|
1
registreret Hanskrist
196
gæster og
213
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Skæbne og tro
|
Hej Arne
Jeg tænkte nu mere på andre legemer end mit eget. Mit legemes tilstand (lungekapacitet på 62%) er vist min egen skyld. Manglende motion og for mange smøger. Det kan jeg stadigvæk nå at rette lidt op på. Alle mister dog lungekapacitet med alderen siger lægen. Så min anbefaling til andre er...bliv ved med at dyrke motion og skær evt. ned på smøgerne. Ingen grund til at begå de samme dumheder som mig. For 17 år siden løb jeg 12 km af gangen...nu kan jeg måske løbe 300 meter  men jeg har heller ikke lavet noget videre de sidste 17 år. Havde jeg holdt tingene ved lige, så havde jeg måske ligget på 90-95%.
Når jeg desuden skal afgøre sådanne ting som vi snakker om, så spørger jeg mig selv, om jeg ville fødes som en grøntsag? Fuldstændigt handicappet. Og der må jeg bare sige nej tak. Det har jeg ingen interesse i. Så hellere forblive i intetheden. Altså ikke være til. Det eneste som kan få mig til at sige okay er, at jeg en dag får et velfungerende legeme. Ellers er jeg jo bare med i et show som ikke har min interesse at være med i. Der er selvfølgelig værre skæbner end dette...10 års tortur. Hvis du kan sige ja til disse skæbner, så kan vi begynde at snakke om tingene, men er du ikke villig til at leve disse liv selv, så mangler der noget i din argumentation. Det er nemt at sige...lad os fortsætte...men vil du fortsætte, hvis jeg giver dig disse liv at leve? Mon ikke du så ville stoppe op og genoverveje det hele? Skal vi fortsætte? Ender det hele med tilintetgørelse? Hvorfor udskyde tingene? Bliver det ikke på bekostning af en masse mennesker? Hvordan gribe tingene an? Du vil gerne bestemme over dit eget liv, men kan du undvære alle os andre? Hvis vi tager dødspillen, så bliver du alene tilbage, og så er der vel ikke meget ved at leve? Hvorfor skulle vi tage hensyn til dig? Tog du hensyn til mig, da du sagde...lad os sætte et barn i verden...og jeg så fik et grøntsagslegeme? Det er fint at du vil gamble med dit eget liv, men andres liv har du da ikke lov til at gamble med? Hvorfor skulle vi sige ja til at blive født? Hvor mange vil komme til at fortryde dette ja? Mangler vi ikke at gennemtænke tingene? Vi kan jo ikke sortere alle dem fra som siger nej...er det ikke et problem? Skal der ikke være enighed? Hvordan overbevise alle om at sige ja? For det vil du vel gerne have alle til at sige?
Kærlig hilsen
ABC
|
|
|
|
