Mange gange aner jeg ikke om du læser hvad jeg skriver Arne. Sådan var det også for år tilbage. Så jeg tror ikke at problemet er at jeg ikke forklarer mig i et enkelt og klart sprog, men at du slet ikke beskæftiger og hæfter dig ved mine redegørelse for hvordan jeg opfatter den paulinske spiritualitet.

Det med Gud er meget tæt på os og det hører livet til og kan for mig at se ikke være afledt af astronomiske betragtninger. Og der hvor livet er, kan der ikke være nogen tomhed. Så jeg forstår ikke at tomheden skal være en forudsætning for at vi forstår livet eller opdager livet. Kan vi da ikke bare fra først af holde fast i livet og kærligheden og lysten eller frygten til at kæmpe og flygte (fight and flight).

Der findes ikke en Guds menneskeløshed, men der findes måske en menneskets Gudløshed. Det jeg vil sige er at udenom os mennesker giver det overhovedet ingen mening at tale om Gud, hvorfor den der med Guds eksistens også er ganske tåbelig, fordi Gud og mennesket er uadskillelige størrelser. Og det fordi mennesket har et meget avanceret bevidsthedsliv, fyldt med sjæl, nervøsitet, nerver og ja emotioner og følelser, og et erindringsliv (hukommelse) og forestillingsliv uden lige. Når sproget så kommer til og igen skriftsproget, så kan vi becifre for hinanden alle vore erfaringer og oplevelser. Og har nogle haft åndelige oplevelser, vækkelser, eller åbenbaringer, som vi jo alle har, så kan vi også sætte disse på skrift eller sprogliggøre disse og begynde en indbyrdes samtale med hinanden derom. Og igen det er her størrelsen Gud giver mening.