Skal jeg skære ind til den inderste kerne for mig
(for det her er ikke "et løg", jeg oplever, hvor man afskræller lag for lag indtil man til sidst står med ingenting - og tårer i øjnene 
), så er det jo - illusion eller ej - at sanse verdens væren - og herunder også egen væren.
Det er - for mig - livets mirakel
Det er det "ultimativt relevante" for mig - helt uden behov for argumenter
