|
0
registrerede
130
gæster og
125
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: VÆREN - IKKE-VÆREN
|
Vi oplever alle tilværelsen – vor egen væren – at være til – og tillige verdens væren, det at verden eksisterer.
Men det modsatte: ikke-væren tror jeg ikke på, at noget menneske er i stand til at forestille sig.
Jeg kan i hvert fald ikke.
Men kan jo end ikke sige, at ikke-væren er som et uendelig dybt bundløst hul at styrte ned i, for i ikke-væren eksister der jo ikke hverken et hul eller nogen/noget, der styrter – ej heller et styrt.
Man kan selvfølgelig forsøge sig med spørgsmålet: Hvor langt kan man komme med at fatte ikke-væren – hvad det er?
Nåh nej – det kan men jo heller ikke, for man kan jo ikke sige: ”hvad det er”, når der jo netop ikke er noget "er”.
Det nærmeste, vi kan komme det, er vel at kaldet det ”det absolutte intet” – men selv dét er jo mere end ikke-væren, for der eksisterer jo heller ikke noget ”det” i ikke-væren.
Sådanne forsøg på at nå ind i det modsatte af væren giver mig et sug i maven – men det giver mig også et andet syn på verdens væren – tilværelsen – og egen væren – det at eksistere.
Når et menneske – eller et andet levende væsen – dør, så står vi med et kadaver, der enten rådner op, begraves eller brændes og derpå begraves eller spredes over åbent hav.
Det er så her, der er nogle, som påstår, at der foruden det døde kadaver også er en sjæl, der stadig lever.
Jeg kender jo ikke svaret, men er det mon blot en håbefuld ønskedrøm?
Og måske er også forestillingen om en Gud, en Fader – kærlig og almægtig – som har skabt verden ud af intet – måske er den idé også blot en ønskedrøm skabt ud fra barndomsoplevelsen af den biologiske far – i matriarkater i stedet oplevelsen af den biologiske mor, som en gudinde (som det bl.a. er set i fortidens Mellemøsten).
Faderen og moderen har skabt barnet, men kan verdens skaber eller skaberkraft reduceres til en "fader" eller en "moder"?
Måske en lidt for primitiv idé?
I buddhismen mener jeg at have forstået, at verden er evig – ikke skabt – uden begyndelse og uden ende – og indeholdende noget, som man måske kan kalde fuldkomment: Nirvana.
Tilbage står dog stadig for mig tilværelsen her og nu – et vidunder – et mirakel – totalt ufattelig!
Og mangler vi noget at tilbede kunne det vel være solen – lys- og kraftcenteret, der bl.a. styrer denne planet – som forsyner os med energi og muliggør liv – og som ikke brænder ud i vor tid (når al solens brint er blevet til helium) 
Dét siger mig:
Så lad os dog være mirakuløse – nu vi faktisk er det – så godt vi nu kan – i uselvisk kærlighed – til alt og alle!
Mere indviklet er det vel egentlig ikke?
Og religionernes nok for primitive svar samt naturvidenskabens mangel på svar kan vi vel leve med
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
