udsat væsen, der skal ikke ret meget til før vi i kontakt med naturkræfterne blir alvorligt syge og bukker under. Det er gennem intelligent indretning af avancerede kulturformer at vi har fået arrangeret os for en på genernes vegne måske hensigtsmæssig måde. De har i hvert fald længe haft gode overlevelsesbetingelser, det er nu kun de allermindste ”rovdyr” (vira) der er vores og artens største trussel. Men vi skal egentlig ikke så forfærdelig langt tilbage i tiden før større dyrearter truede vores bestand, og en skæv mutation ku’ ligesåvel være opstået i dem som i os. Alt i alt er det jo ikke så underligt når mennesker fantaserer og tillægger naturen de meninger vi godt kan lide, da en meningsfuld natur jo hænger nøje sammen med vore ønsker og behov.
En ønskværdig natur ville ku’ tage hensyn til vore behov (den er jo trods alt vores egen kreation), et hensyn som den virkelige natur er fuldstændig ligeglad med, hvorfor det også er let at tillægge naturen ”onde” motiver og hensigter. Fremfor alt er en ønskværdig natur identisk med en meningsfyldt natur, og dvs. at en ønskværdig natur altid vil være let forståelig – det er trods alt de færreste kreationister der skaber ubegribelige naturforestillinger, der nok heller ikke ville ku’ bruges som optagelsesskema i MENSA.
Læg så mærke til, hvor ofte alene Trosfriheds troende taler om deres følelser. Det sker faktisk ustandselig, alt handler om hvad man føler for det ene og det andet, og deres følelsesliv er nærmest i en kategori helt for sig. Det er derfor ikke så mærkeligt de mener at der må tages særligt hensyn til dem – lægprædikanten har ligefrem omformuleret demokratiets trosfrihed til at være et politisk krav om respekt for religioners trosindhold, hvilket jo er vældig smart, idet han udover at ku’ skærme sin uerkendelige gud fra ubehagelige undersøgelser, samtidig ka’ kræve hensyn til sit sarte følelsesliv med loven i hånden..;)
Det var såmænd ikke meget anderledes tilbage i det gamle Grækenland, heller ikke dengang viste naturen særlig interesse for oppegående dyrearters følelser for gudetro – og hvad sker der, når nogen ikke tar hensyn til vores ophøjede følelser? Vi blir selvfølgelig sure som overtrætte børn, og vræler indtil nogen kærer sig og synes synd om os. Sådan var det også dengang, noget måtte derfor gøres ved denne ufølsomme natur, bæstet måtte definitivt omarrangeres og tilføres lidt ordenssans, og det var her i skriftsprogets begyndelse at guderne og heltene kom på banen!
En af de bedste til at fortælle historien er nu Otto Gelsted, hvorfor du igen må en tur på bib (hvor der jo også er kaffe og te) for dér at låne Græsk Drama, Guder og Helte, Den Græske Tanke samt verdens bedste krimi, Iliaden!
Men det vil du nok heller ikke fortryde, for denne fortællerkunstens mester er underholdende til det forrygende, og blir på møstiske vis aldeles levende igen.
Apropos døden, ka’ man i og med litteraturen skide den barske natur en lang march, den har måske heller ikke fortjent bedre, og i stedet hengive sig til smukke og meningsfulde tanker om livet både her og hinsides. Lige akkurat reinkarnationstanken ku’ vel nok få det til at løbe koldt nedad ryggen på en del historiske personligheder, ingen nævnt ingen glemt; mens jeg for mit eget vedk. næppe heller er sikker på avancement til meget andet end fugls føde, men så igen, at ligge dér og orme sig lidt foran sådan en smuk fjerpose af en sanglærke, blir vel så endnu en historie om at komme videre i systemet:
På bortten av tingen
Jag läste i tidningen att någon var död, någon
som jag kände till namnet.
Hon levde, som jag, skrev böcker, som jag, blev
gammel, och nu är hon död.
Tänk att nu vara död, och ha lämnat bakom sig
ångest, fasa och ensamhet, och den oförsonliga
skulden.
Men en stor rättvisa ligger gömd på botten av
tingen.
Alla har vi en nåd att vänta – en gåva som ingen
rövar.
- Karin Boye.
mvh & god dag..
Simon
|
|
|
|
