Hvor er Gud henne i alt det her? Bestemmer Gud noget?

Sokrates (469 f.Kr.-399 f.Kr.) blev af byrådet i Athen anklaget for gudløshed, da han afviste statens gudsdyrkelse. I stedet skulle sandheden ifølge Sokrates findes i mennesket selv. Hans elev Platon, som protesterede mod domfældelsen af Sokrates, udviklede en erkendelseslære på et ateistisk grundlag. Det sande, det skønne og det gode findes i idéernes verden. Mennesket lever i fænomenernes verden. I sin sjæl har mennesket dog en erindring om idéerne. Denne erindring kan vækkes og gøres bevidst gennem den filosofiske samtale.

Jo mere mennesket prøver at nærme sig Gud, desto mere må menneskets erkende sin uvidenhed.

Ifølge Buddha er tilværelsen en lidelse, frembragt af menneskets begær efter liv. Dette begær efter liv er årsagen til genfødslerne. Ved at følge Buddhas lære om den rette vej kan mennesket slukke sit begær og opnå nirvana, dvs. udslukkelse. Nirvana er ikke en himmel eller sted, men en tilstand. Det er ikke-væren. Gud som noget evigt absolut afvises i buddhismen.

Den tyske filosof Ludwig Feuerbach (1804-1872) er ophavsmand til teorien om, at Gud blot er blevet til som udtryk for menneskers ønsker og idealer. Altså hvad mennesket ikke kan realisere i det virkelige liv, henlægger de til en hinsides verden, til en Gud. Ateismen bliver herved en befrielse til at mennesket kan arbejde for sine idealer i denne verden, det vil sige i forhold til andre menensker. I 1800-tallet blev fremskridtet en erstatning for gudstroen. Mennesket blev set som et væsen med uanede muligheder. Filosoffen Friedrich Nietzsche (1844-1900) blev alligevel en ensom stemme, da han godt nok i pagt med tiden erklærede Guds død, men at dette også ville føre ind i meningsløshed og moralsk opløsning (nihilisme).

I Danmark blev der i 1992 gennemført en undersøgelse af danskerne værdier (Gundelach og Riis) hvori 67% svarede, at livet kun har mening, såfremt Gud er til. 32% svarede nej til, at Gud er til. 22% svarede nej til, at de tror på en personlig Gud.