|
0
registrerede
42
gæster og
386
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Morn’ Arne…
Driller dig, som du ved, og naturligvis fordi jeg synes du er sådan en overtroisk provokerende krukke med et godt smil til livet. Det er jo dejligt med glade mennesker, de får mig til at føle mig som Godfred Hartmann, når han betænkt af vorherre sidder mellem blomstrende hvidtjørn og rododendron og hører Helios-ouverturen, mens han undres over hvordan fanden nogen kan finde på at tage 14 dage til Hellas, og så i dét vejr. Godfred er for resten helt vidunderlig læsning, så jeg kan kun på det varmeste anbefale dine smilerynker hans kuglepen!
Men problemet med din glæde, Arne, er jo, at ingen aner hvad det er for udsagn fra din fabelagtigt kommunikerende og meget meningsfyldte verden der forårsager den, at man så at sige sidder udenfor Gamle Scene og med kun anelser fra musikken derinde må gætte sig til i hvilken forestilling du optræder. Forstår du mit problem? Menneskers glæde, kan i kraft af livssituationen være fuldt ud forståelig, ja ligefrem misundelsesværdig eller bare vække ens egen, men kun fordi man kender historien der skabte den. At falde i svime over selve livet, uden overhovedet at beskrive hvad det ér i livet der for dig til at dåne, bliver en tågesnak så uendelig fjernt fra eksempelvis Blichers lykkefølelse over det spirende forår.
Som sagt, spiller det jo ingen større rolle for mig, om situationen der beruser dig har et fabelagtigt eller virkeligagtigt ophav, når bare jeg får begreb om forholdet. Det er meningsløst at være så karrig som du, på en debat hvor akkurat forklaringer må være formålet med deltagelse. At være glad er godt, når bare man ved hvorfor man ér det. Og dette har især betydning, når vi når dertil i vores liv hvor vi aner enden, og derfor tænker meget på hvad det er i livet vi vil gå glip, når vi forlader det. Jeg synes ikke det er spor sjovt at skulle dø, men det er heller ikke spor sjovt ikke at kunne nyde livsforhold, dersom smerter og hvad ved jeg stjæler min koncentrationsevne. Livet er jo omstændigheden for trykimpulser langt udover hvad vort sanseapparat modtager af kildedata til dechifrering, hvorfor du får vanskeligt ved at elske omstændigheden der udtrykker sig for ukendte mennesker på fx den anden side af jorden. Du får derfor også svært ved at tale om et egentlig livssyn, idet den omstændighed du kender, ikke vil være udtryk for andet end dine akkumulerede erfaringer. Så et livssyn kan m.a.o. også anskues som en fattigmandsfilosofi, og i særdeleshed vil livssynet være en fattig fortælling, dersom det reelt er udtryk for fantasier som fx religioner, buddhismen og den slags. Så i dét lys, forstår jeg selvfølgelig godt at du holder historien eller fablen tæt til kroppen Arne. Men nu er det jo altså ikke mig men dig, der snakker så meget om glæden ved livet ;)
Jeg selv begrænser mig til at glædes eller fortvivles over forhold der optræder i livet, og derom har jeg ikke kun ét synspunkt, for også det ville være for fattigt.
mvh & fin dag til dig ;)
Simon
|
|
|
|
