|
0
registrerede
1706
gæster og
185
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Hr. prædikant..
Lad mig her præsentere dig for en lyslevende poesis tankebilleder, der kaster lange skygger i eftertidens levende mindeskabere – relationen er naturligvis dit manglende livsindhold, hvor kun livet besynges med tomme fraser –, blot her fra en Petrarca, der levede nogle øjeblikke forinden men stadig stråler. For det er din opgave at levendegøre hvad der måtte springe dig i øjnene, da ikke mindst så andre ka’ forstå dig, ja det er faktisk hele meningen med at figurere på debatter, særlig for dem, der som du opfatter sig selv som åndelige begavelser:
Der, hvor Laura hviled
Paa de Blomster smaa,
Der, hvor Laura første gang mig smiled,
Maa jeg ofte staae:
Endnu blomstre her Roser vilde,
Græsset grønnes og Taarerne trille,
Hvor jeg min Elskede saae.
Endnu fløiter i Nattens Stille
En Nattergal her sin Elskovstrille,
Endnu staaer i den grønne Bark
Laura hos sin Petrarc.
- Petrarca.
Det sku’ m.a.o. ikke være dig så vanskeligt at bringe liv i det du snakker om, for det er jo fuldstændig fjumset at sidde dér og svinge om dig med tomme glædesytringer; så hvorfor ikke mande dig lidt op, fortælle hvad det ér der smerter og glæder dig, omend indirekte, hvis det må være sådan? Det andet er bare mystifistisk sludder om livet som enhver gennemskuer som nonsens…
Indtryk i livet, kan jo sagtens beskrives smukt og på et utal af måder, men det kræver man gør sit for at skabe tankebillederne på en måde, der bringer nogen i affekt - eller simpelthen forklarer hvad det er der skaber store følelser, og det er præcis hvad du ikke bestræbe dig på!
mvh & god weekend..
Simon
|
|
|
|
