|
2
registrerede Hanskrist
,(1 usynlig),
99
gæster og
37
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Hvor rationelle er vi?
|
Hej Kristian og I andre,
Det glæder mig at se den massive kritik af Thomas, hvor meget I debattører fandt sammen her og hvor enige I var i jeres for og be -dømmelse af Thomas’s skamløse moraliseren.
At han er en moralist af værste skuffe er tydeligt for enhver, og slemt må det stå til i Thomas eget liv, hvor slemt kan vi kun gisne om.
Hvis der er noget Jesus aldrig har været så er det moralist selv om nogle af skrifterne i NT vil dreje og misbruge manden i den retning (vi kender problematikken fra striden mellem Paulus og Peter inklusiv Jerusalem menigheden).
Lad os se på det moralske problem, det onde og det gode (det moralske æbletræ der giver viden om ondt og godt). Vi hører straks om det i GT, det er vel selve dramaet i GT, hvor en uventet løsning så kommer i NT (med mere moral, lov og bud, nej selvfølgelig ikke, for vi får en supramoralsk løsning, hvor vi takket være åndens nye liv formår at vandre i ånden, vandre kreativt og karismatisk i ånden (hvor ånd er den magt gennem hvilken mening lever, og det er mening, der giver retning til magten).
Vi kan opdele de moralske epoker i menneskehedens liv som følger:
Paradistilstanden; syndefaldsperioden og Kristus-perioden, Guds rigets epoke, den kristne æra.
GT beskæftiger sig sagligt med de 2 første perioder men der er også en forventning om at Gudsriget i forbindelse med en kongelignende (mægtig i verdslig forstand (”så ka de lære det”)) messias vil indfinde sig på et tidspunkt.
Freud ville også kunne finde disse faser i det enkelte menneskes liv og udvikling, men hvad fanden han er jo også en Paulus en jøde, samme blændende intelligens.
Paradistilstanden er karakteriseret ved at mennesket befinder sig i en ”før moralsk” ubevidst tilstand, lykkelig tilstand.
Syndefaldsperioden, faktisk den vi er mest fortrolige med og som Hegel og Marx og Freud om nogen har behandlet, er karakteriseret ved at viden om ondt og godt koster (i det hele taget individuel bevidstgørelse, adskillelse af subjekt og objekt), tynger og piner vores bevidsthed, den ulykkelige og uforløste bevidsthed, overjegs dominerede bevidsthed (kulturens byrde) hvor vi konstant plages af samvittighedskvaler og videnskvaler, lige fra ugerninger og uforløst seksualdrift til dorskhed, hvor vores moderne forbrugslivsstil et sted er uforenelig med vores samvittighed (med vores fælles viden om klodens tilstand) og gør ondt på os. På samme måde som jordens befolknings fattigdom nød og elendighed altid vil plage vores samvittighed, Guds øje i det høje der ser alt.
Paradislængslen optager de fleste mennesker, længslen efter den før moralske ubevidste lyksalighedstilstand. Her kommer stoffer, alkohol, sex, forelskelse, Gud og guder, religionsdyrkelse, fetishdyrkelse og forlystelser ind i billedet, hovedløs/bevidstløs og meningsløs katharsiske metoder der skal få os til at glemme for en stund byrden af at være bevidste moralske væsner, ja i det hele taget bevidste væsner, der er splittede og adskilte fra den salige barnlige uskyldighed (barnligt, set i forhold til menneskehedens såvel som det enkelte menneskes liv og udvikling). Det er også her Serotonin som debattør og som psykofarmaka kommer ind i billedet (EKIM er en klar fornægtelse/benægtelse af syndefaldsperioden, hvor vi er bevidste om vores nøgenhed, seksualitet, kroppen altså og hvor frygt og den ulykkelige adskillelse mellem subjekt og objekt, spiller en så stor rolle i forbindelse med vores moralske selvbevidsthed og ansvarlighed og ja i det hele taget med den individuelle bevidsthedens opståen til forskel fra den kollektive; denne pinefulde tilstand benægter og fornægter EKIM).
Mennesket kan da godt prøve at tage stoffer/inklusiv psykofarmaka, dykke ned i flasken og i sex (hovedløs/meningsløs og hjerteløs sex, altså upersonlig og ubevidst sex) som en løsning, men vores højere bevidsthed, vores samvittighed ser alt og vi bliver ikke lykkelige af at glemme Gud i det høje der ser alt vi foretager os (altså overjeget eller vores højere bevidsthed der dømmer os for vores bevidstløse demensagtige uforstandige adfærd).
Thomas vælger det gode, alene det gode og vælger det onde fra (friheden fra og dermed også kærligheden som kun eksisterer i forbindelse med friheden, den individuelle). Dette er moralisternes løsning på syndefaldsperioden og den ulykkelige bevidsthed.
I NT er der en strid om hvorvidt dette er løsningen, at vælge det gode (loven og budene) og fravælge det onde (friheden). Islam har valgt Gud Allahs Koran, altså det gode, shariaen og valgt det onde og friheden fra (individet som et selvstændigt kreativt væsen).
Lad os nu sige at det er Paulus, altså Kristus Jesus, der vinder striden i NT, og ikke moralisternes Jesus, så kommer der et spændende alternativ til dette at vælge det gode og fravælge det onde, fravælge friheden og kreativiteten, som løsning på menneskehedens moralske dilemma.
Hos Paulus finder vi friheden og ånden fra den gode gud (god i moralsk forstand) i Kristus og friheden til den Skabende Gud. Som en anden Nietzsche skal vi sætte nye standarder, ved at næstekærligheden, Kristus, overløber moralen, loven, den moralske lov (sharia), ved at komme den i forkøbet med kærlighed og kreativitet, åndens nye liv, med de karismatiske nådegaver, hvor vi magter at leve kreativt, altså at vandre i ånden og hele tiden gøre det uventede og paradoksale nye, som Faderen gør det, da den fortabte søn vender hjem. Kristus viser os at "du skal", ikke gælder for han viser os et alternativ der hedder, "du kan også gøre sådan, noget helt andet".
Altså i Kristus kan der slet ikke blive tale om at vælge mellem det onde og det gode, fordi vi er hinsides denne problematik. Kristus-livet er supramoralsk, det er kreativt, karismatisk, hvor vores frihed, det onde ikke er valgt fra, men vi er accepterede som de syndere vi er i ontologisk forstand (selvstændige kreative individer (vestens metode)), men synden er dog ikke accepteret, da Kristus, Guds kærlighed, viser os at Friheden ikke behøver at medføre vi synder, ender i synd.
Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle (gældende for alle), bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. (siger Karl Barth, teologiens Einstein).
Den vending hvori et menneske således finder sin frihed i kraft af udvælgelsen i Gud – og som er Guds egen gerning på alle niveauer – det kalder Barth dåben med Helligånden eller åndsdåben. Og vores åndsdåb sker i et barmhjertigt møde mellem Gud og menneske, for at vi skal blive et frit, selvbestemt og egentlig menneske i trofasthed imod vores sande bestemmelse, et liv i sand medmenneskelighed (en medmenneskelighed vi magter fordi vi i Kristus har Guds kærlighed, er elsket og accepteret som de frie (syndige) mennesker vi er (synden er dog ikke accepteret, hvilket vi ej heller selv ville kunne leve med pga vores samvittighed og selvrespekt)).
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
Aner ikke om jeg er færdig med mit indlæg, men det er vel også allerede langt nok, men varmen gør altså at jeg nu tager min cykel og cykler her fra Nørrresundby, helt ned til Limfjorden hvor jeg bor, og så ud til Rødhus eller Blokhus for at bade og solbade og dase, jeg tager en teologisk bog med.
|
|
|
|
