|
0
registrerede
49
gæster og
188
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Hvor rationelle er vi?
|
Hej Arne!
Tak for din kommentar der tager fat i nogle detaljer som min udmaling af de meget store linier ikke berørte.
Omkring islams mulighed for "modernisering" skriver du:
I Islams Koran indledes Sura Tre med en omtale af "Toraen" og "Evangeliet", som noget, der er sendt af Gud - ligesom senere Koranen. "Men kun Gud kender dens fortolkning.", står der (Vers 7).
Det rummer dog visse muligheder, synes jeg, for at Islam med tiden (den er jo den yngste af de tre religioner) måske kan modnes til noget mere fredsommeligt og mindre fastlåst.
Man har jo lov at håbe på, at der også i islam på et tidspunkt kommer et oprør mod dens suveræne magthavere - de retslærde og præsteskabet - en urørlig elite der vel må være den herskerklasse der har holdt sig ved magten i længst tid.
Desværre ser jeg i den aktuelle historiske fase ingen klare tegn på interne islamiske bestræbelser med et oprør mod magteliten, mod ortodoksien eller mod den definitive lukning af nyfortolkning (ijtihad), hvis porte blev lukket for næsten et årtusinde siden.
En forsker som har specialiseret sig i islams historie og teologi, og specielt har fokuseret på relationerne mellem islam og de jødiske og kristne minoriteters vilkår som dhimmibefolkininger under islamisk overhøjhed, Bat Ye'or, siger det kort, klart og kontant:
"Question: Daniel Pipes' slogan is "Fundamentalist Islam is the enemy; moderate Islam is the solution." But do you think there is hope for change?
Bat Ye'or: I know moderate and brilliant Muslims, but I do not know of a school of thought, represented by teaching and publications, followed by millions of Muslims, called "moderate Islam."
Everyone hopes for a change, including Muslims. I never say "never."
But I think that changes will emerge if we start discussing these issues instead of hiding them under the carpet, and if we take measures to protect ourselves and become aware of language manipulation, like, for instance, pretending that jihad means peace and justice.
We should also support secular and modernist Muslims who are also targeted and hope desperately for our help and encouragement."
(Citeret fra interview i The Dallas Morning News 18/6-2005, under overskriften 'Time of jihad'.
Der findes ingen eller yderst få eksempler i historien på, at en elite eller herskerklasse frivilligt har givet magten fra sig. Islam synes hverken at kunne moderniseres/demokratiseres ved hjælp af intern magtanvendelse - det tyrkiske eksempel - ved ekstern magtanvendelse - USAs invasion og regimeskifte i Afghanistan og Irak - eller ved et oprør fra "græsrødderne" - islams primære ofre - under anførsel af en intellektuel elite. Alle de forsøg der hidtil er gjort er blevet slået ned med hård hånd af den teokratiske magtelite.
Principielt kan man forestille sig mange muligheder for at skabe et mere fredeligt islam som endog er kompatibelt med demokrati og menneskerettigheder, også uden at skulle benægte kernen i islamisk tro: at Koranen nøje gengiver Allahs ord.
En sådan nyfortolkning blev foretaget af en iransk ayatollah, Jalal Ganj'i, dvs. indehaver af den højeste rang en shiitisk gejstlig kan opnå og kollega til Khomenei, som opsummeret nedenfor.
Her skal man være opmærksom på, at porten til nyfortolkning, ijtihad, ikke er smækket så hårdt i når det gælder shia islam som det er tilfældet i sunni islam. Ifølge den iranske shia-muslimske retning afsluttedes Allahs vejledning af de troende ikke med Koranen og profeten Muhammad. Allah har udvalgt en række af Muhammads efterkommere - imamer - til at lede både statens og troens anliggender. Ayatollah Khomenei (grundlægger og leder af det iranske præstestyre 1979-89) opfattedes som en af Allah særlig udvalgt person, som skulle fungere som stedfortræder for den 12. forsvundne imam, Ali.
Denne forestilling indebærer troen på, at "Allah taler gennem Khomenei" og at enhver magtinstans i det iranske samfund derfor måtte være forankret i Khomeneis tolkning af Allahs vilje. Her er en klar analogi til den katolske pave der ses som Guds stedfortræder på jorden og i det embede er han ufejlbarlig fordi den apostolske kirke selv er ufejlbarlig. Forskellen er selvfølgelig at Khomeneis embede sammenfatter både den åndelige og politiske magt i een eneste ufejlbarlig person.
Ayatollah Ganj´i går til angreb på selve kernen i den islamiske fundamentalisme og ortodoksi og slår til lyd for en historisk opfattelse af Koranen. Vil man virkelig forstå, hvad det var, Koranens vers ville sige Muhammad og hans samtidige, må man tage de historiske omstændigheder på profetens tid i betragtning, understreger ayatollah Ganj´i, ellers risikerer man at forstå det modsatte af, hvad Koranen i virkeligheden vil sige. Han pointerer også, at hvert koranvers er et svar på en bestemt historisk tildragelse.
Hermed leverer Ganj´i en elegant løsning på det påtrængende muslimske problem: hvordan forene påstanden om koranversenes guddommelige oprindelse med deres - efter moderne begreber - barbariske indhold? Han anviser således en metode til at relativere koranteksten uden at skulle benægte, at den nøje gengiver Guds ord. Ganj´i mener også, at ikke-muslimer kan bidrage med lærerige udlægninger af Koranen, hvis de har de fornødne faglige forudsætninger. Her går han stik imod den dominerende opfattelse inden for islam, der vil forbyde ikke-muslimer at udlægge - og overhovedet studere - den hellige tekst.
Interessante er også Jalal Ganj´is politiske konklusioner: Han afviser på det bestemteste, at Koranen skulle forkynde noget muslimsk verdensherredømme, eller at islam skulle stå i modsætning til frihed og demokrati. Samtidig bebrejder han Vesten, at man ikke tager demokratiet alvorligt, idet mange partier og regeringer i Vesten har gjort sig til fundamentalisternes forbundsfæller. Her er Den Europæiske Union et særligt grelt eksemplem på hvor galt det kan gå, når man knægter de demokratiske frihedsrettigheder for ikke at krænke islamiske fundamentalister.
Om Jalal Ganj'i er pluralist og tilhænger af demokrati i vestlig forstand, er det for tidligt at sige noget om. Problemet, som han personificerer, er, at under islam afhænger friheden til syvende og sidst af de lærdes udlægninger af de gamle tekster. Folk som Ganj´i vil formentlig udlægge Koranen liberalt og således give et betydeligt råderum for politikken, den frie tanke og den religiøse og kulturelle pluralisme, men hvordan løser man det problem, at andre ayatollaher kommer til andre tolkninger? Så længe de islamiske lærde fastholder troen på den koraniske tekst guddommelige status, vil der altid være mullaer, der for det første vil kræve fortolkningsmonopol og for det andet udlægge de hellige tekster absolut fundamentalistisk.
Ayatollah Jalal Ganj'i blev sammen med sine ret få tilhængere fordrevet fra Iran og gik i exil i Paris, samme sted som Khomenei Khomenei var i exil fra 1964 til triumfen i 1979.
Oplysningerne om Ganj'i stammer fra bogen "I krigens hus" af Lars Hedegaard m.fl. og kilden skulle angiveligt være et interview fra 2002. Jeg satte mig for at finde ud af hvad der siden er sket med den modige ayatollah, men fik ikke så meget som eet eneste hit efter at have anvendt to søgemaskiner.
Den skæbne synes at være symptomatisk i islam. Kritikere eller nyfortolkere bliver enten slået ihjel eller fordrevet for at dø i glemsel.
Inden for kristendommen blev det endelige opgør med den religiøse totalitarisme og fundamentalisme først muligt, efter at kritikere havde vundet retten til at kritisere Bibelens tekster. Her blev udviklingen som sagt hjulpet på vej, fordi de religiøse grundtekster - Jesu forkyndelse - selv afstod fra at ville være politik og krævede sekularisering. Alligevel var kritik af kristendommen en livsfarlig beskæftigelse gennem mange århundreder.
Det er denne grænse, som islam aldrig har formået varigt at overskride - trods adskillige reformforsøg i en periode, der strækker sig over mere end et millennium. Den islamiske oplysningstid kom derfor aldrig rigtigt i gang, og den ligger således stadig ude i en usikker fremtid. Her kan Vesten gøre en indsats ved at støtte de reformkræfter i islam som prøver at sætte fornuften over dogmerne, således at islam på sigt opgiver sin herrefolksmentalitet (islamic supremacy) samt det guddommelige påbud om at underlægge hele verden for Allah. Først da er der mulighed for fredelig sameksistens mellem muslimer og andre religioner og kulturer - en sameksistens som må bygge på reciprocitet og gensidig anerkendelse af andre religioners og kulturers ret til at eksistere uden at skulle påtvinges og overmandes af islam gennem jihad, som findes i mange former fra de mere fredelige med intimidering og politisk afpresning, som vi oplevede med Muhammad karikatur krisen og med kritikken af paven, efter en forelæsning i Regensburg, Tyskland hvor pontifen havde henvist til en middelaldertekst, der citerer den byzantiske kejser for at kritisere islam for at udbrede troen ved sværdet.
Du henviser i citatet til Koranens omtale af de jødiske og kristne hellige skrifter og overvejer om der ikke med tiden kan ske en modning - analogt med det som skete i kristendommen efter Luthers Reformation og Oplysningstidens sekularisering og demokratisering formoder jeg - da islam er opstået seks århundreder senere end kristendommen.
Her er det vigtigt at slå fast, at islam anser Toraen og Evangelierne som ufuldkomne og forvrængede budskaber fra den almægtige Gud Allah. På grund af, at islam faktuelt opstår senere end de to andre monoteistiske religioner er der i realiteten tale om, at profeten Muhammad eller hvem det nu var, plagierer og forvansker dele af jødiske og kristne hellige tekster og bagefter beskylder ofrene (de bestjålne) for at have forfalsket deres egen religion. Et eksempel på rendyrket psykopati og megalomi som bliver guddommeliggjort og derved hævet over enhver kritik.
Konflikten mellem profeten Muhammad og de jødiske samfund i Arabien har rod i, at de jødiske rabinere kritiserede Muhammad for at have forvansket deres hellige tekster og for at være en falsk profet. Svaret på den kritik findes i form af en stribe koranvers der nedkalder en guddommelig straffeaktion mod jøderne, og dels i form af fysisk udslettelse kombineret med fordrivelse af Arabiens jøder der indledes så snart Muhammad og hans tilhængere har den fornødne politiske og militære magt.
Først dokumentation for det koraniske grundlag for islamisk judeofobi:
Overalt i Koranen opregnes jødernes synder og det befales hvordan de bør straffes som led i en løbende guddommelig straffeaktion mod dem. Jøderne beskyldes således for at have begået uret mod sig selv (16:118) ved at miste deres tro (7:168) og bryde deres aftaler (5:13). Jøderne er en nation som ikke længere eksisterer (2:134 og gentaget i 2:141). To gange har Allah (ved hjælp af assyrene/eller babylonerne og romerne) som instrument straffet dette perverse folkeslag (17:4-5) - og deres spredning over hele verden (diasporaen) er bevis for Allahs afvisning af jøderne (7:168). Yderligere advares jøderne for deres arrogante påstand om at være Allahs udvalgte folk (62:6) og for fortsat ulydighed og "korruption" (5:32-33). Andre synder, hvoraf nogle gentages, opregnes: fornærmelser, selv drab på profeter (4:155); 2:91), derunder på den muslimske profet Isa (Jesus) (3:55; 4:157), er et gennemgående tema. Jøderne forhånede profeten som "Ra´ina (Den Onde i 2:104; 4:46), og de anklages også for manglende tro, for at citere ude af sammenhæng, ulydighed og forvanskning (4:46). Yderst få af dem er troende (igen 4:46). Disse perverse skabninger hævder også at Ezra er messias og de tilbeder rabbinere som har franaret folk deres egendele (9:30). Der tilføjes yderligere synder: Jøderne fremstilles som et misundeligt folkefærd (2:109), med hjerter så hårde som sten (2:74). Endvidere beskyldes de for at sløre sandheden (2:42), bevidst at pervertere de hellige skrifter (2:75), og for at være løgnere (2:78). At være oplyste folk med ringe tro (2:89) som forfølger vage fantasier og ren ønsketænkning (2:111). Andre synder bidrog til stemple dem (se 2:62/3:112 ovenfor) som ondskabsfulde, nederdrægtige og selvfornedrende, herunder at være ågerkarle (2:275), troldkarle (2:102), hedonister (2:96) og afgudsdyrkere (2:53). Flere (og gentagne) synder opregnes: Jødernes afgudsdyrkelse nævnes atter (4:51) hvorefter dette sammenkædes med andre anklager (som ofte gentages) ringe egenskaber - den enorme tilsvining mod Maria (Jesu moder) (4:156) så vel som åger og bedrageri (4:161). De fleste jøder beskyldes for skørlevned og at være misædere og ugudelige (3:110), et folk som er blevet forrådt af deres egne løgne (3:24), og som prøver at få muslimer til at vende sig bort fra islam (3:99). Jøder er blinde og døve over for sandheden (5:71) og det som de ikke har glemt har de perverteret - de er blevet forledt af falske ideer (3:69), har fordrejer sandheden (3:71), taler med to tunger (3:79) og snyder ikke-jøder uden at nære anger (3:75). Muslimer advares imod at indgå venskab med jøder (5:51) og at være opmærksomme på det dybe had jøder nærer over for dem (5:82). Jødernes ultimative synd og straf tydeliggøres: De er Djævelens håndlangere (4:60) forbandet af Allah, de vil miste deres ansigter (4:47) og hvis de ikke accepterer den sande tro islam - de jøder som forstår deres tro bliver muslimer (3:113) - vil de blive forvandlet til aber (2:65/7:166), eller aber og svin (5:60) og brænde i Helvedes ild (4:55; 5:29; 98:6 og 58:14-19).
(Kilde: Dr. Andrew G. Bostoms tale "The First and Last Enemy" ved conferencen om "Counterjihad" afholdt i Brussels, Belgien den 18/10-07).
Muhammads kulturelle og fysiske genocide på Arabiens jøder er beskrevet i den mest autorative muslimske biografi om profetens liv (sira), som tillige er den allerførste levnedsskilding af Profeten. Den er forfattet af Ibn Ishaq omkring år 750, men kendes kun i en senere bearbejdelse ca. 75 år senere.
Her i en sammenfatning fra "Encyclopedia of Religions and Ethics" fra 1915 forfattet af islamforskeren dr. Margoliout:
"I Ibn Ishaqs biografi er de karaktertræk, som tillægges Profeten yderst uheldige. For at nå sine mål viger han ikke tilbage fra noget middel, og han bifalder en lignende mangel på skrupler hos sine tilhængere, når det gælder hans formål. Han udnytter til det yderste mekkanernes ridderlighed, men han gengælder den sjældent. Han organiserer snigmord og massakrer i stor stil. Hans akrriere som tyran i Medina svarer til en røverhøvdings, hvis politiske økonomi består i at sikre og uddele rov, oog dette sker ud fra principper, som ikke lever op til hans følgesvendes begreber om retfærdighed. Han er selv en tøjlesløs libertiner og opmuntrer sine ledsagere til det samme. For hvad han end gør, er han rede til at anråbe om øjeblikkelig godkendelse fra Guddommen. Det er imidlertid umuligt at finde noget princip, som han ikke er parat til at svigte for at sikre et politisk resultat. På forskellige tidspunkter opgiver han tanken om Guds enhed og kravet om at være Profet. (jf. "De sataniske vers").
Beundrende beskriver Ibn Ishaq, hvorledes Profeten med snilde gennemtvinger Medinas jødiske nabostammers overgivelse. Profeten befalede herefter, at der på markedspladsen skulle graves grave. Stammens mænd førtes så i grupper frem for ham, hvorefter de alle blev halshugget. Muhammad fordelte deres ejendom, kvinder og børn. Selv tog han sig som vanligt godt betalt, ikke mindst blandt kvinderne. 700-900 mænd mistede livet."
Trods denne beskrivelse af Muhammad bevarede Ibn Ishaq sin solide plads i den muslimske tradition.
Efter vestlige forskeres opfattelse fandtes der i virkeligheden ingen islam, som vi kender den, før to til tre hundrede år efter Muhammad. Der var simpelthen tale om barbarernes erobring af civiliserede lande. Muhammad som profet og talerør for den universelle guddom Allah, er en opfindelse af de muslimske lærde i det 8. og 9. århundrede. Af rent politiske grunde fik han tillagt en tilbagedateret profetstatus, som de senere herskere og lærde havde brug for, til at give en guddommelig begrundelse for deres brutale magtkampe.
Det tydeligste eksempel på hvor langt islam er fra en modernisering eller reform er den begejstring/passivitet hvormed de almindelige muslimer forholder sig til de jihadistiske terrorangreb mod civile begået både mod Vesten og andre kulturer, langs det som politiologen Samuel Huntington kalder "islams blodige grænser".
Især når dette sammenholdes med hvor let det er for islams elite - præsteskabet - at oppiske til had, vold og demonstrationer og handelsboycott hvis islam eller dens profet anses for krænket og der derigennem kan scores nogle politiske point ved at at kræve en undskyldning fra de vestlige ledere iblandet forblommet tale om isdlamofobi som det største problem i verden.
Islam udviser således ingen sikre tegn på at have forandret sig siden den gjorde sine imperialistiske erobringer, der først blev definitivt afsluttet med nederlaget foran Wiens porte i 1683. Det ultimative mål er uforandret, strategierne og taktikken er den samme som altid, bortset fra, at sværdet nu er udskiftet med våben som er frembragt af vestlig videnskab og teknologi, herunder masseødelæggelsesvåben, samt at jihadiske invasionshære nu er erstattet af demografisk overrumpling i de muslimske parallelsamfund i Vesten.
Fredelig sameksistens er alene mulig hvis islam ændrer sit teologiske (ideologiske) grundlag på mindst to punkter. For det første opgiver forestillingen om at være Guds udvalgte folk, hvoraf herrefolksmentaliteten (islamic supremacy) og den indgroede racisme udspringer. For det andet opgiver princippet "hensigten helliger midlet", hvorved ethver middel er legitimt at tage i anvendelse over for vantro der afviser islam, for at nå det af Allah befalede mål om at underlægge hele verden for islam. Egentlig at tage det i besiddelse som allerede tilhører muslimerne, idet Allah som verdens skaber har skænket alt jordisk ejendom og gods til sit udvalgte folk. Som en muslim udtalte: Den eneste grund til, at Allah har givet de vantro ejendom er, så vi har noget at plyndre.
Med den ideologiske fjende Sovjetunionen lykkedes det efter Stalinepoken USA/NATO at opnå en slags fredelig sameksistens, hvor der eksisterede anerkendte indflydelsessfærer som begge parter respekterede. Det blev opnået fordi begge parter var rationelle nok til at erkende at de befandt sig i en "no win situation", idet ingen af samfundene kunne forventes at overleve en total atomkrig. Meget rammende kaldtes dette for MAD, Mutual Assured Destruction.
Noget sådant synes ikke muligt i relation til islam. For det første bygger islam ikke på rationalitet, men på religiøs blind tro og fanatisme. For det andet findes der ikke noget i islam der svarer til en supermagt eller ledende muslimsk land. Situationen er kendetegnet af rivaliseringer og konflikter.
Efter regimeskiftet i Irak peger alt i retning af en fremtidig shia muslimsk axe mellem Iran, Irak, Syrien, Hezbollah i Libanon og måske også støttet af det sunni muslimske Hamas. Iran kan således meget vel tænkes at blive islams førende og ultraaggressive stat, i en slags terrorbalance med Saudi Arabien, Ægypten og Pakistan, der ser deres egen magt og position truet desto stærkere Iran bliver.
Præsident Bush udnævnte i 2002 Iran, sammen med Irak som en del af "ondskabens axe", men jeg har vanskeligt ved at finde rationelle grunde til, at man valgte at angribe Irak i stedet for at lægge et stigende pres på Iran. Hvis USA/Vesten skal opnå politiske sejre mod islam på det globale plan skal man spille på den interne splittelse mellem shia og sunni muslimer, efter del og hersk princippet. Afholde sig fra større landoperationer og i stedet destabilisere truende regimer ved at anvende luftvåbenet i kortvarige men massive operationer der går efter den politiske/religiøse ledelse, hær og efterretningstjeneste samt militære anlæg, herunder angreb på atomare anlæg der kan anvendes til produktion af atomvåben. Dette kan evt. følges op af en flådeblokade der knækker landets økonomi. Samtidig skal man selvfølgelig yde politisk, propagandamæssig og økonomisk støtte til oppositionelle grupper, som har en vis styrke i Iran, hvor utilfredsheden med præstestyret er voksende i befolkningen.
Den nuværende "kamp mod terror" føres på en måde der vel bedst kan karakteriseres som, at det er som de blinde slås. Vesten er blivet blændet og forblindet af islam og kan hverken se eller tænke klart længere.
På grund af denne kommentars længde må jeg afbryde her og vende tilbage til dine øvrige bemærkninger om kristendommens splittelse i tre store hovedretninger, som jeg gik let og elegant hen over. Herunder ikke mindst dine bemærkninger om den ortodokse kirke, som jeg både har nogle personlige erfaringer med og nogle mere gererelle vurderinger af.
Hilsen
Ipso Facto 
-----------------------
"Hvor og på hvilken måde skaffede profeten sig viden om jødisk historie, lov og skik? To vigtige passager i Koranen antyder, at han meget vel kan have haft en jødisk lærer, sandsynligvis en rabbiner. I Sura 25,5 anklager de vantro ham for at lytte til gamle historier, som han har fået dikteret af en anden. Muhammad afviser ikke, at han har haft en menneskelig lærer men insisterer på, at inspirationen er guddommelig. I Sura 16,103 siger åbenbaringens engel: "Vi ved udmærket hvad de siger: det er kun en dødelig som har undervist ham. Men hans sprog som de hentyder til, er fremmed, mens dette er et klart arabisk sprog!" Torrey har argumenteret for, at denne lærer må have været en babylonsk jøde fra det sydlige Mesopotamien." - Citeret fra Ibn Warraqs "Derfor er jeg ikke muslim", side 97/98. Derefter følger en systematisk gennemgang af de begreber som islam har overtaget fra den jødiske tradition. Begreber som ikke fandtes på arabisk.
|
|
|
|
