|
1
registreret Hanskrist
215
gæster og
25
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Selvet og Nu'et.
|
Hej Kristian, tak for dit indlæg som jeg har læst med interesse. Men du får lige følgende indlæg som en begrebsafklaring omkring jeget/egoet, førend jeg vil gå ind i en egentlig debat.
Du ved jeg så gerne vil holde fast i mit ego og mine jeg-funktioner, nu har jeg været inde på nogle af Jungs påpegninger i den sammenhæng (se mit indlæg: 04/04/2008 01:05), og nu vil jeg lige slutte af med nogle tanker omkring egoet fra selveste Freud og så Maslow der hentede inspiration fra Taoistiske og Zen Buddhistiske tænkere.
Når jeg taler om jeget, så er det blandt andet ud fra følgende definition af Freud:
Vi har dannet os forestillingen om en sammenhængende organisation af de sjælelige processer i en person, og vi kalder denne organisation for personens jeg. Til dette er bevidstheden knyttet (1)*. Det behersker adgangen til motiliteten, det vil sige til spændingernes udløsning i yderverdenen. Det er den sjælelige instans, som fører kontrol med alle sine egne partialprocesser, og som går til ro om natten, skønt den da stadigvæk håndhæver drømmecensuren. Fra dette jeg udgår også fortrængningerne, hvorigennem visse sjælelige tilbøjeligheder skal udelukkes, ikke blot fra bevidstheden, men også fra andre typer indflydelse og aktivitet. Det, der således er blevet elimineret gennem fortrængningen, stiller sig i analysen over for jeg’et, og analysen får til opgave at ophæve de modstande, som jeg’et ytrer mod at beskæftige sig med det fortrængte. (citat: Jeg’et og det’et, 1923).
(1)*: psykoanalysen kan ikke placere det psykiske væsen i bevidstheden, men må betragte bevidstheden som en kvalitet ved det psykiske, en kvalitet, der kan være til stede eller mangle ved siden af andre kvaliteter. (citat: Jeg’et og det’et, 1923).
Jeget, dette at bevare sin personlighed intakt og som værende i stand til at udvikle sig med alderen for at undgå stagnation (E. H. Erikson), kan vel betragtes som et stykke sisyfosarbejde men også en spændende udfordring der konstant bær lønnen i sig selv, og da især hvis man har de evner der gør at man formår at hjælpe næste generation på vej, børn og børnbørn, men i det hele taget at man er skabende og har noget positivt at bidrage med til det fællesmenneskelige projekt om at skabe gode sunde samfundsforhold der tilgodeser menneskers trivsel, lykke og behov for nye udfordringer/opgaver, hvor alle vore kræfter kan blive afprøvet, lige fra de fysiske til de mere komplekse intellektuelle og kunstneriske.
Den voldsomme kritik af egoet (2)* (se nederst siden), som vi hører overalt i vore dage, bryder jeg mig ikke om (hvilket nok ikke er gået hen over hovedet på nogen her på debatten). Men selvfølgelig er der grund til at være kritisk og på vagt overfor vores ego, hvilket jeg finder begrundet i følgende sagsforhold fra Freud:
Vi har i jeg’et selv fundet noget, som også er ubevidst, som opfører sig præcis ligesom det fortrængte, dvs. som giver sig stærke udsalg uden selv at blive bevidst, og som behøver et særligt arbejde for at blive gjort bevidst. Konsekvensen af denne erfaring for den analytiske praksis er, at vi løber ind i en uendelig mængde uklarheder og vanskeligheder, hvis vi holder fast ved vor vante udtryksmåde og for eksempel vil føre neurosen tilbage til en konflikt mellem det bevidste og det ubevidste. Vi må i stedet for denne modstand indsætte en anden stammende fra vor indsigt i sjælelivets strukturelle forhold: modsætningen mellem det sammenhængende jeg og det herfra spaltede fortrængte. (citat: jeg’et og det’et, 1923).
Her, i den sammenhæng, siger selv Hanskrist, god jagt på at få integreret de ubevidste sider af jeg’et, der om ikke naturligt tilhører jeg’et, så er potentialerne tilstede derfor (altså held og lykke med selvudviklingen/individuation, også jeg er med på den vogn). Damaskusbegivenheden/Kristusbegivenheden finder jeg her.
Ikke blot det laveste, men også det højeste ved jeg’et kan være ubevidst. Det er som om vi på denne måde får demonstreret, hvad vi tidligere har sagt om det bevidste jeg: det er fremfor alt et krops-jeg (citat: jeg’et og det’et, 1923).
Ja, men her siger Freud jo på en måde hvad Peter Rubæk og Serotonin så ofte hævder, at vores ego er kødeligsindet, men forskellen er at Freud ikke ønsker nogen entydig forløsning fra det kødelige liv, vel et og andet sted også fordi det er en illusion at tro dette muligt, altså en forløsning fra det levende/levede liv, men hans metode er en forløsning af det levende/levede liv.
Hold nu godt fast så du ikke falder ned af stolen, Freud siger, og jeg er sikker på det er med tanke på Jung og arketyperne, at han siger følgende:
Således rummer det arvelige det i sig resterne efter et utal af jeg-eksistenser, og når jeg’et skaber sit over-jeg ud fra det’et, bringer det måske kun ældre jegformer for dagen igen og skaffer dem en opstandelse (citat: jeg’et og det’et, 1923).
Vi må spørge om det ikke lykkedes Hitler at bringe ældre jegformer for dagen igen og skaffe dem en opstandelse.
Pauls triumferende Kristus-overjeg (3)*, som han (Paulus) har iklædt os her i vesten, generation efter generation (indtil Kristusmystikken gik i glemmebogen og er blevet erstattet af religiøsitet og ateisme), har været den ”arketype” mere end noget andet der har stået for vores karakterdannelse og personlighedsdannelse her i vesten. Steiner kalder Kristus for jeg-legemet (de 4 legemer er: fysiske legeme; æteriske legeme; astrale legeme og endelig jeg-legemet); og i fortsættelse heraf kalder jeg Sønnen for egoet/jeget. Også fordi de store tyske filosoffer Kant og Hegel betragter det moderne menneskes gennembrud som værende kristendommens fødsel.
(3)*:
alt formår jeg i Kristus der giver mig kraft; og ikke jeg lever længere men Kristus lever i mig. I Kristus vi er nye skabninger, med åndens nye liv, der sejrer i en lang række forhold. Kristus skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. I Kristus har vi friheden og ånden (intelligensen og kreativiteten) fra Gud/Selvet.
I forbindelse med Abraham Maslow's undersøgelser af selvaktualiserende mennesker udtaler han:
Disse de mest modne af alle mennesker var også meget barnlige. Disse samme mennesker, de stærkeste ego’er, der hidtil er beskrevet, og de mest artikulerede individer var tillige netop dem, der lettest kunne være ego-løse, selvoverskridende og problemcentrerede.
I den udstrækning kreativitet er konstruktiv, synteseskabende, forenende og integrativ, afhænger den til dels af personens indre integration (egostyrke). Citater slut.
Ovennævnte citater af Maslow anskuer jeg som eksempler på høj grad af lateralisering mht højre og venstre hjernehalvdel, stor forskel og specialisering af højre og venstre side af hjernen inde for det samme kranium og båret af samme person, takket være vores kultur og skoling. Denne vej vil jeg betragte som vestens vej, ego vejen, eller stærk ego vej, metoden. Jeg siger den begyndte med Paulus, især med Paulus. I det mindste, det var ham der fik ego-vejen integreret indenfor den kristne religiøse verden. 1 Kor 14 er et fremragende eksempel på hvordan Paulus var et moderne menneske, hvor udpræget grad af lateralisering gjorde sig gældende. Han er tænkningens skytshelgen som A. Schweitzer siger, men han er også på samme tid mystiker, helt uforenelige størrelser i den samme person mener Schweitzer. De religiøse, det være sig Esther og Peter Rubæk og mange andre, kan ikke lide Paulus, fordi han ikke forbliver i det religiøse felt; men også tænker og begriber tingene logisk og korrekt. Manden bruger begge sider af hovedet.
At Paulus bliver grebet af Kristus, at han bliver udsat for Kristus-begivenheden på vej til Damaskus, betyder alt, fordi Kristus her brager igennem til en kulturel dannet person; og det lykkedes da også for Paulus at becifre og implementere Kristus i kultursfæren. Det vigtigste ”begreb” overhovedet i den vesterlandske historie, når det drejer sig om vestens karakterdannelse og personlighedsdannelse (og begreber har del i virkeligheden, den virkelighed der er vores takket være hjernen som vi må lære at leve med (jeg vil tro der findes hjerneløse virkeligheder, ret åndløse og livløse virkeligheder, hvor begreber ingen mening giver og derfor ikke har del i virkeligheden; men her taler vi om den virkelighed, takket være eller forbandet være, at vi må døje med en stor hjerne, og væsner der har en sådan må også indrømme at begreber tager del i virkeligheden deres på grund af netop hjernen som vi ikke er uden/foruden; ja sproget er det hus vi bor i og ikke kan falde ud af; og det er ordet/sproget der har skabt os og vores big brain og vores tokammersystem mm)).
Jeg vil lave en omvendt Christopher Hitchens om Paulus (håber ikke Simon/Simon2 ser med):
Paulus står for, præsenterer og repræsenterer følgende tro:
"En tro, der ikke foragter tankevirksomhed og det frie enkeltindivid, ej heller prædiker underkastelse og resignation, ej heller opfatter livet som noget fattigt og flygtigt, ja som egner sig og er godt rustet til at udøve selvkritik (Tænker på Paulus der straks begynder at skændes med Peter og traditionens tro)" - Christopher Hitchens.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
(2)*:
Grunden til at jeg foretrækker den diskurs Freud har været ophav til, frem for den nyreligiøse anti ego strømning, skyldes at han har fat i de kræfter, motiver, instinkter, dynamikker og konflikter der naturligt er en del af menneskelivet. Og så yderligere ved at kombinere Freuds tanker omkring overjeget med mange af de erkendelser Marx og marxistisk psykologi har været ophav til, så får vi virkelig placeret mennesket og dets kamp for overlevelse, personlighed og lykke/livskvalitet/trivsel i det rette virkelighedsfelt. Og det er da også først her jeg finder at den kristologiske antropologi som jeg har lært denne at kende fra Nicholas Berdyaev begynder at blive aktuelt.
|
|
|
|
