|
1
registreret Arne Thomsen
518
gæster og
54
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: OM MISSIONÆRER, REFORMATORER og andet godtfolk.
|
Kære Thomas!
Tak for din kommentar til min: enkeltstående "åbenbaring" af det transcendente der netop var kendetegnet af en overvældende stærk følelse af alle tings enhed og helhed.
Nu er det en del år siden jeg har læst Bhagavad-Gita, så jeg måtte lige tjekke efter hvad den har at sige om Gud som både immanent og transcendent væsen.
Så vidt jeg kan se må det være teksten i Srimad Bhagavatam 1.2.11 du hentyder til?
Indledningen lyder i oversættelse fra sanskrit til engelsk:
"Learned transcendentalists who know the Absolute Truth call this nondual substance Brahman, Paramatma or Bhagavan."
Der er tydeligvis tale om reference til en enhedsoplevelse (nondual substance) analogt med hvad jeg oplevede. Men netop fordi der er tale om en transcendental enhedsoplevelse af alle tings enhed og helhed - et totum - kan den ikke udtrykkes i det rationelle sprog, der grundlæggende bygger på dualitet. Nærmere bestemt på modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. (Mit begrebsfilosofiske grundlag).
Efter den måde jeg tænker på kan det transcendente godt være immanent og transcendent på samme tid. Det er et spørgsmål om, hvordan man definerer det immanente og det transcendente hvorefter relationen kan bringes ind i forståelsen.
Min definition af det transcendente er, at det er noget som ligger uden for verdens fysiske og logiske grænser. Dette skal ikke forstås geometrisk som et sted uden for alle mulige verdener, men som noget der er uden for vor bevidstheds rækkevidde - empiri, sprog og logik - og derfor principielt umuligt at erkende, med vor normale bevidsthed.
Det mystiske og uforklarlige er så, at vi - eller nogen af os - alligevel kan have en meget stærk oplevelse af det transdente som netop en enhedsoplevelse.
Andre der oplever det samme taler om en Kristusoplevelse eller en Kristus begivenhed eller andre forestillinger om noget helligt fra en af de andre religioner.
Min oplevelse var blottet for sådanne forestillinger. Det var en direkte perception af alle tings enhed og helhed. Intet andet end det.
Her tror jeg at den kristne filosof Walter Schubart har ret når han siger, at det ikke er gudsforestillingen, der er det oprindelige og væsentlige i religionen, men oplevelsen af det hellige, sondringen af det usædvanlige fra det hverdagsagtige og velkendte. Hvorfor han konkluderer: Religion har den, der føler det hellige. At føle eller opleve det hellige er at blive bidragt en stærk subjektiv sandhed. Og hvis individet bevidst indtræder i dette forhold og deltager samtykkende deri er det religiøst.
Men selv om jeg godt kan godkende, at min oplevelse af det transcendente var at føle det hellige, så havde jeg som agnostiker ingen religion at hæfte min oplevelse op på, intet forhold at indtræde i.
Jeg følte ingen frygt, ingen tilskyndelse til tilbedelse, men stor ro og afklarethed ved at se det transcendente lige i øjnene så at sige.
Det er et faktum, at mennesket former sit billede af Gud efter sin oplevelse og når "Han" opleves forskelligt hænger det sammen med at vi er forskellige som mennesker. Både mentalt og fysisk set. Derfor spiller køn, etnicitet, kultur, alder og åndelig modenhed en rolle for hvilket billede vi former af vor oplevelse. Gudsfølelsen kan variere fra forfærdelse, frygt, skyhed over ærefrygt og tilbedelse indtil den barnlige tillid og hengivelsesfulde kærlighed.
Min oplevelse var hinsides sådanne menneskelige begreber.
Verden er ikke blot forunderlig den er endog endnu mere forunderlig og mystisk end vi har mulighed for at forestille os uanset hvor stor en fantasi vi måtte besidde.
Det som jeg føler er det rette for mig at forsøge at blive så bevidst som muligt om det vi har mulighed for at erkende qua vore erkendeevner, og lade være med at gøre mig hverken forestillinger eller forhåbninger om, hvad der gemmer sig hinsides det erkendbare i det transcendente.
Vi kan føle er der er noget, nogen gange stærke end andre, men hvorfor bruge tid og kræfter på at udtrykke noget som principielt unddrager sig en sproglig beskrivelse? For at sige det lige ud. Jeg kan ikke bruge religiøst navlepilleri til noget som helst og organiseret religion er under alle omstændigheder en krykke for at stive de troende af, men som meget let kan forvandles til en kæp over nakken og et åg.
Som autonom fritænker har jeg ikke behov for religionsdyrkelse, men jeg sætter pris på positiv dialog med personer som har oplevet det hellige eller det transcendente, ligesom jeg sætter pris på rationelle diskusioner med ateister som netop ikke har oplevet det. At lære af hinandens erfaringer er et af de mest positive og udviklende aspekter ved livet.
Hilsen
Ipso Facto 
---------
" ... In the relative world the knower is the living spirit or superior energy, whereas the known is inert matter or inferior energy. Therefore, there is a duality of inferior and superior energy, whereas in the absolute realm both the knower and the known are of the same superior energy. There are three kinds of energies of the supreme energetic. There is no difference between the energy and energetic, but there is a difference of quality of energies. The absolute realm and the living entities are of the same superior energy, but the material world is inferior energy. The living being in contact with the inferior energy is illusioned, thinking he belongs to the inferior energy. Therefore there is the sense of relativity in the material world. In the Absolute there is no such sense of difference between the knower and the known, and therefore everything there is absolute." - Citat fra Bhagavad-Gita
|
|
|
|
