|
1
registreret Arne Thomsen
133
gæster og
324
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Hej Arne du har sagt du gerne så jeg gav mit bud på følgende:
hvad der er din indstilling til din væren
I den sammenhæng har jeg givet dig 2 svar/redegørelser herfor.
Det første: 22/10/2014 13:12 og som er min generelle redegørelse såvidt dit spørgsmål. Og den du skal hæfte dig ved om du ønsker til en begyndelse at forstå min indstilling til min væren.
Min sidste redegørelse 23/10/2014 13:42 er som jeg advarende skriver:
som kristelig eksistentialistisk tænker, stringent teologisk såvel som mere poetisk (såvel som Heidegger inspireret) ville jeg kunne formulerer mig anderledes, eller bruge et andet sprog til at sige det samme,
Og det er altså ikke nødvendigvis meningen at du skal gøre dig umage med at forstå dette indlæg (kun da om du har lyst og magter de kristne begreber for Gud (hvilket jeg ser du ikke bryder dig om)).
Det undrer mig hvorfor du ikke reagerer på mit første indlæg men vælger netop det indlæg der er uspiselig for dig fordi kristendom, den kristne tro og det kristne "virkeligheds -billede -perspektiv" og ja begrebet Gud som kristendommen opfatter dette begreb, optræder. Hvis noget er så fremmed for dig og uspiseligt synes jeg ikke man skal give sig af med det. Så igen det undrer mig hvorfor du vælger dette sidste indlæg og ikke mit første om emnet.
Det er helt okay med dine link til kristen eksistentialist og Heidegger og Gud, men du ville lære mere om kristen eksistentialisme ved at læse mine indlæg, fordi jeg demonstrerer hvordan kristen eksistentialisme kan se ud i anvendelse og praksis, hvilket Wiki link’et om kristen eksistentialisme overhovedet ikke giver sig af med (i så fald skulle der jo skrives tusindvis og tusindvis af sider).
Jo ja, Kierkegaard har jeg studeret en hel del (har også det samlede forfatterskab) men det er meget mere Berdyaev; Tillich og Barth (hvor de to sidste er meget inspireret af Heidegger) som min kristne eksistentialisme har sit udspring i.
mange kærlige hilsner HansKrist.
PS:
det gode ved tråden er at simon nu debatterer uden personhetz (intimiderende latterliggørelse) og det gør at jeg igen magter og gider læse med (det siger jeg ikke for at jeg skal være en slags smagsdommer, men blot for at påpege at nu kan jeg få luft igen når jeg læser jeres indlæg uden at blive kvalt i personhetz og intimideringer).
Men tråden virker dog uinspireret og ret dødt, og det virker som om substansen af hvad det er du arne (sådan som jeg forstår dig) gerne vil drøfte er forsvundet.
Der findes naturvidenskab hvor mennesket ikke må eller skal tænkes med. Desværre findes der næsten endnu ingen naturvidenskab hvor mennesket tænkes med, hvor man giver sig af med at forstå menneskets i universet væren (naturen/kosmos -væren). Ken Wilber er her spændende som ingen andre (ligeledes Schelling og Tillich; og fra en hel anden boldgade Jesper Hoffmeyer).
Som jeg forstår dig arne, ønsker du at mennesket skal tænkes med (altså der skal være tale om vores i verden væren), og det er ikke de kolde menneskeuafhængige naturvidenskabelige fakts hvor mennesket er tænkt bort, eller bort elimeneret fra beskrivelserne du har i fokus. Jeg ved godt at I ikke interesserer jer for Heidegger (han er også tung og svær) men det er altså Heideggers projekt at tænke os mennesker med, derfor dasein; vores i verden væren tilstedeværens eksistentialer og stemtheder (som vi befinder os i vores kastetheds mellemværende), som talende (sprogbrugende) og forstående væsner fra tidernes morgen først af og ikke som noget afledt/sekundært af en vore dages moderne meget reflekterende/tænkende videnskabelig kultur (det sidste med sproget og talen til Michael)
Men du har Arne gennem alle årene udvist en lidt usikker slingre kurs her forekommer det mig, som af os andre kræver stor tålmodighed. Fordi du det ene øjeblik ønsker at vi mennesker er tænkt med i ligningen; din forundring, som fryd og glæde, over at verden er; og næste øjeblik roder du dig ud i former for eksakt naturvidenskab hvor mennesket ikke er tænkt med.
Det siger sig selv om du stiller spørgsmålet, “hvad er din indstilling til din væren”, så er subjektet vi mennesker tænkt med i forundringen, fryden og glæden, over at verden er.
Einstein udtrykker sig om forholdet:
Et menneske er en del af den helhed, vi kalder universet, en del, der er begrænset i tid og rum. Han oplever sig selv, sine tanker og følelser som noget, der er adskilt fra resten, en slags optisk bedrag i sin bevidsthed. Dette bedrag er nærmest et fængsel for os; det begrænser os til vores personlige ønsker og varme følelser for nogle få, der står os nær. Vores opgave må være at frigøre os fra dette fængsel ved at udvide vores medfølelses cirkel til at omfatte alle levende skabninger og hele naturen i al dens skønhed.
Hvis jeg har forstået dig korrekt arne, så ønsker du om du magtede det, at holde fokus på det med fede typer i Einstein citatet.
Tillich kan sige det Einstein er inde på ovenfor, i en kristen begrebsramme, forståelsesramme, som følger: syndefaldet er subjekt objekt spaltningen; og begivenheden Kristus ind i verden er at vi er at vi transcenderer denne subjekt og objekt spaltning uden at subjekt og objekt dog forvirres og sammenblandes som ødelægges, fordi ekstatisk fornuft ikke udsletter eller ødelægger fornuftens arbejde under vore eksistentielle givne subjekt objekt syndefalds vilkår.
Lige her et indskud:
Eksistentialistiske kristendom måler menneskets eksistens der er endelig og begrænset på mange måder i tid (som kort livstid) i forhold til evigheden; som det måler flygtighed (opløsning; hukommelses tab) med varighed (opbyggelse og hukommelse, integritet); som det måler det relative og betingede vilkårlige, med det ubetingede gældende, til enhver tid gældende universelle sandheder; som det måler egocentrisme og etnocentrisme med det universelt gældende der omfatter alle levende skabninger og hele naturen etc etc..
|
|
|
|
