|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Universet – og os mennesker
|
Arne jeg vil begynde med en indrømmelse som er at jeg simpelthen ikke i et enkelt og klart sprog endnu kan redegøre for min stilling/position overfor din. Så det her behøver du ikke læse og læser du det, så kan du tillade dig at gøre det meget afslappet.
Du skriver Arne:
Og hvordan ser vi så vores plads i universet – vi mennesker på denne planet?
Kort sagt: Vi mennesker med vore religioner kan næsten ikke få øje på andet end os selv – og for at forklare alt dét, vi ikke forstår, har vi indført begrebet Gud, som vi så har givet forskellige egenskaber (skabende, elskende, opretholdende, almægtig, god, retfærdig, straffende m.m.).
Så er det jo, man kunne spørge, hvornår de religiøse tager sig sammen til at indse, at vi mennesker kun er en meget ubetydelig del af universet – universet, som vi ikke ved hvor kommer fra – eller hvad det bliver til (Buddhisterne mener dog vistnok at verdens tilstand er som stadier i et evigt hjul) – og at begrebet Gud egentlig mest ligner en slags ”nødløsning” – et åndeligt svar på alt dét, vi ikke ved – på alt dét, vi håber – og derfor gerne tror.
Overfor hvad du der skriver Arne vil jeg gentage hvad jeg tidligere har skrevet:
Mennesket er kun et siv, det svageste i naturen, men det er et siv der tænker... thi det ved, at det dør, og kender den magt, universet har over det, medens universet selv intet ved herom. Blaise Pascal.
Om det tænkende siv:
for at vi mennesker skal kunne erkende naturen og kosmos, gælder at denne virkelighed for at blive erkendt nødvendigvis må gøre sig uvirkelig i tegn/symboler, repræsentationer, diskurser og ideer.
Som vi allerede ser i 1. Mosebog er mennesket sat til at navngive og hersker over naturen. Mennesket er ikke i et og alt blot en del af naturen/verden/kosmos/universet. Vi er sat ”over for” naturen som navngiver, takket være vores sproglige forstandighed, ikke mindst moralske forstandighed eller praktiske fornuft der gør at vi fx kan vælge at modsætte os naturens orden og nødvendighed, tvang. Mennesket har frihed og valg, og kun deri kan vi vandre i ånden.
What is of God in life is revealed in creative acts, in the creative life of the spirit, which penetrates even the life of nature. Spirit can upset and change the 'natural' order. Nicolai Berdyaev
Spirit can upset and change the 'natural' order.
Takket være vores bevidsthed (moralske bevidsthed) kan vi trodse den naturlige orden og vælge at indføre en human menneskelig og endda personlig eller personvenlig orden. Dette er Paulus og Marx især der er optaget af denne dagsorden.
-0-0-0-0-
Nå tilbage til kosmiske eller astrofysiske perspektiver og så hvor lille mennesket kommer til at fremstå i dette perspektiv, men i bibelsk sammenhæng bestemt ikke ubetydelig som du når frem til Arne.
Et par citater illustrerer dette fint:
Men kan Gud da virkelig bo blandt Menneskene paa Jorden? Nej visselig, Himlene, ja Himlenes Himle kan ikke rumme dig.
hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?
HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter paa ham?
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham.
Jeg foretrækker det bibelske syn hvor mennesket ikke bliver ubetydelig selv om det i det astrofysiske kosmiske perspektiv fremstår som forsvindende lille.
Og jeg finder Pascal, såvel som det bibelske perspektiv, er at foretrække:
Mennesket er kun et siv, det svageste i naturen, men det er et siv der tænker... thi det ved, at det dør, og kender den magt, universet har over det,medens universet selv intet ved herom. Blaise Pascal.
-0-0-0-0-
Jeg kunne være tilbøjelig til at mene der hvor Gud og det religiøse bliver aktuelt og relevant at medinddrage og have en levende diskurs om meget mere er i forbindelse noget med den menneskelige intelligens i vanskeligheder, altså fx skizofreni og mærkelige (okkulte) forvrængede mytiske tanke og forestillingsbilleder. Mere end det bliver aktuelt og relevant i forbindelse en nøgtern naturvidenskabelig astrofysik verdensbillede.
Efter min mening bør vi ikke forvirre og sammenblande de religiøse kosmiske verdensbilleder med de naturvidenskabelige som skal kunne foregå frit uden religiøs indblanding.
Ja jeg tror vi mennesker har brug for mytiske metafysiske eller/og religiøse spekulationer og disse skal forstås på deres egne præmisser og vurderes ud fra om de hjælper mennesket, det enkelte og menneskeheden på sigt.
Det vi forstår ved psykisk sygdom når vi mere taler om psykose og skizofreni end lige neurose er måske her vi finder at det religiøse og det med Gud naturligt optræder, og får aktualitet og relevans. Måske Jung og Laing og andre er inde på noget rigtig når de forsøger at finde en mening i galskaben eller at de mener der er sunde ressourcer til healing på spil i de psykotiske patienters tankesæt og forestillingsbilleder og måske det meget er herfra religiøse diskurser stammer, hvor også ideen om en hjælpende personlig Gud er at finde.
Jeg kunne da selv godt være tilbøjelig til at mene størrelsen Gud er en hjælper (frelser, forløser og Healer) for det enkelte menneske såvel som menneskeheden når det er ilde stedt eller i store psykiske vanskeligheder, med fx at begribe og forstå både sig selv og omgivelserne på en tilfredsstillende forklaret og afklaret måde.
Her ser jeg vel det religiøse som et primitiv arkaisk lag, bevidsthedslag, vel at mærke væsentligt og vitalt lag, væsentlig ARKEÅNDS bevidsthedslag, i forbindelse vores gryende bevidsthed og evne for at danne os et billede (tanke og forestillingsbillede) af og en forståelse os selv og omgivelserne.
Den menneskelige bevidstheds daggry med alle dets uklare mytiske religiøse (uklare og uforståelige for den moderne videnskabelige skolede fornuft) tanker og forestillingsbilleder har måske en genuin væsentlig funktion for os, der gør at vi ikke går i stykker, men klarer frisag der hvor alt er et stort kaos for os eller meget dunkelt og mørkt, psykotisk lignende for os.
Ihvertfald Freud kunne mene at Kristus troen (Kristus overtroen) kunne spille en rolle i forbindelse med dannelsen og konsolidering af en vis nødvendig ego eller jeg-styrke.
Jung mente at det moderne menneske havde brug for en levende religiøs myte for at kunne være psykisk sund.
Edgar Morin siger noget om arkeånden:
Menneskeånden bor i sproget, lever af sproget og tager næring af repræsentationerne. Edgar Morin.
Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale.
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit (lateraliseringen: højre venstre hjernehalvdels arbejdsdeling og differentiering via den kulturelle sproglige skoling og opdragelse næste generation); Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).
Arkeånden.
De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer.
Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.
1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også:
- det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt
- repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);
- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.
Vh Hans-Kristian
|
|
|
|
