|
0
registrerede
161
gæster og
59
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Selvet og Nu'et.
|
Kære Jan.
Tak for et indlæg, der maner til dyb eftertanke. Du skriver vidunderligt dybtgående om en indre udvikling, der er i stadig fremadskriden, og jeg deler fuldt ud Ole Bjørns opfattelse af, at du er på rette spor og tættere på en dyb forståelse af dig selv, end så mange andre er. Efter min opfattelse stiller du dig selv det væsentligste spørgsmål, som et menneske i eksistentiel forstand kan stille sig selv: Hvem er jeg?
Dette spørgsmål er et åndsfrihedens spørgsmål, thi spørgsmålet peger på, at du vil gøre din egen subjektivitet til den kampplads, hvor striden mellem sandheden og løgnen skal udkæmpes. Der står i hobetal af andre rundt omkring én, som er ivrige efter at tilbyde én Sandheden – med stort S – og de forelægger den ofte i en færdigpakket form, hvor alting passer så nydeligt og overbevisende sammen.
Men man bedrager sig selv, hvis man blot uden videre overtager andres sandhedsforkyndelse. Thi man bliver i så fald sandhedens sønnesøn og ikke dens søn, som man kun bliver ved at stille spørgsmålet: Hvem er jeg?
Hvis det må være mig tilladt at gå lidt tæt på, vil jeg sige, at jeg mener at have bemærket et personligt udviklingsforløb hos dig. Den Jan, der registrerede sig ovre på KD’s debatforum den 14. maj 2007, så for mig at se ud til at være et menneske, der havde overtaget noget i retning af et færdigt system udtænkt af andre, men den Jan, som vi har i tale nu, har for mig at se prikket hul på skallen og er i færd med at folde vingerne ud.
Dette anes bag dine ord, når du skriver: »Jeg har fået en overbevisning om, at der ligger noget endnu dybere end det som jeg indtil nu, blot har godtaget som sandt om mig selv og verden, eller den "virkelighed" som jeg umiddelbart oplever.« (Citat slut).
Du sporer hos dig selv af og til noget aggresivt, som giver sig udslag i tanker om at såre andre eller at ville gøre dem ondt. Men du kan ikke uden videre lade dig nøje med den opfattelse, at dette er en naturlig del af dette at være menneske, fordi det derved bliver en slags forsvar for en illusorisk selvfølelse, som du dybest set selv er ophavsmanden til.
Her må du vandre din egen vej, og du kan højst hente inspiration fra andres rådgivning, men svar får du ikke. Ved ideligt at stille dig selv spørgsmålet: Hvem er jeg? vil du kunne nå frem til steder, hvorfra du kan ane de blånende horisonter, bag hvilke det, som er din dybeste grund, findes og lever.
Du vil komme til at vandre langt og længe, og du vil som solstrålen være i den illusion undervejs, at du har skabt dig selv. Du vil være i individualitetens illusion. I jeg-følelsens illusion. Men muligheden for at komme igennem findes – det kan jeg forsikre dig. Ligesom solstrålen må erkende, at den aldrig har forladt kvantefeltet, hvori den er ét med solen, vil du kunne komme til at erkende – ikke intellektuelt, men følelsesmæssigt – at du er ét med noget uendeligt større, som i min sprogbrug benævnes med paradokset det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende.
Her vil sproget og dermed modsætningerne forsvinde som duggen, der vejres bort i morgensolen, og du vil kunne se verden i dens såledeshed. Se verden i oplevelse uden tankeledsagelse og andre svinkeærinder. Så vil du kun have et tøvende smil tilovers for det sidste, som du skriver i dit indlæg:
»(…) for mig er det ikke et spørgsmål om at løbe væk fra sider af mig selv som ikke kan være anderledes, men et spørgsmål om, at undersøge den overbevisning om, at der overhovedet findes en side af mig selv som ikke kan være anderledes. For hvis det var en kendsgerning og ikke en overbevisning, så måtte denne kendsgerning også rumme en helt enorm sandhed. For hvis noget er en kendsgerning, så kan det vel heller ikke ændres, men blot accepteres.
Hvad nu hvis det er en kendsgerning, at vi er skabt som kærlige og fredelige væsner, men fordi vi ikke acceptere denne kendsgerning, så "skaber" vi en konflikt som forårsager det aggressive, som så splitter vores selv-opfattelse, og gør den uigenkendelig?« (Citat slut).
Og du vil herefter mindes tidligere stadier og korsveje på din søgens vej, og du vil erkende, at denne vej aldrig fører til noget mål, fordi vejen selv er både vej og mål. Vi har ikke noget dansk ord for denne vej, men på kinesisk hedder den Tao.
Når den kloge hører om Tao,
gør han sit bedste for at praktisere det.
Når den middelkloge hører om Tao,
bevarer han det undertiden, og undertiden glemmer han det.
Når den dumme hører om Tao, ler han højt ad det.
Hvis han ikke lo, ville det ikke være Tao.
De, som véd, taler ikke.
De, som taler, véd ikke.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
