|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
67
gæster og
86
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: Hvor rationelle er vi?
|
Hej Arne!
Tak for de gode udfordrende spørgsmål som jeg nu har haft nogen tid til at tænke lidt dybere over samtidig med, at jeg arbejdede på min replik til dig i "missionstråden", hvor jeg med god faktuel inspiration fra dig stillede folketroen – den naturlige religion – op over for en kristendom der var bået besærk i magtbrynde.
Min holdning til kristendommen er yderst ambivalent. Kritikken af kristendommen udartningsformer er nok i mindre grad en kritik af denne eksotiske mysteriereligions centrale lære, som af den menneskelige naturs dybt irrationelle og foruroligende sider.
Judaismen og kristendommen kan ses som to konkurrerende og meget forskellige tydningssystemer inden for et større civilisatorisk grundparadigme, funderet på grundmyten Genesis.
Et tredje og senere tydningssystem inden for samme grundparadigme er islam, hvis lære guddommeliggør menneskets driftsnatur, men erstatter menneskets naturgivne instinktive moral – talionsprincippet – med en rigoristisk ufravigelig pligtlære med detaljeret regulering af alle menneskelige aktiviteter. Muslimerne opfatter sig, analogt med jøderne, som Guds udvalgte folk, der agerer som Guds stedfortræder på Jorden – som kalif – med det ultimative mål at tvinge alle mennesker ind under Allahs lov – dvs. blive muslimer. Allahs befalinger i Koranen legitimerer, at ethvert middel tages i anvendelse over for de vantro for at nå målet. Spiritualiteten som findes i Judaismen og kristendommen er i islam erstattet af et jordisk projekt - at gøre erobringer i denne verden. Af magt, ære og prestige, mens islam ikke tillader, at der stilles eksistentielle eller åndelige spørgsmål. Allah er ikke blot usynlig, men absolut transcendent og det eneste han kræver er underkastelse under og tro på hans ufejlbarlige befalinger.
Hvor judaismen forholdt sig pragmatisk til en tilværelse under Guds beskyttelse og dom, og endnu indeholder en del elementer fra naturreligionen, så er kristendommen i sin oprindelse et radikalt opgør, ikke blot med judaismen, men med både menneskets driftsmæssige natur og dets iboende rationalitet.
Den opstiller høje etiske fordringer som intet menneske der ønsker at leve et jordisk liv kan opfylde. Derved bibringes mennesket en stærk følelse af dets egen utilstrækkelighed og syndige natur, som defineret og forklaret i Genesis. Gud har forbarmet sig over sin syndige skabning ved at træde ind i historien på menneskets usle vilkår og derved vist det vejen til evig frelse, gennem en tro som atter forener det med Gud. Som heler den splittelse og ophæver den dom som blev afsagt med syndefaldet.
At judaismen befandt sig i en alvorlig eksistentiel krise er fortællingen om Herrens lydige og gudfrygtige tjener Job et eksempel på. Århundredet fvt. var præget af en jødisk borgerkrig mellem tilhængere af kongemagt og teokrati. Derefter fulgte romernes erobring og besættelse af judæa. Midt i denne krise opstod kristendommen og den udøvede en stærk tiltrækningskraft på især de fattige, udstødte og kvinder.
År 66 indledte jøderne et oprør mod den romerske besættelsesmagt som blev besvaret med hvad vi i dag ville kalde fysisk og kulturel genocide. Med Templets ødelæggelse i år 70 og fordrivelsen af jøderne fra Judæa begyndte den jødiske diaspora som kom til at vare helt frem til afslutningen af anden verdenskrig og etableringen af den jødiske stat Israel.
At der er plads til tre så forskelligartede monoteistiske religioner inden for det samme eksistentielle grundparadigme må jo undre enhver rationel observatør der i det lys forsøger at fremdrage nogle hovedlinier og motiver i den historiske udvikling som foreløbigt er kulmineret med de postkristne sekulære demokratier – den vestlige civilisation.
Judaismen er stort set det den altid har været i sin essens. Den er eksklusiv, ikke missionerende, pragmatisk og yderst tilpasningsdygtig når den etableres i fremmede kultussfærer. I århundredet fvt. optog judaismen den universelle etiske fordring om at udvise en elementær hensyntagen til næsten – den gyldne regel - i sin tradition. Det samme gjorde stort set alle samfundsintegrerede større religioner bortset fra islam, hvor der ganske enkelt ikke er plads til nogen universel etisk fordring, men alene til den partikulære pligtlære som bygger på Koranen, hadith og sira.
Islam er således støbt aldeles uforanderlig, som et absolut totum, og dermed kan den umuligt tilpasse sig fremmede kulturer eller religioner, eller opnå fredelig sameksistens med det fremmede. Alene eksistensen af noget ikke-islamisk i verden opfattes som en provokation som i sig selv legitimerer et retfærdigt modsvar i form af hellig krig mod Allahs fjender.
Islam opfatter sig selv som en fredens religion. Den selvforståelse grunder sig på den teologiske tese, at islams ultimative mål er den universelle fred som bliver resultatet når alle underkaster sig Allahs befalinger og love. Af denne selvforståelse følger også, at islam slet ikke kan føre krig. Krig findes alene uden for islam blandt de vantro. Når muslimer griber til våben så er det altid en fredens handling til forsvar for den eneste sande tro og religion, uanset om det er til angreb eller forsvar. Blot kampen føres i Allahs navn og i hans tjeneste. (Dette væsentlige, men af de fleste vesterlændinge ikke erkendte aspekt af islam, er bl.a. fremført af Bassam Tibi i "Krieg der Zivilisationen", München 1995).
At det blev kristendommen som blev den store samfundsintegrerede religion som støbte fundamentet for Vestens civilisation er egentligt dybt paradoksalt. Som eksotisk mysteriereligion indeholder dens centrale dele – næstekærlighedsbudet og de radikale fordringer i bjergprædikenen - en venden sig bort fra den syndige og fordærvede verden. Bort fra politiske magtkampe i det verdslige regimente, mod det åndelige. Mod gudsriget og frelsen gennem tro på Jesus Kristus, der gav sit liv for vor frelses skyld. Det er det væsentlige, mens politikken – kejserens rige – får skøtte sig selv. Kristendommen fordrer således at blive forkyndt bag ryggen på enhver verdslig magthaver, med en lære som netop ikke lader sig udmønte politisk. Dens ultrapacifisme tillader intet oprør mod magthaverne; der kan i det højeste være tale om forskellige former for ikke-voldelig protest.
Kristendommen stiller ikke fordringer om en bestemt måde at indrette samfundet på, men den stiller etiske fordringer til den enkelte som han skal opfylde på egne vegne i mødet med næsten. Gode gerninger fører ikke i sig selv til frelse, det gør alene troen på Jesus kristus frelsergerning, men troen og Guds nåde motiverer den troende til at gøre det gode, hvorved det onde fortrænges fra verden.
Den eneste grund til at denne mysteriereligion overlevede var qua det empìriske faktum, at den i dens første århundreder vandt stor tilslutning og derfor blev en social kraft og dermed også en politisk magtfaktor, som datidens supermagt romerriget til sidst valgte at forsone sig med med, ved at gøre den til statsreligion i romerriget i det fjerde århundrede. Det skete efter det pragmatiske princip: "If You Can't Beat Them, Join Them."
Kristendommen var slet ikke skabt til at få del i den politiske magt, men det problem blev overvundet på kirkemødet i Nikæa år 325, hvor man redigerede i de hellige skrifter, efter princippet klip en tå og hug en hæl, hvorefter kristendommen blev gjort grydeklar til at få del i den politiske magt. Som magtens åndelige legitimation.
Kristendommens historie fra den fik politisk magt og indtil den atter blev frataget denne efter oplysningstidens ideer om sekularisering og politisk ligeværdighed (demokrati) var blevet omsat i kultussfæren, er i egentligste forstand en ukristelig historie.
Basalt set er det historien om, hvordan fordringer om næstekærlighed, tilgivelse og ydmyghed ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at forhindre magtbegær, magtmisbrug med brutal undertrykkelse og barbarisk forfølgelse af afvigere i en blodrus styret af irrationel magisk tænkning.
Når mit forhold til kristendommen ikke er totalt fordømmende, men ambivalent, skyldes det, at alt det ukristelige blodige vanvid ikke tegner hele billedet af kristendommen. Ved siden af og under alt det fordærvede fandtes andre bestræbelser der fik næring gennem en ydmyg og empatisk fortolkning af Jesuordene i Nye Testamente. For at passivisere denne implicitte kritik af den almægtige og ufejlbarlige pavekirkes pragt og vellevned, blev den efter princippet del og hersk kanaliseret over i forskellige munkeordener, som med kirkens velsignelse fik lov til at fokusere på og dyrke delaspekter i den kristne lære.
En fokusering på ydmyghed og fattigdomsidealet karakteriserede Frans af Assisi der oplevede en Kristusåbenbaring. I begyndelsen levede Frans og hans tilhængere i et ustruktureret fællesskab, men i 1209 fik Frans pavens godkendelse af den første ordensregel. Frans selv var ikke voldsomt interesseret i organisation og overlod gerne ledelsen til andre, men det smertede ham, når disse gav køb på det, som for Frans var hjertesagen, nemlig fattigdommen.
En fokusering på fornuften trængte på samme tid ind i kristendommen i form af studiet af oldtidens græske filosofi og videnskab. Først og fremmest Aristoteles gjorde et stort indtryk på filosoffen og teologen Thomas Aquinas, der skrev tretten kommentarer til aristoliske værker, ligesom han fik gjort studiet af græsk filosofi obligatorisk ved universitetet i Paris. Også Thomas, der indtrådte i Dominikanerordenen var optaget af fattigdomsidealet og var på et tidspunkt tiggermunk. Thomas regnes som den mest indflydelsesrige tænker i katolicismen.
Uden denne samtidige fokusering på både fornuften (rationaliteten) som fik afløb i de skolastiske undersøgelser og munkeordernes empatiske fokusering på efterlevelse af Jesu centrale forkyndelse om næskekærlighed, tilgivelse og bekæmpelse af menneskets driftsnatur, havde vi næppe fået åbnet op for den undersøgende og kritiske tænkning der førte til humanismen og som endte med kristendommens forkastelse i oplysningstiden.
Uanset pavekirkens magtbrynde og blodige magtmisbrug over for anderledes tænkende og troende er det et faktum, at den fordi den måtte dele den verdslige magt med fyrsterne, ikke havde styrke nok til at forhindre den frie tanke i at opbygge et rationelt videnskabeligt verdensbillede og det menneskesyn som i humanismen befriede mennesket fra den dogmatiske teologiske styring.
De tilløb der fandtes i islam på at indføre fornufts- og egalitetsprincipper for omkring et årtusinde siden løb alle ud i sandet. Islams urørlige elite, de retslærde og præsteskabet havde nemlig både magt, styrke og hensynsløshed til brutalt at slå enhver alternativ fortolkning ned.
I islam sejrede ortodoksien, i kristendommen kom ortodoksien under konstante og kraftige angreb som til sidst fik bugt med ortodoksien. Jeg ser Luthers oprør som et internt oprør der støtter sig på den tidligere humanisme kombineret med Jesu oprindelige lære. Luthers fortjeneste er, at han fik svækket pavestolens magt så meget at den verdslige humanisme fik lettere ved at vokse frem i de følgende århundreder. Med Luther fandt kristendommen efterhånden tilbage til sine rødder, og blev atter den kærlighedens religion som den havde været i de første tre århundreder.
Billedet er dog yderst broget på grund af Luthers patologier. Han var ramt af et heksevanvid som var værre end hvad Inkvisitionen kunne præstere, hvilket i de protestantiske lande udløste et volds- og blodorgie rettet mod kvinder som drev "sort magi" som først sluttede omkring år 1700. Luthers judeofobi var fuldstændig sygelig og uhæmmet. Et følelsernes amokløb som gør hans sproglige udfald mod jøderne til en endnu mere kvalmende og afskyvækkende oplevelse end hvad Hitler kunne præstere i Mein Kampf fire hundrede år senere.
Når jeg tegner dette billede af de tre monoteistiske religioner med den brede pensel er det for at læserne bedre kan forstå mit svar på dit spørgsmål om, hvad vi skal sætte i stedet for postmodernismen m.v.
For at forstå postmodernismen m.v. må vi først forstå den postkristne sekulære humanistiske baggrund den opstår på.
Som jeg ser det, er den utryk for den samme mangel på rationalitet som førte til erstatningsreligionerne fascismen, nazismen og marxismen-leninismen. Det etiske princip om politiske ligeværdighed som med logisk konsekvens implicerer et demokratisk styre og sekularisering synes ikke at kunne tilfredsstille menneskets irrationelle sider. Menneskets behov for en metafysisk/religiøs forklaring på dets eksistentielle situation må nødvendigvis finde udtryk i en eller anden tro på noget transcendent. En magt som står over mennesket og naturlovene, hvorved menneskelivet forlenes med en mening som det ikke synes mulig at etablere uden en sådan tro.
Som Aristoteles ser det er mennesket både et "politisk dyr" og et "metafysisk dyr".
Hvis fornuften ikke kan forklare det som vi føler den burde kunne forklare tager vi fantasien og troen på det overnaturlige til hjælp og konstruerer religiøse forklaringer (myter) som både kan tilfredsstille vor forstand og hjertes forhåbninger.
Konflikten mellem tro og viden, mellem oplevelsen af det transcendente som en subjektiv sandhed og en fornuft som stiller krav om at vi først kan kalde noget viden når vi har tilstrækkelig begrundelse for at det vitterligt er sandt, ser jeg som et eksistentielt grundvilkår for vor eksistens.
Rationaliteten er det eneste ægte universelle princip som må gælde for enhver person i et hvilket som helst muligt univers der rummer væsener med sansning, sprog og logik. Problemet er blot, at den religiøse tro per se bliver hjemløs i det univers fornuften beskriver i videnskab og rationel filosofi.
Videnskaben kan end ikke forholde sig til det religiøse fænomens metafysiske sider, da det falder uden for dets grundparadigme. Filosofien kan påvise at det monoteistiske gudsbegreb er modsigelsesfuldt og derfor umuligt kan være sandt.
Hvis man vil bevare muligheden for noget overnaturligt så er den eneste mulighed jeg kan se, at placere dette "væsen" uden for verdens fysiske og logiske grænser i det jeg har kaldt "det absolut transcendente". Men hvorfor dyrke noget som man logisk set ikke kan gøre sig nogen som helst forestilllinger om? Er det ikke tilstrækkeligt at leve og opleve livet i alt dets skønhed og mangfoldighed og glæde sig over, at man fik den mulighed?
Det var den konklusion Aristoteles nåede frem til. Han erkendte gennem rationel analyse at der kun kunne være en almægtig Gud, men han dyrkede "ham" ikke.
En refleks af Aristoteles holdning, og min egen, finder jeg i fysikeren og humanisten Albert Einsteins forholden sig til det hellige eller transcendente - tilværelsens mystiske sider.
Et par korte citater kan måske hjælpe med til at afklare hvad denne tænker nåede frem til:
"A man's ethical behavior should be based effectually on sympathy, education, and social ties; no religious basis is necessary. Man would indeeded be in a poor way if he had to be restrained by fear of punishment and hope of reward after death."
"My religion consists of a humble admiration of the illimitable superior spirit who reveals himself in the slight details we are able to perceive with our frail and feeble mind."
"The most beautiful thing we can experience is the mysterious. It is the source of all true art and all science. He to whom this emotion is a stranger, who can no longer pause to wonder and stand rapt in awe, is as good as dead: his eyes are closed."
Det første citat indeholder ikke blot en afstandtagen fra enhver form for organiseret religion som etisk rettesnor eller handlingslegitimation. Den sidste sætning må forstås som en tænken sig ud over vor kulturs grundmyte Genesis, og dermed også alt hvad der hævdes i de tre monoteistiske religioner.
I stedet for sætter Einstein i det andet citat en ydmyg beundring for den "overlegne ånd" han mener i finstrukturen at kunne skimte bag de fysiske og metafysiske principper verden er konstrueret efter. Der er ikke tale om underkastelse og ærefrygt eller håb om frelse, som i islam og kristendommen, men netop om ydmyg beundring over for de ukendte kræfter der har formet universet og muliggjort livet.
I det tredje citat udtaler Einstein den erkendelse, at det smukkeste vi kan opleve er det mystiske. For ham står det mystiske ikke i et modsætningsforhold til rationalitet og fornuft. Tværtimod ser han det mystiske som kilde til al sand kunst og videnskab. Netop dette, at vi kan erkende eller fatte verden ser denne tænker som et evigt mysterium (“The eternal mystery of the world is its comprehensibility.").
Det menneske som ikke længere formår at standse op i dyb undren over verden, er så godt som død, siger den store tænker til sidst.
Hvis ikke Einstein er agnostisk fritænker, så ved jeg ikke hvad man ellers skal kalde hans tanker om vor eksistentielle situation.
Efter denne lange indledning kan jeg nu besvare Arnes spørgsmål omkring hvad vi skal sætte i stedet for den postmodernistiske erstatningsreligion.
Svaret kan stort set rummes i endnu et einstein citat:
"The further the spiritual evolution of mankind advances, the more certain it seems to me that the path to genuine religiosity does not lie through the fear of life, and the fear of death, and blind faith, but through striving after rational knowledge."
Vægten må lægges på den rationelle erkendelse frem for blind tro og angst for livet og døden. Den ægte religiøsitet når man frem til samtidig med at man bestræber sig på at opnå rationel erkendelse af verden og sin situation i verden. Hvis oplevelsen af det mystiske – den religiøse åbenbaring eller længslen efter at blive forenet med Gud – ikke holdes på plads af fornuften så udarter den uværgeligt i det vanvid som de organiserede religioners blodige historie er udtryk for. Dette er min fortolkning af hvordan den lille store tænker oplevede sin eksistentielle situation, og hvilke konsekvenser han drog af sin erkendelse.
Som erstatningsreligion er postmodernismen, multikulturalismen og kulturrelativismen, og for dens sags skyld også den etstatningsreligion der hedder troen på eksistensen af universelle menneskerettigheder udtryk for den samme mangel på rationel konsekvent gennemtænkning som ligger bag de organiserede egentlige religioners lære.
Som bekendt er vejen til Helvede brolagt med gode intensioner og det gælder i lige så høj grad de gode humanistiske intentioner som ligger bag de nævnte erstatningsreligiøse bestræbelser. Vi er på vej mod Helvede, eller rettere de bedste tankens frugter den vestlige civilisation har præsteret – sekularisering, politisk ligeværdighed og demokrati - bliver undermineret fordi ingen føler sig forpligtet på dem. Fordi ingen eller meget få har den nødvendige tankekraft til at videreudvikle disse oplysningstidens ideer, men lader sig styre af drifter, instinkter og troen på frelse, iblandet magtbegær og opportunisme.
Hvis Vestens civilisation går under så sker det af præcis samme grund som det tyske Weimar demokrati gik under. Ingen var parate til at ofre noget fordi man bildte sig ind, at weimarpolitikerne sammen med jøderne og socialisterne var årsagen til landets og folkets ulykke og fornedrelse efter nederlaget i første verdenskrig, som de fik skylden for (dolkestødslegenden).
Hitler kunne netop det som demokratiets små grå mænd ikke formåede: at vække begejstring og tro på fremtiden. Vække troen på at det tyske folk var noget ganske særligt, en arisk kulturskabende race som havde guddommelig ret til at herske over andre dekadente og kulturødelæggende racer. Denne appel til forfængeligheden og de dyriske instinkter placerede Hitler som en profet og frelser sendt af Forsynet for at skabe retfærdighed. Selv de tyske kristne kirker lod sig rive med af begejstringen, idet de bildte sig ind, at Hitler ville genskabe den moral og orden som weimartiden havde undermineret. Hitler havde brug for de kristnes støtte og han fik den. Hvad det fortæller om kristendommen som etisk rettesnor for mennesket vil jeg overlade til enhver læser selv at drage.
Islam er selvfølgelig ikke den største fare for vor civilisations overlevelse. Dens relative store succes efter anden verdenskrig og fremvæksten af den islamiske vækkelsesbevægelse viser frem for noget, hvor svækket Vesten er blevet efter at den stod på magtens tinde i 1945.
Islam er et symptom på indre opløsning og rådvilhed nøjagtig som tilfugten til nazismen og marxismen-leninismen var symptomer på hvad der sker, når man sætter magisk utopisk ønsketænkning højere end den rationelle fornft og dens frugter.
Demokratiet har forsømt en af sine fornemste opgaver, nemlig at opdrage befolkningen til demokrati således at de erkender, at det er en rationel styreform som står på et forpligtende etisk fundament der stiller den fordring til den demokratiske borger, at uanset hvad hans politiske holdning end måtte være, så kommer pligten til at stemme på en sådan måde, at demokratiet kan opretholde sig selv før alle andre fordringer, ønsker eller personlige præferencer.
For mig at se er det her det helt grundlæggende er gået galt. Når denne forståelse af logiske sammenhænge og konsekvenser ikke indgår som fast bestandel i de demokratiske borgeres bevidsthed, så har man ingen modstandskraft over for irrationelle anslag mod demokratiet hvad enten de kommer indefra i form af postmodernisme m.v. eller udefra i form af islam.
Dette er i ultra kort form hvordan jeg vil besvare dine spørgsmål. I selve svaret ligger også den potentielle løsning gemt. Men om situationen allerede er uoprettelig eller kan reddes, er det vanskeligt at sige noget sikkert om.
Hilsen
Ipso Facto 
-----------------
"Not everything that counts can be counted, and not everything that can be counted counts." - Sign hanging in Einstein's office at Princeton.
|
|
|
|
