|
1
registreret Arne Thomsen
484
gæster og
268
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Universet – og os mennesker
|
Vi ved meget om universet: ”Vores” klode, solsystemet, stjernerne, mælkevejen, galakserne, galaksehobene.
Det hævdes at universet udvider sig med stigende hastighed, men vi kan ikke sige, hvor stort det er, og vi kan ikke sætte en ydre grænse, fordi tid og rum kun eksisterer i universet – ikke udenfor – hvis der ellers er noget ”udenfor” – måske andre universer – eller der er flere end vore 4 dimensioner (tid, højde, bredde, dybde), som vi ikke er i stand til at opfatte.
Vi ved heller ikke, hvor universet kommer fra, eller hvad den accelererende udvidelse fører til.
Og når vi kommer til dét, videnskaben kalder kvantefysikken (de mindste dele som alt består af) bliver forvirringen endnu større.
Vi ved også ganske meget om os selv – vi mennesker – anatomisk, fysiologisk og mentalt. Lægekunsten kan give os medicin mod alskens sygdomme, operere os, når noget ikke fungerer rigtigt, give os ny dele i stedet for gamle udslidte dels specielt fremstillede og dels organer fra andre mennesker.
Også psykisk er der ganske megen hjælp at hente i form af lægemidler, men også psykoterapi, meditation og mindfulness m.m.
Men der er kun ret begrænset plads til, hvad vi kalder ”den frie vilje”, fordi arveanlæg og kræfter i vores ubevidste (som vi jo ikke kender til), nok styrer det meste.
Og når vi kommer til dét, vi kalder "bevidsthed", har vi store forståelsesproblemer.
Og hvordan ser vi så vores plads i universet – vi mennesker på denne planet?
Her har kristendommen jo været ekstremt ”nærsynet”.
Evangelisten Johannes skrev
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Vi synes stadig at mene, at vi er universets centrum – som i 1600-tallet, hvor Galileo for den katolske kristendom måtte afsværge, at jorden kredser om solen, og at jorden ikke er universets centrum – for er vi egentlig blevet ret meget klogere siden?
Vist ikke ret meget 
Og de andre religioner – med buddhismen nok mere eller mindre som en undtagelse – er ikke bedre.
Kort sagt: Vi mennesker med vore religioner kan næsten ikke få øje på andet end os selv – og for at forklare alt dét, vi ikke forstår, har vi indført begrebet Gud, som vi så har givet forskellige egenskaber (skabende, elskende, opretholdende, almægtig, god, retfærdig, straffende m.m.).
Så er det jo, man kunne spørge, hvornår de religiøse tager sig sammen til at indse, at vi mennesker kun er en meget ubetydelig del af universet – universet, som vi ikke ved hvor kommer fra – eller hvad det bliver til (Buddhisterne mener dog vistnok at verdens tilstand er som stadier i et evigt hjul) – og at begrebet Gud egentlig mest ligner en slags ”nødløsning” – et åndeligt svar på alt dét, vi ikke ved – på alt dét, vi håber – og derfor gerne tror.
Så kan man jo – som ateisterne – kassere alt det åndelige og alene samle sig om det materielle.
Men man kan jo også – mere ydmygt – glæde sig over, at verden – og én selv – eksisterer – tomhedens ufattelige og vidunderlige modsætning – tilværelsen!
"Mirakel" er her – synes jeg – et alt for lille ord! – og ordet ”Gud” ligeså.
At elske livet – tomhedens modsætning – som en gave – er vel så det mest naturlige af alt?
Behøver man så mere ”mening med livet”?
Næh – det synes jeg faktisk ikke
Så er der da mere end rigeligt at tage sig til 
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
