|
1
registreret
(1 usynlig),
144
gæster og
1609
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
P.s.:
For ganske mange, ville det jo være dybt fortvivlende altid at skulle vralte rundt omkring men aldrig nærme sig en sagens kerne, men for dig synes det ligefrem at være tilfredsstillelse nok, bare at gentage ”store spørgsmål” til meningsløse påstande, ja for ikke at tale om din mani med at ville ”autorisere” trosbekendelserne med påvisning af samme meningsløshed hos andre troende – det er faktisk sådan du gennem alle årene har forholdt dig til debatten Arne.
Eksegesen har næppe været helt spildt på dig, den inkarnerede kristne der pure nægter at argumentere for værdisynet i sine trosbekendelser, fordi debat for ham blot drejer sig om at klaske trosbekendelser på sin opslagstavle, men ikke om at udrede og forklare et meningsindholds værdi.
Det er muligvis en uskik man hurtigt indser, men ikke en man hurtigt vænner sig til, og det gælder også for Somo, for i behandler begge information på den samme sløsede måde. Det er desuden mit indtryk, at der fremfor virkelig glæde er tale om en alvorstunge livsanskuelse med ubehagelige gener, hvad dig gælder. Ja i grunden ku’ man vel sige, at glædesytringerne mere end livsglæde minder om et råb om hjælp, da selvbedraget du fastholder må være ret ressourcekrævende, og derfor næppe ka’ vidne om en livsindstilling der fører glæde med sig over livets virkelige hændelser. I den forbindelse er du jo ude af stand til at beskrive hvad i livet der fremmer glæde, og er derfor tvunget til bare at glæde dig over livet som begreb, der synes at mangle sin substans. Det synes jeg er trist at se. Det er i øvrigt samme ”model” du propper verden/universet ind i, og ender også dér med bare at tilkendegive, at du glæder dig over intet at vide – m.a.o. en lovtale for det at tro (glæden ved bare trosbekendelser), men ikke det at vide.
Det er dog ingen videnskabs formål, eller arbejdsopgave, at understøtte uvidenhed Arne, det troede jeg dog trods alt du vidste. At du har retten til at lure dig selv, indebærer ikke at det er rigtigt, ja gyldig moral, at lure sig selv. Der er næppe heller tale om fint brug af medmennesker, hvis deres tjeneste er, indirekte at anerkende selvbedrag du er dig bevidst, men ikke tør se i øjnene!
Så alt i alt, er det vist på høje tid vi hidkalder Storms P’s små gravhunde til at se lidt nærmere på stakittet der omgærder deres moral, min gode hr. lægprædikant…;)
mvh – måtte regnen vaske eders øjne, sandt at sige, bør de vist bruge en anelse lud.. ;)
Simon
|
|
|
|
